Uden ham den sure far – Kristina Nya Glaffey MOR OG BUSSER
Et par tvillingesøstre fra et café-latte-kvarter på Nørrebro lytter hyperopmærksomt til deres lesbiske forældres lykkelige småsnak i Kristina Nya Glaffeys nye vits af en roman.
Citat
Mor siger, at Busser læser for mange bøger om poppsykologi, og Busser siger, at der ikke er nogen grund til at overkomplicere tingene. Mor siger, at hun har en bog stående et sted på reolen, som hedder Den nødvendige samtale i parforholdet, som Busser måske kunne kaste sig over, næste gang hun mangler læsestof, og Busser siger, at det ville hun gerne, men at hun desværre kun interesserer sig for emner, der ligger meget langt fra hendes egen hverdag. Mor siger, at Busser muligvis ikke har hørt om den, men at der er en ret spændende by i Rusland, der hedder At se problemerne i øjnene, som Busser måske kunne begynde at interessere sig lidt for, og Busser siger, at hun faktisk har været i den by engang, men at der overhovedet ikke var særligt rart. Mor siger, at det hjælper, hvis man bliver der i mere end et par minutter ad gangen, og Busser siger, at hun hellere vil til Mallorca sammen med mor og Emma og mig til sommer. Så siger mor, at vi må se på, hvor mange penge der er tilovers, når Busser engang er færdig med sit forløb hos psykologen, og så siger Busser, at psykologen måske også pønser på at tage til Mallorca for Bussers penge og derfor forlænger forløbet unødigt. Mor siger, at vi alle sammen kan trænge til at komme lidt væk fra det hele, og Busser siger, at hun tror, at psykologen vil elske den der by i Rusland, som mor taler om, men at Busser og hende til gengæld vil få det meget bedre af at tage til Mallorca. Mor siger, at der er noget, der hedder på kort sigt, og noget, der hedder på langt sigt, og Busser siger, at der er en tid til at tage til Rusland og en tid til at tage til Mallorca, og så siger mor, at hun faktisk tror, at Busser har ret i, at tiden er inde til at tage til Mallorca.
Kernefamilien skal opdateres i den stærkt satiriske roman MOR OG BUSSER. På den ene side fordi mor og Busser er et lesbisk par, og på den anden side fordi mor og Busser har svært ved at finde lødig inspiration til børneopdragelsen i de foregående par generationers eksempler.
Mor er en spirituel og omsorgsfuld skuespiller, og Busser er en stræbsom, sortseende feministisk forfatter. De ser forskelligt på det meste, men er enige med hinanden og alle deres venner om, at ’man skal bo i København, helst i en lejlighed på Nørrebro, og at man skal varme mælken på gaskomfuret, inden man kommer den i kaffen’, samt ’at indvandrere er søde, selvom ingen af dem kender nogen’.
Romanen er fortalt af mor og Bussers tvillingepiger, som er slået sammen under betegnelsen ’mig og Emma’, og den består næsten udelukkende af børnenes troskyldige gengivelser af, hvad de voksne fortæller børnene og siger til hinanden. Denne fortællekonstruktion gør teksten til et sært mix af gengiven hverdagsdialog forældrene imellem og så de mere eller mindre mislykkede pædagogiske forklaringer, forældrene fylder ’Emma og mig’ med, på alt fra forplantningens gåder til modeord som ’selvrealisering’.
Men det er en svær balancegang at skulle forlene børn med et sprog. ’Emma og mig’ bruger fx uden videre udtryk som ’sympatisk’, ’voliere’, ’balancepunkt’ og ’farverige gevandter’, mens de skal have ord som ’neurotisk’ og ’dobbeltmoral’ forklaret. Det giver dog forunderligt nok ikke koks i fortællesituationen i MOR OG BUSSER. I stedet får den del af børnenes fortælling, der ikke direkte er markeret som de voksnes tale, blot alligevel karakter af at være det, fordi sproget bærer så stærkt præg af udtryk, man må formode, de ikke forstår.
Børnene hører alt, men forstår ikke nødvendigvis noget af det. Men blot fordi gengivelsen er blåøjet, tegner der sig ikke et billede af en række stilfærdigt realistiske køkkenvasksamtaler. Bogen består snarere af en række møder mellem to drevne komikere. Mor og Busser konfronterer nemlig hinanden i en skarp sarkastisk tone fuld af overdrevne anekdoter og snappy comebacks:
– Mor siger, at Bussers forældre i det mindste snakkede om tingene i modsætning til hjemme hos mor, hvor man nøjedes med at rive folks billeder ud af fotoalbummet, hvis man ville ønske, at man ikke havde været gift med dem engang. Busser siger, at hun faktisk foretrækker den metode, og mor siger, at det tror hun gerne, fordi Busser tror, at en lort holder op med at lugte, hvis bare man holder sig for næsen. Så siger Busser, at en lort ikke holder op med at lugte, bare fordi man snakker om den, og så siger mor, at man måske slet ikke behøvede at snakke om den, hvis bare den, der havde lagt den, selv sørgede for at gøre rent efter sig, inden alle de andre i familien fik den op under skoene.
Forlaget kalder selv bogen en ’romantisk komedie’, men der er ingen konflikt og intet kærlighedsdrama, kun småhistorier og replikudvekslinger. Bogen er på den måde mere som en avisstribe eller en sitcom, hvor de samme tre karakterer hver gang står i det samme rum og kommer med vittigheder, der er ensartet opbygget. Men det er morsomt, og humoren er både øm og spids, som når kærligheden til den opdaterede kernefamilie erklæres med et stik i siden til en tidligere model:
’Når Emma og mig bliver voksne, skal vi bo på en stor gård sammen vores mænd eller koner lidt ligesom Emil fra Lønneberg bare uden ham den sure far.’
