Uhyggeligt omhyggelig – Viveca Sten FARLIGE FORHOLD
Savner man sommeren, finder man kun lunkne temperaturer i Viveca Stens FARLIGE FORHOLD. Kulden kradser gennem romanen, og spændingen er ikke intens nok til, at pulsen kan varme op.
Citat
“Har hun ikke også skrevet bøger?” spurgte Karin. “Jeg synes, jeg har set hende tale om det på morgen-tv. Hun virkede som en meget bestemt type, temmelig dominerende.”
“Hvordan?”
Margit lagde armene over kors og lænede sig tilbage i stolen. Det kortklippede, rødstribede hår var stadig pjusket efter huen, men hun havde ikke tænkt sig at rede det.
En forfulgt kvinde går ombord på en båd mod den svenske skærgård juleaftensdag. På en ø tjekker hun ind i en afsidesliggende hotelhytte. Hen under aftenen bliver hun dårlig og går ud for at søge hjælp. To dage senere findes hun død på stranden. Var det mord? Ja det var! Og så er scenen sat både for en klassisk whodunnit?, og for at Sten for sjette gang siden 2009 kan bringe vicepolitikommissær Thomas Andreasson på banen i efterforskningen af et mord.
I ‘Forfatterens tak’ bagerst i bogen skriver Sten, at hun stadig finder det sjovt at fortælle en historie. Gejsten ses tydeligt i romanen, der – selvom den er forfatterindens sjette på bare fire år – stadig forekommer velresearchet og velkomponeret.
Sten er uddannet jurist og skriver med en uhyggeligt omhyggelig sans for detaljen. Med hjælp fra sit professionelle øje for enkeltheder holder hun fint styr på både det relativt komplicerede plot og romanens enorme persongalleri. I løbet af romanen flytter Sten rundt på over femten karakterer, som absolut ikke er blandt de tyndeste papirudklip, man har set inden for genren. Sideløbende går plottets rytme perfekt i takt med karakterernes march gennem romanen.
På plussiden står også, at Sten har valgt det tiltagende svenske fremmedhad som romanens sidetema. Mordofret var en kendt journalist, som ved sin død tilsyneladende var i gang med et større research-arbejde på den fiktive højreradikale organisation Nya Sverige. Sten lader i den forbindelse sine hovedpersoner lufte en række kritiske synspunkter, som i ‘Forfatterens tak’ sidst i romanen genkendes som Stens egne.
En sådan politisering af romanen er et greb, som Sten låner fra Stieg Larsson (Han får en slet skjult beundring med på vejen på side 359). Hun udnytter krimiplottet til at fremføre sine egne politiske standpunkter og viser videre at have to agendaer med bogen: at skrive en god og læsværdig krimi og at kritisere nogle problematiske samfundsforhold. Larsson brugte den dobbelte agenda til at kritisere storkapitalen; Sten går efter haserne på det svenske fremmedhad. Uanset tema sikrer den dobbelte agenda en tyngde, der sikrer, at romanen ender som mere end ren underholdning.
Men når alt dette fungerer, hvorfor så den lunkne anmeldelse? Svaret lyder: Fordi der simpelthen er for meget af det gode. Som forfatter kender Sten selvfølgelig parolen om at vise frem for at fortælle, men hun kender åbenbart ingen begrænsninger for, hvor meget hun skal vise. Der er alt for mange beskrivelser i romanen, og mange af dem er komplet overflødige.
Et eksempel herpå er citeret ved siden af anmeldelsen. Her mødes efterforskningsgruppen for første gang for at diskutere mordet. Sagen har allerede vakt mediernes interesse, så anspændtheden bør være skyhøj. Det ved karaktererne. Det ved læseren. Men forfatterinden synes at have glemt det, for hun finder masser tid til at kommentere på de tilstedeværendes hår – og et andet sted endda luciabollerne, der er serveret på bordet. Den slags information burde være redigeret ud, for det er overordentligt svært at fokusere på historien, når forfatterinden ikke selv gør det. Der er så megen overflod, at man halvvejs inde i bogen får lyst til at ryste den i håbet om, at alle de overflødige ord og oplysninger falder ud.
Kritikken af det tiltagende fremmedhad i Sverige ender desværre som romanens alvorligste slagside. Sten bygger (omhyggeligt) kritikken aldeles sagligt op over hele romanen, men hun formår ikke at holde inde i tide. Hun kommer i stedet til at gøre styregruppen for Nya Sverige alt for ond. Så ond at hun ikke kan lade den slippe af sted med dens forehavende og i stedet må lade romanen ende i en ren ønsketænkning. Det gode vinder. Ikke over det onde – for det lever i bedste velgående ude i virkeligheden – men over troværdigheden.
Min mistanke er, at Sten selv har opdaget problemet, når hun finder det nødvendigt igen at understrege sin bekymring over Sveriges fremmedfjendtlige strømninger bagerst i bogen. Hvis hun for alvor ville involvere sin læser i denne kritik, skulle hun have ladet det onde vinde – bare lidt. Et sådant klamt realistisk efterskrift havde i alle tilfælde fået hjertet til at pumpe lidt hårdere og givet et par grader mere på denne anmelders termometer.
