Tvivlen som drivkraft – MERTZ OM MERTZ. ALBERT MERTZ’ NOTEVÆRK OG SKRIFTER
23 år efter hans død er det nu muligt for alvor at begribe, hvad der drev Albert Mertz – ‘legebarnet i dansk kunst’ – til at isolere sig fra sin omverden for at male røde og blå kvadrater på et lærred.
Citat
”jeg tror ikke på form og farve som et sprog fordi dets virkning er alt for bundet til dels kunstnerens dels beskuerens subjektivitet”
”det jeg søger er snavs – ikke for at vise skønheden i det men for simpelthen at bevidstliggøre dets eksistens som en faktisk bestanddel af vor tilværelse – ligeså tilstedeværende som de materialer vi anser for nyttige – og smukke.”
”Jeg forveksler ikke kunsten med virkeligheden eller virkeligheden med kunsten. Jeg prøver at finde ud af, hvad der er kunst og hvad der er virkelighed og hvilke forhold (eller mangel på forhold) de to ting kan have til hinanden”
”For mig er det stort set to moduler som har en rigdom af muligheder”
” verden er kulisser omkring mig, menneskene i den er statister omkring min udførelse af hovedrollen”
”jeg forestiller mig at jeg skal stå overfor et fænomen som kunsthistorien, jeg forestiller mig hvad den vil mene om mig efter min død”
Albert Mertz (1920-1990) har indtil nu været en ofte overset ener i dansk kunst. Hans undersøgende og meget procesorienterede forhold til kunsten kan til dels forklare, uden dermed at retfærdiggøre, hans begrænsede tilstedeværelse i de kunsthistoriske arkiver.
Udfordringen har været, at Mertz er en kunstner, der skal forstås på baggrund af hele sit kunstneriske virke. Et virke, der udover hans mere traditionelle billedkunstneriske praksis – blandt andet repræsenteret ved de karakteristiske rød+blå malerier samt en stor samling collager – også inkluderer stakkevis af filosofiske og hjernevridende noter om livet, kunsten og Mertz’ egen placering et sted i mellemrummet de to for ham evigt stridende fænomener. Af disse noter – Noteværket også kaldet – blev størstedelen til under hans selvvalgte eksil i Paris i de kunsthistorisk og politisk skelsættende år mellem 1968 og 1974. Aldrig før har de været fremlagt for et publikum.
I MERTZ OM MERTZ. ALBERT MERTZ’ NOTEVÆRK OG SKRIFTER føres læseren, med afsæt i et passende og nogenlunde repræsentativt udvalg af Mertz’ samlede Noteværk, ind under huden på en sær og dybt begavet kunstner, der drevet af en vanvittig nysgerrighed samt en produktiv grad af usikkerhed, valgte at dedikere sit liv til at efterprøve ideer.
Det er på en gang ekstremt underholdende og yderst informativt at blive ført ind i kunstnerens lommefilosofiske, selvironiske, og til tider lidt absurde tankebaner. Mest af alt skriver Mertz bare vanvittigt godt og trods bevidstheden om en underliggende kunstnerisk alvor aktiveres smilebåndet gang på gang af hans humoristiske og selvironiske jargon. Vi følger ham i hans op- og nedture og hans til tider svækkede evne til at skelne – om end det faktisk var det han ønskede – mellem kunsten og sit eget privatliv. Som læser bliver det vanskeligt ikke at føle dyb sympati for den halvdepressive og selvkritiske kunstnersjæl.
Usikkerheden er som en rød tråd i Mertz virke, og der er ikke den påstand, som ikke bliver modsagt et andet sted. Det er ambivalensen, der driver værket, hvilket Mertz da også selv erkender, idet det går op for ham, hvordan der – hver gang han mener at være nået frem til et synspunkt – ‘dukker et andet op der får hele argumentationen til at tage sig skrøbelig ud’, som han skriver.
Selvmodsigelser er reglen snarere end undtagelsen i Noteværket, og det er derfor helt på sin plads, at Jørgen Michaelsen i et længere efterskrift hjælper læseren med at finde hoved og hale i Mertz’ meninger og giver overblik over hans kunstneriske udvikling. Desværre kan Michaelsens akademiske sprog slet ikke hamle op med Mertz’ intime og sprællevende fortællestil. Derfor, læs kun efterskriftet hvis du vil forstå meta-versionen af Mertz, men læs under alle omstændigheder det fine udvalg fra Noteværket og send en anerkendende tanke til den gode, men meget tvivlende mand, Albert Mertz.
1 kommentar