TV zap på bogform – Katrine Buchhave Andersen – EVA – ET STYK VESTLIG HJERNE MED KVAPS I KNOLDEN FX


Ung, dansk debutroman skildrer en aften i selvskab med menneskets bedste ven: fjernsynet.

Titlen beskriver egentlig meget godt, hvad og hvordan Katrine Buchhave Andersens debutbog er. Langtrukken og ikke som så meget andet man ellers støder på. Det er historien om den unge kvinde Eva og alle de tanker, som kører rundt i hendes hoved, alt imens hun sidder foran sit TV og zapper fra den ene kanal til den anden.

– Jo mere man ved om verden, des sværere er det at finde ud af, hvordan man skal opføre sig i den. Så er det bedre at bestemme sig for én ting. At se fjernsyn fx. Bevidst observation af et styk fjernsyn er hermed accepteret ved enstemmig afstemning. Zappe zap.

Det tidsmæssige forløb strejker sig over en enkelt aften, hvor kun et par småekspeditioner ud i opgangen og ind til naboen/underboen, bryder med den tilbagevendende tilstand: Evas ensomhed. Hun har netop brudt med kæresten Mikael og sidder i flytterod. Men romanen er meget mere end den historie, da Evas refleksioner kommer rundt om både religion, køn og seksualitetsproblematiker, frustrationer omkring uddannelsesvalg mm. Måske er romanen egentlig historien om hvordan Eva prøver at komme på andre tanker, end dem der drejer sig om hendes her og nu? Og fjernsynet er jo menneskets bedste ven eller …

EVA er fortalt i et forvirrende flow af tankestrømme, i en tanke og talesprogsnær stil, der fænger et langt stykke ind i romanen. Buchhave Andersen har ved at lade en episode af Beverly Hills 90210 være et integreret element i sin romans intro, skabt en uhyre morsom og meget markant startscene, som man ikke skal have set mange afsnit af tv-serien, for at kunne se for sig. Men som med fjernsynszapning går der ikke længe før de mange skift resulterer i rastløshed.

I første omgang bliver jeg grebet af den fine virkning omformateringen af tv-soaps, tv-avisen, debatter osv. til prosatekst har, men fra at have været vitterligt vittigt, bliver det langsomt trægt. De små illustrationer og andre drillerier med opsætningen hjælper lidt på det, og læsningen af Eva – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx er bestemt interessant.

Skrevet af Louise Rosengreen

Cand. mag. i Dansk og Historie.Forfatter og dansklærer i det virkelige liv.Skriv til Louise

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *