Af | 5. maj 2010

Uden kropsåbninger – Harald Voetmann VÅGEN

Voetmann er i den grad vågen i sit særprægede romanprojekt om romeren Plinius den Ældre.

Citat

Jeg sidder på en kro i Ostia og spiser en skål sorte bønner. Værten præsenterer mig for sin datter, som er født uden kropsåbninger. Han sætter hende ned på bænken ved siden af mig. Hendes hoved og hals er gemt bag langt, sort hår. Værten fortæller, at hun blev født i begyndelsen af Neros styre. Ved Neros død ytrede hun i tre dage en rumlende lyd, hvis ophav ikke kunne bestemmes nøjagtigt. Ellers har hun aldrig gjort noget, siger han, og mange kunder kommer for at se hende, jeg tænkte, hun kunne interessere dig. Jeg sætter skålen fra mig på bordet og skubber hendes hår til side.

Forrige år oversatte Harald Voetmann et uddrag af Plinius den Ældres (23-74 e.v.t.) kæmpemæssige hovedværk NATURALIS HISTORIA under titlen OM MENNESKER OG DYR, men dermed var Voetmann åbenbart langtfra færdig med den romerske naturhistoriker. Heldigvis. Nu har han udgivet et originalt og betagende værk, VÅGEN, der tager udgangspunkt i Plinius den Ældres liv.

I bogen kommer tre stemmer til orde: Plinius den Ældre, nevøen Plinius den Yngre og slaven Diokles. Derudover rummer bogen kortere citater fra NATURALIS HISTORIA og er struktureret omkring en række handlingsmagre ’scener’. Bogen udgives som en roman, men skal den betegnelse passe, skal vi ud i en meget løssluppen definition af ordet. Der er heller ikke tale om en biografi eller et decideret historisk værk, men nok mest præcist det, som forfatteren selv betegner som ’et drømmebillede af Plinius den Ældres verden’.

Plinius’ verden er en verden, hvor der stadig er vældig meget, der skal forstås og forklares. Plinius den Ældre drives af trangen til at beskrive alt og gøre alting kendt. Han ønsker at organisere verden og afsætter de fleste af døgnets timer til at samle al menneskelig viden – fra filosofiske indsigter og minutiøse anatomiske betragtninger til mere anfægtelige forestillinger, som at det bringer lykke at spytte i sin egen urin, at en svamp optager gift, hvis en giftslange ånder på den, og at diamanter knuses af gedeblod. Plinius er legemliggørelsen af menneskets konstante nysgerrighed og uudslukkelige vidensbegær.

Men måske modsvares denne tørst efter viden alligevel af et paradoksal behov for, at noget ukendt skal stå tilbage? I Tusculum har Plinius et haveanlæg med fremmedartede gevækster. Her indkredses det ukendte og får lov at forblive ukendt. Nevøen funderer:

– Måske har min onkel også tænkt på dette haveanlæg som et frirum, i den forstand, at denne lille del af verden, og alt hvad denne lille del indeholdt, ikke behøvede at blive fortalt og forklaret, i modsætning til alt andet.

Det er den slags ihærdige forsøg på at forstå kompleksiteten og de finere strukturer i Plinius’ tankeverden, der levendegør Voetmanns drømmebillede og giver det tyngde. En følelse af rent faktisk at komme ind under huden på bogens hovedfigur sniger sig ind undervejs.

Men samtidig oplever man et uhyggeligt besvær med at komme ind under huden på selve værket. Hvad er det egentlig, det vil? Det er forførende, men hvor vil det føre os hen? Hvad er hele idéen med det her værk ud over at trække en måske lidt overset naturhistoriker ud fra gemmerne? Værket pirker til vores nysgerrighed i selve dets eksistens. Det er som den mærkværdige pige uden kropsåbninger (se citat), som Plinius den Ældre møder på et tidspunkt, og som tænder et uforligneligt begær i ham. Det er umulig at penetrere, men smukt og sært opstemmende og et dejligt anderledes bekendtskab.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også