Udsigt fra toppen – Vladimir Nabokov ULVEN KOMMER
ULVEN KOMMER er en samling af Nabokovs intimiderende essays, fuld af eminent underbyggede påstande, angreb og ironiske beskrivelser af læsere, forfattere og oversættere.
Citat
Litteraturen blev født, ikke den dag en dreng, der råbte ulven kommer, kom løbende ud af store Neanderdal med en grå ulv i hælene: Litteraturen kom til verden den dag, en dreng råbte ulven kommer, og der ikke var nogen ulv efter ham.
Vladimir Nabokov har mange ansigter. Det første ansigt, der møder læseren, er på forsiden. Her kigger geniet én direkte i øjnene med et let arrogant blik. Han holder et billede af en sommerfugl i hånden og viser samtidig sin vielsesring frem. Det er en passende og fin start på læseoplevelsen, rigtig fin, for her har vi at gøre med en pertentlig og privat herre, med en forkærlighed for skak og sommerfugle, som hver dag glæder sig til at runde dagen af i sine private gemakker – i sengen med en god bog.
Efter den lune start afsløres Nabokovs andet ansigt. ULVEN KOMMER er inddelt i tre dele, og i den første møder vi den formanende, intellektuelle Nabokov, der skarpt kritiserer dét, han ser som litteraturens største udfordringer. Det er med sproglig overlegenhed, at den dorske læser får et rap over nallerne: ‘Når man læser,’ postuler Nabokov, ‘skal man lægge mærke til detaljerne og holde af dem.’ Sådan er det bare. Og enhver ny bog er en invitation til en ny verden, hvor ingen forudindtagede holdninger må overskygge for den rene læseoplevelse. Og gud nåde den læser, som identificerer sig med specifikke personer i et litterært værk: det er ifølge Nabokov den laveste form for fantasi. Løftede pegefingre som disse kan ikke undgå at udskamme lidt.
Skribenterne får også en tur. Den, der nådesløst forsøger at skabe en stemning omkring et interview med herren selv og har ‘behov for en baggrund af påtaget tvangfrihed og lige så mange farverige detaljer, som han kan nå at lære udenad eller ligefrem kradse ned’, skånes på ingen måde. Den ægte og kreative forfatter, plæderer Nabokov, lader sig derudover ikke styre af salgstal og pragmatik og ynder derfor at glemme ‘det hæslige monster ved navn sund fornuft’, ynder at slå den hen og sørge for, den ikke står i vejen for, hvad forfatterens ‘lystfyldte tilstand,’ med en fyldt pen og tobak og tændstikker lige ved hånden, kan resultere i.
I samlingens anden del ser vi Nabokovs akademiske, belæste ansigt. Her vendes hans kritiske blik udelukkende mod russiske klassikere, som han enten har oversat eller på anden vis haft under kærlig behandling. Anden del består af udvalgte uddrag og mindre afsnit fra forord til udgivelser om forfattere som Lermontov og Gorkij – og hvert afsnit fungerer nærmest som en ode. Det er rigtig godt, selv om jeg som læser af Nabokov godt kan blive lidt ked af at blive tvunget til at læse om hans russiske kolleger. Men for den ivrige læser, der vil kende omstændighederne omkring Pusjkins tragiske død i en duel, få en forsmag for Tolstojs pen og forstå, hvorfor Nabokov finder Dostojevskij overvurderet er anden del af ULVEN KOMMER en sølvfadsforæring!
– Hvordan er Deres position i den litterære verden? Der er en gevaldig fin udsigt heroppefra.
Det sidste ansigt vi ser, er det mest private glimt, Nabokov vil give. Vi præsenteres for en række interviews, der ligesom resten af ULVEN KOMMER er udvalgt af oversætteren Henrik G. Poulsen, og før oprindelig udgivelse blevet redigeret af Nabokov selv. Det insisterer han nemlig på og alle for ham ‘unødvendige forsiringer’ er derfor væk. I sidste del kan Poulsens udvalg ikke undgå at få Nabokov til at virke lettere opblæst: ‘Jeg tænker som et geni,’ er tredje dels første linie. Nabokov viser i hvert fald, at han finder sig fanget i mainstream-litteraturens og i den almene, dovne læser og forfatters skarpe klør.
ULVEN KOMMER er eftertænksomt og intelligent ordsmederi. Omend forskellige, både i form og indhold, drejer hvert essay sig om det metafysiske ord – om ophøjelsen af ordets magt til noget uhåndgribeligt skabende, om ‘uendeligheden af vores mentale associationer’. Og hver gang Nabokov formår at beskrive et aspekt af dette, rammes jeg af ærefrygt. Når man lukker for bogen og ansigterne i princippet er væk, lukker man for en ømfindtlig herre, en sart sommerfugl, fristes jeg til at kalde ham, for en humorist og satiriker og for en helt eminent litteraturlæser. Selv om bogen er lukket, vil det dog vare længe, før hans angreb – til tider pakket fint ind i anekdoter om vinduespudsere og astronomer – er rystet af; før jeg ikke føler, han kigger med over skulderen, når jeg kaster mig over en ny bog. Men det skal de måske heller ikke, rystes af. Det er i hvert fald med konstant og vedvarende frygt for selv at blive ramt, være en af hans erklærede ‘åh, så intelligente jordboere’ som tyr til klichéer og taler om vejret ved mødet med en fremmed, at jeg anbefaler ULVEN KOMMER til den opmærksomme læser, der vil udfordres sprogligt og, ja, kende LOLITAs skaber blot lidt bedre.
