‘Udmattet, ekstatisk’ – Niels Henning Falk Jensby TECHNO
Det flyder med kropsvæsker, stoffer og nedbrudte kroppe i Niels Henning Falk Jensbys voldsomme debutroman, TECHNO, der er en velskrevet rejse ind i ukendte rum.
Citat
En doven, udmagret drengekrop. Det føles, som var mine led ved at springe ud af deres samlinger. Der bliver spyttet på mig, sprøjtet på mig. Der er nogen, der råber, hvisker, og jeg fatter ingenting. Fatter bare, at der er nogen, der laver lyde med deres munde. Det var for evigt. Det lader til, at der er uendelige, der vil tage del i den her anonyme fælleskrop. Derfor evigheden. Jeg har ikke overblikket til at reagere på alle de her ting. Jeg er bare den del af konstruktionen, der tager imod.
Det er nogle aparte, ellers ofte usynlige rum, mentale såvel som fysiske, man som læser af Niels Henning Falk Jensbys stilsikkert udfoldede og prisvindende debutroman, TECHNO, bliver lukket ind i.
De er kendetegnet ved en vild intensitet, både i fortæller-jegets erfaringer af det københavnske byliv og i fremstillingen af de steder, hvor hans seksualitet folder sig ud: mellem parkers buske, i fremmede mænds lejligheder og i en afsluttende naturekstase ved Vesterhavet, hvor fortælleren søger hen mod romanens slutning.
Bogens tolv sider korte prolog er noget af det mest intense – og intenst gode – jeg kan komme i tanke om at have læst. Den er én lang bevægelse mod et klimaks, den er den skarpt sansende fortællers ecstasytågede oplevelse af et begær efter et du – og kulminationen på det. Og så er den også en introduktion til nogle af de motiver og scener, der, som sekvenserne i et godt technonummer, gennemspilles gang på gang over romanens 180 sider.
Man er vidne til en lind strøm af stoffer, techno og fester; man føres med ind i skjulte homoseksuelle miljøer, hvor ’brødre’ knepper hinanden på skift; man får fornemmelsen af det ofte fragmenterede fokus på kropsdeles enkeltfunktioner, der senere skrives frem igen og igen:
– Din læbe, der griber min læbe, æder min læbe. Min ecstasy-mund, der klistrer sig fast til din hals, giver dig et sugemærke, er en sugekop. Dit hoved, der bøjer sig bagover, dine lunger, der laver en udånding med lyd på. Vi kysser. Begge mine hænder i runde former, omkring din kæbe, din nakke.
Prologens nattelivskærlighed får en mere varig karakter, og på den måde følger TECHNO et mere eller mindre konventionelt skema for skildringen af et parforhold og af forliset: jeg’et og du’ets forhold starter intenst, bliver så mere seriøst, for mod slutningen at gå i vasken.
Men midt i det konventionelle er TECHNO en grænseundersøgende roman. Overalt er grænsen mellem hengivenhed og underkastelse udefinerbar, og fortælleren involverer sig løbende i brutale sexeksperimenter, der ofte efterlader ham med en nedbrudt krop på grænsen mellem ekstase og følelsen af at være blevet misbrugt, af at være beskidt.
Det er ofte smertende hård læsning, mest af alt da fortælleren først er offer for en reel voldtægt og derefter, med en kagerulle, må knuse den ’kyskhedsanordning’, han har sat om sin pik og mistet nøglen til:
– Jeg lader et skrig forlade min mund, mens kyskhedsanordningen falder fra hinanden. Plastik splintres ud i krystallignende fragmenter, spreder sig ud over gulvet. Jeg slipper grebet omkring kagerullen og lader den falde til jorden. En rådden lugt spreder sig i rummet. En lugt af indelukket kød, af dødt dyr.
Sådan nedbrydes kroppen brutalt i TECHNO, og sammenbruddet lurer overalt, især efter voldtægten, der sætter sig dybt i jeg’et, og vel også på den ene eller anden måde er med til at køre det spirende parforhold i grøften. Under alt det vilde er TECHNO imidlertid også en langsom bog, både i kraft af sin insisteren på at gentage, men også fortællerens døsige registreringer af sin krops forfald og de detaljerede beskrivelser af eksempelvis tilberedningen af en kylling bidrager til at tage lidt tempo ud af romanen.
Og det klæder den, for så bliver der mere tid til også at dvæle ved den fine, nærmest tyste tone og den ret så rytmiske prosa, der foldes ud i et væld af korte sætninger, og som fx mod slutningen lyder sådan her: ’Techno hamrer i mine ører. Mine langsomme faste skridt. Regnen udvikler sig til hagl, bliver forfrossen. Små iskugler, der tordner mod jorden. Haglet mod mit ansigts skind, mod mine hænder. En særlig modbydelig pisk mod mit skind. Ukontrolleret. Eskalerende. Kold.’
Og sådan bliver der også plads til lidt naturpoesi, midt mellem iscenesættelsen af orgierne og undersøgelsen af kroppen og dens grænser.
