Af | 25. november 2013

Ud af murbrokkerne – Ilse Aichinger m.fl. MIN BLEGE BROR. TYSK KORTPROSA EFTER KRIGEN

11 tyskere, to østrigere og en enkelt schweizer. Til sammen har de skrevet 14 blændende tekster. MIN BLEGE BROR præsenterer et fremragende udvalg af tysksproget kortprosa fra efterkrigsårene.

Citat
En fireogtyveårig, der var fed med det formål, at det skrækindjagende, han så bag kulisserne (det var hans talent, måske hans eneste) ikke skulle komme ham alt for nær, elskede at stoppe hullerne i sit kød, ad hvilke det uhyrlige netop kunne trænge ind, i en sådan grad, at han røg cigar (Ormond Brasil 10) og bar et ekstra par briller, uden på sine briller, samt vattotter i ørerne. Denne unge mand, der endnu var afhængig af sine forældre og beskæftiget med tågede studier ved et eller andet universitet, som kunne nås med en totimers togrejse, steg en søndag eftermiddag på det sædvanlige tog – afgang sytten halvtreds, ankomst nitten syvogtyve – for næste dag at deltage i et seminar, han allerede havde besluttet sig for at blive væk fra.

Fra Friedrich Dürrenmatt ‘Tunnelen’

Omslagets skrigpink og grøn er ikke lige det, jeg umiddelbart ville forvente af en antologi over tysksproget prosalitteratur. Jeg havde nok snarere noget med dæmpede gråtoner og et regnvejrssløret fotografi af forstad eller marsklandskab i tankerne.

Men det giver måske i virkeligheden meget god mening at bogen ser sådan ud. Omslaget er ligesom mange af novellerne på samme tid fremmedgørende og dragende, ekstravagant og spartansk. Der er nemlig noget utroligt spændende ved det utilnærmelige i den tyske efterkrigslitteratur.

Nobelpristageren Heinrich Böll og Arno Schmidt skriver om at vende tilbage til Tyskland efter krigen og stå ansigt til ansigt med et hverdagsliv, der skal leves dér, hvor slagmarken lå i går. Mens Wolfdietrich Schnurres bidrag ‘På flugt’ foregår i et krigshærget mareridtslandskab.

Søren R. Fauth, professor i tysk ved Aarhus Universitet, har skrevet et skarpt efterord, der vidende og præcist placerer de fjorten forfattere og deres tekster i forhold til hinanden og det samfund de er skrevet ind i – et traumatiseret samfund plaget af hungersnød og økonomisk usikkerhed.

Böll, Schmidt og Schnurre er sammen med Wolfgang Borchert alle eksponenter for det, der kaldes Trümmerlitteratur – som måske kan oversættes til ruinlitteratur eller murbrokkelitteratur. Disse forfatteres knappe og kølige tekster var et forsøg på at nulstille kunsten, litteraturen og sproget og simpelthen opfinde et helt nøgent og skrabet sprog ud af krigens ruiner. Wolfgang Borcherts titelnovelle ‘Min blege bror’ slutter f.eks. med denne næsten lakoniske passage:

– Løjtnanten trak sin skjorte over hovedet. Han hørte dem komme tilbage udenfor. De andre. Med Heller. Han kommer aldrig mere til at sige ‘min blege bror hængelåg’ til mig, hviskede løjtnanten. Det kommer han aldrig mere til at sige til mig. Fra nu af. En lus landede mellem hans tommelfingernegle. Den blev mast. Lusen var død. På panden havde han en lille klat blod.

Et gennemgående træk ved teksterne i MIN BLEGE BROR er de små rum. I skærende kontrast til nazismens grådige ekspansion trækker prosastykkerne sig sammen om en meget begrænset geografi: et atelier, en vagtpost på en bro, en baghave. Og på sideantallet, hvor den længste tekst bare er på 15 sider – vi har virkelig med kort kortprosa at gøre.

Men selvom de fleste af teksterne i MIN BLEGE BROR arbejder med et knapt og nøgternt sprog, og trækker sig sammen om små rum, ligner de langt fra alle hinanden.

I Martin Walsers tekst ‘En flyvemaskine over huset’ (en helt fantastisk titel, der efter min mening burde stå på titelbladet) danner en havefest rammen om et ret brutalt møde mellem generationer og køn. Mens både Ilse Aichinger og Marie Luise Kaschnitz skriver spejlfortællinger om liv og død, der slutter en cirkel om sig selv. Og så er der Elisabeth Langgässers virtuose novellekomposition ‘Sæsonstart’. I den beskriver hun et par håndværkere, der skal sætte et skilt op udenfor en kurby i bjergene. Stemningen er fredelig og landsbymild, men med den sidste linje bliver læseren fanget på det forkerte ben og må pludselig holde vejret.

Der er også et par bud på det absurde og humoristiske i efterkrigstidens kortprosa. Dramatiker og (fabelagtig) krimiforfatter Friedrich Dürrenmatt skriver fængende og nærmest forfængeligt om et løbsk tog i en endeløs tunnel. Mens Wolfgang Hildesheimers ‘Atelierfesten’ handler om en ligeså løbsk og endeløs fest, der fordriver ejeren fra sin lejlighed. Det er faktisk to af antologiens allerbedste bidrag.

For os der er født lige omkring murens fald lapper MIN BLEGE BROR. TYSK KORTPROSA EFTER KRIGEN et vigtigt hul i den litterære bevidsthed.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Antologi,

Læs også