Tysk terror – Peter Wivel BAADER MEINHOF
Bogen om Baader–Meinhof-gruppen/Rote Armee Fraktion bekræfter, at historien er god, men Wivel beretter for ujævnt og formår hverken at svare på de vigtigste spørgsmål eller holde sig fri af gætterier.
Citat
Sandheden om, hvad der skete med Ensslin, Baader og Raspe kender ingen. Heri adskiller denne begivenhed sig ikke fra myriader af andre hændelser i historien. Men det er kun folk, der tror, at sandheden findes og indretter deres liv efter det, der ikke kan acceptere, at vi i vores verden må arbejde med hypoteser eller antagelser, og at det er indlysende, at nogle af disse antagelser har mere på sig end andre. En kværulant vil altid kunne finde et eller andet, reelt eller fiktivt, at hænge sin hat på, om det så strider nok så meget mod alle andre vidnesbyrd.
Det er nærmest uvirkeligt: I Vesttyskland opererede der fra 1970 til 1993 en terrororganisation, der stod bag flykapringer, ambassadebesættelser, kidnapninger, bankrøverier, utallige bombeattentater og var skyld i 34 menneskers død – udover de 26 RAF-medlemmer eller -tilknyttede der selv mistede livet i kampe og konfrontationer eller ved selvmord i fængslet.
RAF bestod af tre såkaldte generationer, og Wivel skriver, at alene den tredje har haft en kerne på 10-15 personer, 20-50 personer i løst tilknyttede kommandoenheder, 200 ’fyraftensterrorister’ og en rekrutteringsbase på op til 2000 mennesker. RAF var med andre ord ikke bare nogle få galninge, det var et temmelig omfattende antal desperadoer, idealister, oprørere eller kriminelle.
Det er ubegribeligt. Hvor kom alle de mennesker fra? Hvordan organiserede de det enorme arbejde med at rekruttere folk, kommunikere internt, holde sig skjult og udføre terroraktioner?
Wivel fortæller grundigt om opvækst og ungdom hos fremtrædende medlemmer som grundlæggerne Ulrike Meinhof og Gudrun Ensslin. Han refererer datidens venstreorienterede, revolutionsromantiske toneangivende tænkere. Han opremser aktionerne, giver billeder af dagligdagen i fængslerne og forsøger at afdække de mange myter, der fortsat knytter sig til RAF. Han beskriver den indgroede mistillid og lede blandt gruppens medlemmer. Ikke bare til det omgivende samfund, men også til hinanden.
Desværre lykkes det ikke at gøre portrætterne af fx Meinhof og Ensslin overbevisende. Det er primært en gennemgang af fakta, men bliver ikke noget, der tilfredsstillende kan besvare det altoverskyggende: Hvorfor gjorde de det? Måske er svaret umuligt at give.
Til gengæld er det Wivels eget ansvar, at bogen er for ujævn, således at nogle perioder og begivenheder får stor opmærksomhed, mens der andre gange fortælles i lyntempo. Om en ambassadebesættelse i Stockholm er det første, der berettes om aktionen: ’Gruppen tager sine gidsler op på ambassadens tredje etage’. Aha. Og hvordan kom de i det hele taget ind og tog gidsler? En væsentlig del af det spændende ved historien er de konkrete detaljer i planlægning og handling hos både terrorister og politi. Der kan bogen slet ikke stille min nysgerrighed.
Der er også problemer med Wivels stil: Han kommer med hentydninger og mærkværdige kulørte informationer, og han går for velvilligt ud over fakta. I en billedtekst refereres det fx hvad et gidsel, Hans Martin Schleyer, siger til sin kidnapper. Seks sider senere viser det sig så, at denne dialog er gengivet/opdigtet af en ikke-tilstedeværende terrorist, Jürgen Boock. Wivel skriver, at ’Boock lægger Schleyer denne replik i munden’. Billedteksten var altså løgn. Jeg deler ikke Wivels opfattelse af, hvor grænsen mellem fakta og fiktion går i et værk, der vil myterne til livs.
