Ufarligt fine øjne – Line Toftsø JEG BEVÆGER KUN ØJNENE
Det er svært ikke at blive lidt fascineret af Line Toftsøs skiftevis sanselige og hverdagslige billedsprog. Men det er også svært for alvor at blive det.
Digt
jeg prikker hul
et mesh af stjerner der døde alt for tidligt
plus det løse der løsner sig
noget tungt hviler på noget andet tungt
der hviler på noget lidt løsere
jeg græder allermest over film hvor husene ligner hinanden
håndcremen i vinduet nålene
gør det hele så utæt, gør de ikke
og hvorfor det ikke undrer og at du ser det som en nål
det er din nål
’du lagde noget knitrende på græsset / en skade faldt ned fra træet / og landede på benene’. Sådan starter det blidt ud i det første digt i Line Toftsøs nye debutdigtsamling JEG BEVÆGER KUN ØJNENE. Og denne blidhed er gennemgående. Ikke blid som i kærtegn, men nærmere en slags blidhed i sprogets og billedernes temperament. Skaden lander på benene. Noget knitrer. Det er små vibrationer, der skaber en ydre harmoni. Det er da også det digtsamlingens titel lægger op til: En sansning af de bevægelser, der omgiver digtenes jeg, uden at dette jeg gør meget andet end at flytte øjnene fra højre mod venstre og betragte.
Mange af digtene er derfor også både porøse og behagelige i deres udtryk. Helt bogstaveligt talt. Som når ’rummet bliver mere blødt / eller jeg kan mærke det bløde / afstanden mellem min albue og låret’. Igen er det de fine, nære billeder af det omkringliggende. Næsten stillebens, men med enkle og simple bevægelser, der her nærmer sig det kedelige, men andre steder er med til at gøre nogle af Toftsøs billeder både levende og smukke. Som i dette digt, hvor blidheden vel nærmest gør opmærksom på sig selv i anden potens med den sidste sætning som en slags lukket refleksion:
selvfølgelig drømmer jeg
jeg dobbelteksponerer
lægger ting oven på dyr
hånden over en fugl så ligger den dér
Her bliver det stilfærdige interessant i kraft sprogets konstaterende og bestemte tone. Digtet står skarpt tilbage og dirrer. For mange af digtene stiller sig dog i for høj grad tilfreds med ordinære og indadvendte billeder, der ikke for alvor har en ambition om at være andet end nydelige. Det er svært at fornemme som læser, hvad digtene vil pege mod eller på, andet end blot at pege på deres egen konstruktion. Og er det så i sig selv ikke godt nok? Joeh. Det bliver bare aldrig rigtig farligt eller vedkommende.
Nogle få gange træder digtene ud af deres komfortzone og hidser sig en smule op:
det er ikke mig det er også mig
febrilsk holder jeg dine øjne fingre
de røde pletter på huden din hals
måder at svæve eller svulme på
Og her, en tredjedel inde i digtsamlingens godt tredive sider, begynder det at blive interessant, når digtets jeg stiller sig på tværs og udfordrer både sin egen position og sprogets skrøbelighed. Men lige så hurtigt vender digtene sig ind mod sig selv igen og tilbage til det mildt sansende og mildt ensformige billedsprog. Som når digtets jeg og du ’tæller op til himlen eller tæller ned / for at blive usynlige for øjnene af alle andre / og gaderne og den røde smag af støv / i stilheden efter i dag friheden’.
JEG BEVÆGER KUN ØJNENE er bygget på et godt fundament: Et flydende sprog, en behagelig indadvendthed, som sikrer digtenes billeder og tonalitet en troværdig stemme og ikke mindst gode øjne (!) fulde af fine betragtninger. Men det hele bliver lidt for fint, lidt for sikkert, lidt for troværdigt. Lad øjnene falde ud og rulle lidt rundt, siger jeg bare.
