Uendelig nutid – Juliane Preisler DRENG
Juliane Preisler har begået en fin lille lyrisk roman, der både er et tidstypisk formeksperiment og en tidløs refleksion over et menneskes eksistentielle krise.
Preislers lyriske roman indfanger og iscenesætter på psykologisk realistisk vis følelsen af formålsløshed, af det absurde i at stå ud af sengen om morgenen. Hovedpersonen er en midaldrende kvinde, der har mistet sin mand og langsomt fortæres af depressive og selvdestruktive tanker. Mødet med denne ‘Dreng’ skal dog vise sig at iblande bitterheden et gran af håb.
Romanen er urokkeligt forankret i nutiden. Fortiden sløres, idet læseren aldrig indvies i, hvordan og hvornår tabet af manden fandt sted, ligesom man næsten ikke ved noget om kvindens øvrige liv. Fremtiden holdes ligeledes ude af romanens univers, idet man – bortset fra spæde, håbefulde hentydninger – er ubekendt med, ad hvilke veje kvindens melankoli fører hende. Dette tidsmæssige perspektiv er velvalgt, idet en depressiv person netop ofte er fastlåst i sorgens uendelige nutid – øjeblikke føles som evigheder, og hverdagens små gøremål opleves som uoverstigelige bjerge.
Også i forhold til romanens genremæssige eksperimenteren ses en subtil kommunikation mellem form og indhold. Det mærkes, at Preisler er en erfaren dame inden for det skrevne medies muligheder og udformninger: ud over noveller og en lang række romaner, har hun også forfattet både digte, teaterstykker, radiospil og børnebøger. DRENG kan således bedst beskrives som en blanding af poesi og prosa – en lyrisk roman eller et langt prosadigt – hvad angår både den sproglige tone og det narrative forløb, der er essayistisk springende og fragmentarisk. Ved hjælp af denne narrative bevægelse, der nærmere er cirkulær end kronologisk fremadskridende, skabes en stemning af immobilitet, der falder godt i tråd med et depressivt univers.
Selv om Preislers forfatterskab således peger i mange forskellige retninger på det genremæssige plan, klinger det alligevel af en fælles tematisk grundtone: splittelsen mellem den konstante længsel efter at smelte sammen med et andet menneske og erkendelsen af umuligheden af dette projekt. Kløften mellem at drømme om den totale intimitet og at indse, at mennesket grundlæggende er alene. Således i romanen GLAS (1998), hvis hovedperson er en nyligt fraskilt kvinde, der får sin tid til at gå med at udspionere sine naboer, mens hendes eget følelsesliv langsomt går op i sømmene.
På trods af DRENGs dybdegående formbevidsthed, der ved første øjekast lader romanen fremstå som et ‘yderligt’ sprogeksperiment, har den efterladt at sjældent indtryk på denne anmelder. Romanens univers er ikke specifikt kvindeligt, ligesom dens sfære ikke er forbeholdt dem, der har prøvet at miste et menneske, der stod dem nær. Enhver, der har været i melankoliens vold, og jeg tror, det er de færreste, der kan sige sig fri for dette, vil kunne genkende romanens stemning af udvejsløshed. Dog er én af romanens væsentligste kvaliteter, at den ikke dyrker depressiviteten eller fører udvejsløsheden helt til dørs. Derimod føres spændingen til dørs, idet sortsynet som sagt spædes op med glimt af håb, og romanen således hverken ender i dur eller mol. Efter at have tygget på dens lyriske refleksioner, sætter den sig fast i struben som en irriterende klump, der ikke umiddelbart lader sig synke.
