Ud og hjem igen – Suzi Gablik HAR MODERNISMEN FEJLET?
De sidste små hundred år har kunsten under mantraet ”kunst for kunstens skyld” distanceret sig mere og mere fra samfundet og er blevet uengageret og selvtilstrækkelig, mener en af USA’s mest trodsige kunstkritikere. Men nu begynder kunsten måske igen at kigge ud over sin egen næsetip.
Citat
Uanset hvor meget forestillingen om kunstneren bliver udvidet og omdefineret, er der mange mennesker, der stadig kun føler sig trykke ved tanken om kunstneren som en, der fremstiller objekter, der cirkulerer inden for et netværk af kunstrelaterede institutioner som kunsthandeler og museer. Min egen reaktion på en sådan skarpt optrukken definition er selvfølgelig at vende den om. Hvor mange kunstnere føler sig fri til at arbejde uden for deres felt? Hvor mange er villige til at udviske skillelinjerne mellem kunst og liv – mudre kunstens vande og skabe en sund sammenblanding af genrerne?
Da HAR MODERNISMEN FEJLET? udkom første gang i 1984 tordnede kunstneren og kritikeren Suzi Gablik mod samtidskunsten, som hun beskyldte for at have fralagt sig ethvert moralsk ansvar og reduceret kunsten til ren æstetik. Den kritik holder hun for så vidt fast ved i den reviderede udgave af bogen, der udkom i 2004 og som nu også kan læses på dansk. Men med baggrund i udviklingen de seneste år ser hun nu lidt lysere på kunstens fremtid.
I forhold til oprindeligt indeholder den reviderede udgave Gabliks nyskrevne forord og to nye kapitler. Desuden har Hovedland forsynet den danske udgave med et forord af Bjørn Nørgaard og en række illustrationer af nogle af de værker, Gablik nævner.
Suzi Gablik beskriver modernismen ud fra forskellige udviklingstendenser: sekularisering, individualisme, bureaukratisme, pluralisme og i den nye udgave tillige globalisering. Den overordnede pointe er, at kunsten under modernismen har mistet sin betydning og er blevet blot endnu en sjælløs vare i markedssamfundet. I modernismens uafhængighedskamp endte man med at gøre kunsten ganske harmløs: ’Partiparolen med kunst for kunstens skyld, der længe har fritaget kunsten for alle moralske opgaver, har også nægtet den nogen forsonende muligheder for ændring af samfundet’, skriver hun et sted.
Og jo. Når Gablik har den grundholdning, at kunsten skal engagere sig, så må hun konkludere, at modernismen har fejlet. Men nu er kunsten måske igen ved at indtage en aktiv rolle i det samfund, den satte sig ud over i løbet af det 20. århundrede. I hvert fald fremhæver Gablik blandt andre nigerianeren Okwui Enwezors arrangering af Documenta 11 i 2002 og de amerikanske Empty Bowls- og ARTS UP-projekter som eksempler på, at kunsten er ved at tage en drejning mod et større etisk engagement.
Desværre glemmer Gablik i begejstringen over projekternes humanitære motiver at diskutere dem i en kunstkritisk sammenhæng og nøjes med småirriteret at bemærke, at det kun er stædighed og vanetænkning, der forhindrer os i at udnævne projekter som disse til god kunst.
Generelt må man sige, at brede diskussioner og nuanceringer ikke er bogens stærke side. Hertil kommer, at den – når man ser bort fra de nye kapitler – bærer præg af at være blevet til i firserne. Når man nu vælger at genudgive værket, kunne man så ikke have benyttet lejligheden til at redigere lidt i de gamle kapitler? For min skyld kunne man fx godt have sløjfet Gabliks vel lange diskussion af graffiti som kunst – en diskussion, som her tyve år senere er frygtelig uinteressant at læse om.
Men man undgår ikke at blive lidt imponeret over, hvor fremsynet bogen trods alt fremstår. Mange af de tendenser, Gablik nævner, er vi først ved for alvor at se konsekvenserne af nu, og med de to nye kapitler har værket tilmed fået den opløftende slutning, som Gablik ledte forgæves efter i 1984: Kunsten har fundet en vej ud af sin eksistentielle krise og er på vej til igen at etablere sig i samfundet.
