Typer sat på stereo – Jeppe Krogsgaard Christensen NATJAGER
Jeppe Krogsgaard Christensen giver med NATJAGER sit bud på en nutidig destruktionsroman. Sådan en roman som unge mænd, der er betaget af Beat-traditionen, skriver. Sådan en roman som handler om at være ægte og poetisk og smadret. Sådan en roman som bare ikke helt kan finde ud af det.
Citat
Står på Købmagergade i sort skjorte med ét ærme, og ekspedienten i 7-Eleven med ring i næsen og bleget hår vil ikke sælge mig øl, så jeg giver fingeren til overvågningskameraet, vælter stativet med slik og går, men en eller anden tager fat i mig og siger, jeg fandeme ikke skal råbe luder af hende. Gjorde jeg det? Finder en halv Breezer i en skraldespand og sætter mig på en bænk, mens strømme af kids flyder forbi og ligner hinanden med små forskelle, som får dem til at tro, de er noget særligt. Som om. Som om jeg er.
Jeppe Krogsgaard Christensen er bedst kendt som rockanmelder for De Berlingske. Med NATJAGER springer han ud som skønlitterær forfatter, men han kan imidlertid ikke helt neddysse betagelsen af rock ’n’ roll. Som bagsiden lærer os, fortæller romanen ’den voldsomme og poetiske historie om et ungt menneske på flugt fra ét liv og på jagt efter et andet’. Den handler om at finde sig selv og destruere sig selv, om selvindbildskhed og desillusion. Grundtonen er sat med de mørke, post-punk-80’ere – med Interpol og Joy Division – og den drives af (maskulin) aggressiv energi og fanden-i-voldskhed.
Det unge menneske, romanen har sat sig for at fortælle om, er 24 år og vil gerne være forfatter. Det er en klassisk jantelovsflugt, vi får serveret, hvor hovedpersonen bortflyer de begrænsninger, han har lidt under på det småborgerlige Stevns og søger til hovedstaden. Her kan han folde vingerne ud og med sit akademiske litteraturstudium vise, at han er mere og bedre end alle de andre hængerøve. Pligtbesøgene hos de bondske forældre – hvor skamfølelsen beskrives rammende og rørende – bliver færre og færre: han vil leve rigtigt – læse, skrive, elske – og helt ud til grænsen, hvor der er højt at flyve, men også dybt at falde.
Og han falder, selvfølgelig gør han det. For virkeligheden kan ikke stå mål med forestillingerne. Han ELSKER den fascinerende og forførende Johanne, men må slå sig til tåls med den leverpostejsfarvede Lotte, han er elementær og uafladeligt ligesom alle de andre. Dette er ikke nogen afsløring. Det er bogens og destruktionsgenrens poetiske in-your-face-præmis, at alt skal være desillusioneret og autentisk, og det er også det, der ville fange læseren – hvis det imidlertid var lykkes.
Det gør det bare ikke. Forfatteren er nemlig ikke med på beatet i forhold til den verden, han skildrer. Det akademiske litteraturstudium såvel som den københavnske, slidte kunstner-undergrund fremstår strengt taget som utroværdige scener, der mere spiller på klichéforestillinger end kendskab. Universitetslektoren degraderes til ’manden af Tweed’ ligesom kunstner-Johanne er belejligt mørk og mystisk. Karaktererne tager ofte form af stereotyper og det virker flere steder decideret generende for indlevelsen.
Det er ærgerligt, for sproget og jargonen har tekstlig energi og synes ofte både ubesværet og troværdigt – det drukner bare i alle mulige ligegyldige floskler og papfigurer, for slet ikke at tale om namedropping (Rimbaud, Burroughs, Bukowski – helt ærligt!). De grafiske eksperimenter – prikker som spermklatter og deslige – er desuden tvivlsomme i deres forsøg på…ja på hvad? At provokere? Det virker forceret og effektløst.
NATJAGER kan givetvis fungere som en drenge-ungdomsroman båret af fascinationen af det smadrede liv. Dens forsøg på at vise en verden på autentisk og usløret vis glipper imidlertid – lidt mere research og feltarbejde tak! Det kræver måske mere at skrive en roman end at gå til rockkoncert.
