Tyske undergangstoner – Thomas Mann DOKTOR FAUSTUS
Thomas Mann sagde engang i en tale i 1945, at der findes ikke et godt og et ondt tyskland, men kun ét, for hvem det bedste blev til det onde ved djævelsk list. DOKTOR FAUSTUS er et mageløst portræt af netop dette.
Du vil lede, du vil slå an til fremtidens march, drengene vil sværge ved dit navn – de, der takket være dit vanvid ikke længere behøver at være vanvittige. Af dit vanvid vil de nære sig i sundhed, og i dem vil du være rask. Forstår du – ikke nok med, at du vil gennembryde tidens lammende vanskeligheder! – Selve tiden, kulturepoken, kulturens epoke og dens kultus vil du gennembryde og driste dig til barbariet, som dobbelt barbari, fordi det kommer efter humaniteten, efter al optænkelig rodbehandling og borgerlig forfinelse.
Med sine 711 sider var bogen for tyk til at komme ind ad min brevsprække. Det ærgrede jeg mig over, for det betød, at jeg måtte på postkontoret og hente den. Efter at have læst bogen kom jeg til at tænke på, at der måske lå en symbolsk pointe heri. Noget med at Manns moppedreng ikke bare vælter ind ad brevsprækken. At man må knibe ballerne sammen, stramme sig an. Noget i den dur. Til gengæld er det hele øvelsen værd.
Thomas Mann skrev DOKTOR FAUSTUS i årene 1942-1945 fra sit eksil i USA. I 1947 udkom bogen, blot to år efter krigen, og i en alder af 72 år blev det hans sidste store værk. Den nye genudgivelse er udstyret med et lidt udfarende forord af Ursula Andkjær Olsen, der dog har nogle gode pointer.
Bogen er, som Mann gør det bedst, fyldt med allusioner og allegorier. Den gemmer i sig et sindrigt netværk af symbolske overtoner, der aldrig kammer over, men snarere holdes stramt i spil af en (jeg får lyst til at sige tysk) strenghed. Natur, kultur, kunst, krig og kærlighed – altsammen får en smuk og dyster stemme i bogen.
DOKTOR FAUSTUS handler om den fiktive tyske komponist Adrian Leverkühns liv og musikalske værker, fortalt af vennen Serenus Zeitblom. Som ung starter Leverkühn på teologistudiet, men beslutter sig for at lægge den hellige skrift under bænken og kaste sig i armene på musikken. Han rejser til Leipzig og kommer i lære hos sin gamle musikmester Kretzschmar. Snart sejrer han som komponist med imponerende stykker musik, men for Leverkühn er det kun efterligninger af det eksisterende:
– Hvorfor må næsten alle ting forekomme mig som deres egen parodi? Hvorfor må det forekomme mig, som om næsten alle, nej alle kunstens midler og konventioner i dag kun duer til parodi?
Leverkühn smittes med syfilis, og i en galskabsagtig febertilstand indgår han en pagt med djævelen. Han får overmenneskelige kunstneriske evner i bytte for et liv uden kærlighed. Mødet med djævelen er et af de bedste kapitler i hele bogen. Her diskuterer de kunsten og geniet og det at gennembryde det etablerede. De taler om at relancere barbariet i kulturen (se citat), så man næsten får kuldegysninger. Kapitlet åbenbarer for alvor bogens sindrige dobbeltperspektiv, i hvilket Leverkühns moralske forfald sidestilles med tysklands undergang i nazismen.
DOKTOR FAUSTUS er en storslået, omend vanskelig affære at komme igennem. Den er lix-tung og lang som et ondt år. Visse kapitler udfordrer læseren med drøje gengivelser af teologiske og musikteoretiske spekulationer og med elitære diskussionsklubber i bourgeoisiet, hvor tyskkulturelle tendenser og frihedsbegreber udforskes. Det er i disse granskninger af tyskheden, i disse samtaler og diskussioner, at Mann spørger, hvordan det hele kunne gå så vidt. Hvordan den storslåede tyske kultur kunne miste sit fodfæste og ende i det totale barbari?
Musik er bogens altdominerende medium, hvori Leverkühns og den tyske åndskulturs svingninger udtrykkes. Zeitbloms omhyggelige gennemgange af faktiske værker kan være en anelse langhåret, mens de Leverkühnske værker, der vokser i storslåethed og voldsomhed, som undergangen nærmer sig, er forrygende læsning.
Jeg havde en vidunderlig oplevelse i et af de første kapitler, som jeg ellers var ved at give op på. Musikteoretikeren Kretzschmar holder en times lang diskussion om spørgsmålet, ‘hvorfor Beethoven ingen tredjesats har skrevet til klaversonaten opus 111’. Mann er ikke uden humor, for som Zeitblom bemærker: ‘folk ville ganske simpelt ikke vide hvorfor opus 111 kun havde to satser’, og gengiver derefter hele herligheden i detaljer. Efter foredraget spørger Kretzschmar retorisk: ‘En tredje sats? – En ny begyndelse – efter denne afsked?’, og opfordrer drengene (og læseren) til blot at høre stykket selv for at svare. Jeg satte opus 111 på anlægget, og genlæste den sirlige gennemgang. Og hvilken fornøjelse var dét lige!
DOKTOR FAUSTUS er som en glideklang på et klaver med 711 tangenter. Den starter i det høje og ender i en dyb apokalyptisk dissonans.
