DEN ULTIMATIVE FORLAGSGUIDE 2020
Harald Toksværds forlagsguide til den udgivelsesparate frænde i nød.
Så gik den ikke længere. Du har kastet alle gode råd for vinden og begået dit livs fejl. Du har skrevet en bog.
Efter alt imellem ét og ti års tom stirren ind i et Word-dokument er du endelig gradueret til PDF, og hvad der hidtil har været tom knævren på det lokale værtshus om, hvordan du kommer til at omvælte hele det litterære parnas, skal nu endelig til at have én eller anden form for værdi (udover titusinde ubetalte arbejdstimer og utallige nætters tvivl og anger). I hvert fald må den ud, som et overvægtigt spædbarn. Du skal have dig et forlag.
I dit hjerte ved du selvfølgelig, at kun Gyldendal kan gøre den ære, med reklamebannere på metrostationerne og ugentlige ture i Deadline. Men du ved (forhåbentlig) også, at chancerne dér er lidt slatne. Og det vigtigste er efterhånden bare, at du kan få lov at have den i hånden, og dele den ud som fødselsdags- og julegave, med total selvironi, de næste mange år. Men hvem er så værdig til at gøre din paranormale Young Adult erotiske thriller til virkelighed? Er der overhovedet nogen, der forstår behovet for en postmoderne udforskning af cyborg-feminismens transhumanistiske potentiale skrevet udelukkende i binær kode?
Det er ikke let at finde rundt i den jungle af mikroforlag, udgivelsesforeninger og opkøbes-snart-af-Gyldendal-forlag, der er Danmarks litterære markedsplads.
Men frygt ej, rejsende; jeg er her for at hjælpe.
Fra redaktionens side har der været en vis bekymring for mit mentale helbred, hvis jeg skulle give mig i kast med opgaven uden nogle formelle begrænsninger, så vi har opstillet en række kriterier:
Forlaget skal…
– have udgivet mindst fem værker.
– have udgivet skønlitteratur.
– have udgivet original litteratur.
– have udgivet mere end én forfatter.
– have udgivet mindst ét værk indenfor de sidste 12 måneder.
Vi går alfabetisk til værks og tager den fra toppen:
Antipyrine
Vi kan i hvert fald sige to ting om forlægger Mathias Kokholms højmodernistiske udgivelsesprojekt:
1) Dets hjemmesides layout er så rædselsfuldt, at det må være et kunstnerisk statement (om hvad vides ikke).
2) Udspiller din litterære drøm sig primært i ultra-eksklusive undergrunds-galleri-ferniseringer på et hemmeligt sted i Aarhus – hvor kodeordet til entré er ’’Litteratur er voldens reneste udtryk’’ – så er dette forlaget for dig.
Antipyrine befinder sig i den absolutte niche-ende af det litterære landskab. Det er formuleringer som ’’bogens materialitet’’ og ’’publicering som medium og praksis’’, der dukker op, når man leder efter nærmere beskrivelser af det hyperhumanistiske projekt, og blandt udgivelserne finder man samlinger af computer-genereret poesi, hæfter, hvis tekstuelle indhold udelukkende består af parenteser og skråstreger, og så selvfølgelig rigelige mængder kunst-aktivistisk og aktivistisk-kunstnerisk teori. Som prætentiøs københavnerhumanist fra den øvre middelklasse er jeg selvfølgelig durk placeret i målgruppen, men om det er noget for dig, må du selv tage stilling til. Forlaget blev grundlagt i 2013 og er still going strong med 275 produkter i deres boghandel. Om man kan indsende manuskripter, er til gengæld ikke til at vide – jeg går ud fra, at der er nogle meget specifikke fester på Kunstakademiet, man skal have været til for at få adgang til den slags information.
Apuleius’ Æsel
Her er vi så tilbage i den lidt mere traditionelle mikroforlags-genre. Apuleius’ Æsel, stiftet af en duo af ældre akademikere, primært for at udgive andre ældre akademikere, der i den sene ende af cyklussen har fået tid til at banke en roman eller to ud inden det endelige otium.
Af den relativt sparsomme udgivelseshistorie er det dog størstedelen, der er oversat litteratur, primært fra spansk. Men de originale værker, der findes, lader til at være fokuseret i det historiske, med et par børnebøger og midtvejskrise-rejseromaner drysset over. Her har Æslet da også indhentet et par ret flotte anmeldelser, og de lader overordnet til at ligge heldigt på kvalitetsspektret. Derudover skal de selvfølgelig have point for at bringe nogle forfattere til det danske landskab, som ellers ikke ville være at finde – for eksempel den kenyanske succesforfatter Jackson Biko og hans flagskibs-roman Druk.
Arena
Den faldne gigant, genopstået fra støvet. Arena var, ifølge dem selv, Danmarks førende skønlitterære forlag i sidste halvdel af det tyvende århundrede, hos hvem nogle af tidens største tekstfolk helt naturligt befandt sig (jeg har selv et par sjældne Dan Turéll-udgivelser stående under Arenas navn).
Til gengæld var de, praktisk taget fra fødslen, permanent indlagt under andre og mere pengestærke forlag – bl.a Aschehoug (nu L&R) og Gyldendal, hvilket i sidste ende resulterede i forlagets umiddelbare død i ’88.
Men ti år senere, i ’99, vækkedes Arena fra graven, og har nu været aktive og uafhængige i 21 år. I den tid har de sikret sig et bredt udvalg af store navne indenfor både poesi og prosa (de udgiver f.eks Marguerite Duras på dansk), om end det primært er i oversættelse, og sælger desuden ud af resterne fra deres 70 år gamle bagkatalog. Nye danske profiler har de altså ikke rigtig – og de modtager ikke uopfordrede manuskripter, så det er måske dér, forklaringen ligger.
Arabesk
Okay, det er ærgerligt at skulle ramme den så tidligt, men det her kommer altså til at ske et par gange i løbet af vor forunderlige rejse: Arabesk har ingen mediedækning, ingen information om sig selv på deres hjemmeside, og de tager ikke telefonen. Så jeg ved simpelthen ikke, hvad deres deal er. Til gengæld har de udgivet Ib Michael. Så det er jo meget sprødt, hvis man er til sådan noget.
Asger Schnacks Forlag
Asger Schnack kan meget let siges at være én af moderne dansk litteraturs Grand Old Men. Altid omsvøbt i mangefarvede tørklæder, næsten to meter høj (føler jeg – det kan sagtens være ren aura) og med sin iltre, grå-krøllede manke er han unikt genkendelig i de københavnske gader, hvor han ofte ses gående, i dyb dialog med én eller anden spire fra Forfatterskolen. Schnack har bestredet stillinger på Borgens, Tiderne Skifter og Hans Reitzels forlag, og har selv drevet forlagene Swing, Bebop, samt selvfølgelig det titulære. Han har været lærer på Forfatterskolen og udgivet mere end 100 titler under eget navn. Kort sagt er der meget få litterater, der ikke har haft ét eller andet at gøre med Schnack i løbet af de sidste halvtreds år.
Hans nuværende forlag er opstået primært som konsekvens af, at Schnack i 2016 generhvervede rettighederne til Bebops gamle udgivelser fra Tiderne Skifter (da Gyldendal åd det), og nu befinder han sig altså som prokurator i mikroforlagenes verden. Her udgives primært gamle titler fra Pia Juul, Eske K. Mathiesen, Klaus Høeck og Dan Turéll, men også nye værker fra både ældre og nye forfattere – bl.a Juliane Preisler og Christine Rosenlund.
Baggaardsbaroner
Fik du pansertæsk til rydningen af Ungeren, men har siden skiftet læderjakken ud med hawaii-skjorte, hanekammen med Wayfarers og Dead Kennedys med deephouse i Bolsjefabrikken? Har din forkærlighed for coke og tosmøgs ikke ændret sig synderligt siden du fyldte tredive? Have I got a forlag for you!
At finde frem til den sande historie bag dannelsen af Baggaardsbaroner er en herkuleansk opgave, som jeg ikke ville ønske tildelt min værste fjende. Der florerer dusinvis fortællinger i den københavnske litterære undergrund, uden tvivl alle sammen falske, og uden tvivl alle sammen plantet af forlæggerne selv. Alle, der udgiver på Baggaardsbaroner skriver under pseudonym, og de fleste af deres bøger akkompagneres af en fuldkommen fabrikeret historie om tekstens tilbliven.
Én version af historien går på, at Ziggy Silver sad og sked på et offentligt toilet i Zoologisk Have (for åben dør), da Onkel Hawaii kom ind og spurgte, om han ikke havde en joint. En sådan delte de så, og blev derefter enige om, at parnasset måtte spiddes, og at de skulle stå for det. Ifølge legenderne fik de trykt deres første oplag billigt i Polen, hvorefter bilen, de skulle hente bøgerne i, brød i brand på motorvejen. Derfor måtte de blaffe tilbage til Danmark med 200 bøger bag i en svinetransport, og hele første oplag stank for evigt af gris. Om det er sandt, betyder selvfølgelig ikke særligt meget, men jeg har mødt adskillige i nattelivet, der sværger at eje én af de besvinede originaler.
Blandt BB’s nylige titler kan findes f.eks Jeg vil gerne tildeles ridderkorset for min eminente elskovskunst og den skatologiske coffee-table-bog Godt nok en ordentlig gang pommes. De modtager uopfordrede manuskripter – så send endelig, hvis du tør.
Basilisk
Måske det mest undervurderede powerhouse i dansk litteratur. Der er ikke mange uden for den litterære vampyr-elite, der umiddelbart ville nævne Basilisk i samme sætning som L&R og Gyldendal. Til gengæld har de én uomstridelig og sortglinsende klo siddende i hjertet på dansk litteratur: et tæt og langvarigt samarbejde med Forfatterskolen.
Det er Basilisk, der udgiver Forfatterskolens afgangsantologier, samt diverse essays, samtaler og kritik fra dens lærere og elever. Derfor har de også været dygtige til at score adskillige prominente dimittender til folden – bl.a Asta Olivia Nordenhof, Harald Voetmann og, nyligst, Jonas Eika (som L&R gav slip på i dette litterære årtis måske pinligste forlags-fuck-up). I redaktionen sidder profiler som Pejk Malinovski, Majse Aymo-Boot og René Jean Jensen.
Basilisk blev stiftet i ’83, og har i det meste af deres levetid primært udgivet oversat litteratur (Anne Carson, Elfriede Jelinek og Bertolt Brecht, bare for at nævne et par fra det imponerende katalog) – men er, som det ses, for nyligt rykket ind på markedet for det nyudgivne med stor succes. De modtager ikke uopfordrede manuskripter i skrivende stund.
Byens Forlag
De er hyperaktive med receptioner, oplæsninger, skoleforedrag og så videre, og har da også formået at indsamle en imponerende mængde anmeldelser og almindelig medieopmærksomhed for et mikroforlag uden nogen synderligt store navne i folden.
Der er dog to hager ved Byens, som jeg og bekendte personligt har erfaret: For det første sender de ikke afslag på indsendte manuskripter. Du hører simpelthen kun fra dem, hvis de vil have dig. Hvordan de er nået frem til dette system, vides ikke, og jeg mener ikke at ét eneste andet forlag i landet har samme fremgangsmåde. Det burde dog være indlysende, at det er pisseirriterende at skulle gå og gætte på, om man for længst er blevet droppet eller stadig har en chance.
For det andet fungerer Byens redaktion i høj grad ved ansættelse af universitetspraktikanter, der står for det meste af det daglige redaktionsarbejde. Praktikanter har det til gengæld, i sagens natur, med at komme og gå, så det er meget svært at sige noget om kvaliteten af redaktionsprocessen fra år til år. Er du heldig, får du en dygtig redaktør, er du uheldig, gør du ikke.
Cobolt
Men der udgives faktisk andet og mere end blot den finkulturelle borgerligheds bralrende magnum opus’er (Opa? Opi?) på den skønlitterære scene. Her når vi for eksempel til tegneseriescenens glødende arvtager.
Cobolt er højst sandsynligt ikke det første navn, der dukker op på nethinden, når vi snakker tegneserieudgivelser, men det er en fejl; for de er intet mindre end arvingerne til det legendariske Carlsen, der, før de blev solgt til den svenske Bonnier-koncern, stod for udgivelsen af alle din barndoms tegneserie-album. Tintin, Garfield, Steen og Stoffer, Linda og Valentin, Smølferne, Splint & Co. – hele skidtet er endt i Cobolts favnende hænder. Og gudskelov for det.
Vi har at gøre med et passionsprojekt, hvilket altid er en fordel. Dertil kommer, at tegneserie-mediet er et, der i stadigt højere grad bliver taget alvorligt på den litterære scene. Og udover klassikerne, der fortsat udkommer i støt strøm på Cobolt, er der en væsentlig og voksende fold af nye, danske graphic novels og tegneserier, som for eksempel Peter Wandel og Rasmus Meislers Den Magiske Spinel og Liv Strömquists Den er der ikke.
Copenhagen Storytellers
Et mikroforlag med dybe rødder i den åbne, københavnske poesi-scene. Jeg fik selv min spæde start i det litterære miljø på forlægger Michael Juhl Svendsens åbne scener, som han har drevet adskillige af i jeg-ved-ikke-hvor-mange-år. Så hvor forlaget måske ikke udgiver særligt mange eller særligt kendte forfattere, har Svendsen enormt stor betydning for generationer af både yngre og ældre digtere, der frekventerer disse arrangementer. På hans scener har de fundet kritik, sparring og ligesindede at drikke øl med, hvis ikke forlæggere at udgive med, og vi har altså her en lille, undervurderet livsnerve i Københavns poetiske miljø. Deres bagkatalog består i overvejende grad af poesi, og primært oplæsnings-poesi. Der er i skrivende stund lukket for uopfordrede manuskripter.
Det Poetiske Bureau
Endnu et toneangivende navn på mikroforlagsscenen. Det Poetiske Bureau brillerer ved at ramme samtlige banko-felter på, hvad et mikroforlag egentlig kan tilbyde. I den finere ende af spektret har de deres klassiker-bibliotek, hvor de udgiver litterære giganter i udvalg, oversættelse og kommentar – heriblandt Blake, Rimbaud, Pushkin og Baudelaire. Derudover har de et bagkatalog af mere ukendte oversatte værker, et bi-årligt tidsskrift med både nye udgivelser og klassiske tekster, en bogklub, og en lang liste af nye, danske udgivelser, primært fra ukendte navne. De driver også boghandel, før på Møllegade og nu på Fælledvej. Til sidst har de enkelte imponerende navne i folden – heriblandt Arne Herløv Petersen og Gorm Rasmussen. De modtager altid uopfordrede manuskripter, men deres ventetid på svar er helt op til et halvt år – så det er nok en meget god idé at satse på mere end én hest i dette tilfælde.
Ekbátana
Et mikroforlag, drevet af litterær iværksætter og redaktør Christel Sunesen. Sunesen er et kendt navn i mikroforlagenes (mikro)kosmos, Ikke blot er hun hovedarrangør af den stadigt voksende mikroforlags-festival Lille Bogdag, men hun er også, sammen med forfatter og musiker Lars Emil Foder, medstifter af Mikrofest.dk, en (i øvrigt ret velfungerende) online boghandel for indtil videre 32 mikroforlag. Endnu en knop på det vækstende Mikrofest-projekt er en antologi af samme navn med litterære manifester fra en række af landets mikroforlag (og nu lover jeg ikke at skrive ’mikro’ igen i et par linjer). Forlagets litterære kendetegn er den tværkunstneriske genreblanding – som for eksempel deres kommende tidsskriftsudgivelse, hvor 34 forfattere bidrager med digte og tekster, der udgives på spillekort. Derudover kan nævnes Anders Haahr Rasmussens udgivelse Det var ikke planen at købe kålroer, der fungerer som både roman og vegetarisk kogebog. Ekbátana modtager ikke uopfordrede manuskripter i skrivende stund.
Escho
Escho var fra 2005 til 2013 blot et hipt-københavnsk-undergrunds-pladeselskab, primært kendt for, i sin tid, at opdage og udgive punkrock-fænomenet Iceage. Siden ’13 har de også gjort sig som hipt-københavnsk-undergrunds-mikroforlag, og har faktisk leveret nogle ret fede navne (tilbage) til den danske scene. Af de gamle typer har de for eksempel lokket Preben Major Sørensen ud af hans mangeårige udgivelses-dvale, og udgiver også både Bo Reinholdt og TS Høegh. Derudover har de udgivet Cecilie Linds nyeste, Den Nye Spejltrådskaserne, og Jonas Okholm Jensen.
En anden stærk side af Eschos geschäft er samarbejdet med Forlaget Sidste Århundrede om ‘serie for Grotesker’, hvor skatte graves frem fra glemte kroge af litteraturhistorien (eksempelvis Astrid Ehrencron-Kiddes vokseneventyr).
Til gengæld vides det ikke, om de modtager manuskripter – men de har en mailadresse til uopfordret musik, så hvis du sætter melodi til et digt, kan du måske snige dig ind ad den vej.
Og lige en sidste kommentar: Deres omslags-game er seriøst next level. Jeg ved ikke, om det er fordi de er vant til at lave grafik til plader, men fuck altså, alle deres forsider ligner en million. Skud ud.
Fahrenheit
Andet tegneserieforlag på listen. Men hvor førnævnte Cobolt primært står for klassiker-udgivelserne, favner Fahrenheit, etableret i ’91, en smule bredere. De udgiver enkelte klassiske tegneseriealbums, som Elverfolket og Jerry Spring, men gør sig derudover mest i nye, danske tegneserier og graphic novels – bl.a Kim Leines strejftog ind i tegneserieverdenen, Trojka. Derudover har de, i utraditionel stil for et tegneserieforlag, også gjort sig i fagbøger (om tegneserier, grafik og fotografi) og illustreret skønlitteratur, hvor de f.eks har udgivet Joseph Conrads klassiker Almayers Dårskab i illustreret version.
Forlæns
Og om det ikke blev til endnu et tegneserieforlag (jeg begynder at fornemme, at der er en hel lille blomstrende verden af tegneserier derude, som jeg selv er for usikker i min intellektuelle status-søgen til at opdage). Lidt yngre end Fahrenheit, og udgiver kun undergrundstegneserier og børnebøger. Blev ifølge ComicWiki (min forum-drevne redningskrans i dette lidet udforskede grænseland) etableret for at udgive det gratis hæfte Free Comics, og holdt sig derefter kørende for at udgive førnævntes alumner.
Forår
Et lille, studenterdrevet mikroforlag fra Fyn. Forår har, indtil nu, kun udgivet små 9 bøger, heriblandt både slægtsromaner, børnebøger og fantasy – og indtrykket er klart, at vi er ude i et passionsprojekt. Fokus er ikke så meget på genre eller form, men nærmere blot, hvad forlæggerne på givne tidspunkt føler for at udgive. De åbner og lukker periodisk for uopfordrede manuskripter, når de løber tør for plads i året.
Gads Forlag
Jeg blev faktisk ret chokeret over, at Gads endnu ikke var blevet slugt af Gyldendal. Men nej, 165 år gammel and still going strong. Interessant nok er der alligevel enormt lidt egentlig info om Gads at finde i æteren. De har udgivet helt grotesk mange bøger, indenfor alt fra fagmedicin til lufthavnsporno (seriøst, tjek lige deres forfatterliste ud, det er det glade vanvid). Deres Wiki-side fylder til gengæld halvanden sætning, og det vildeste, jeg derudover kan lære om deres liv og virke er, at de i ’18 hyrede Malene Mærsk Lippmann (fra Rosinante (og Mærsk, I guess)) som marketingchef. Som konsekvens af samme går jeg ud fra, at hendes fokus har været andre stedet end deres online tilstedeværelse.
Gladiator
Gladiator ville man jo normalt kalde den absolutte præmietyr blandt mikroforlagene. Men ærligt talt synes jeg ikke længere, man med rette kan levne dem præfikset ’mikro’. De har udgivet intet mindre end 150 titler, og har adskillige af landets mest succesfulde forfattere i folden, heriblandt Josefine Klougart og Jacob Skyggebjerg. De driver intet mindre end otte (8!) uddannelser, der inkluderer seks forfatterskoler, en podcastskole og en redaktøruddannelse. Vigtigst af alt, har de overskredet den tærskel, der (i praktisk forstand), måske mere end nogen anden definerer, hvorvidt man er et mikroforlag eller en vaskeægte kommende godbid for Gyldendals gnaskende tænder: deres udgivelser bliver konsekvent anmeldt i de store dagblade.
Det er selvfølgelig ikke ufortjent. Gladiators redaktion, der holder til i en nedslidt lille værkstedsbygning på Bryggen, har for længst attesteret deres kompetencer inden for faget. De har opdaget og oprejst dusinvis unge, lovende forfattere, der har høstet både priser og strålende anmeldelser, og deres redaktionsproces er berømt grundig og hård. Det er Jakob Sandvad, Hans Otto Jørgensen og Klougart, der sidder som initiativtagere, direktører og redaktører, og det er et hold, der er værd at respektere. Gladiator modtager uopfordrede manuskripter med jævne mellemrum.
Gutkind
Åh ja, svenskens første invasionsstyrke i de skandinaviske kulturkrige. Gutkind kastede sig sidste år ind på den danske forlagsscene som amerikanerne på Normandiets kyster, og tog straks fat med at grave dybt i Gyldendals pseudomonopol. Deres primære tyvegods var en solid andel af de gamle Rosinante-forfattere (og selvfølgelig deres redaktør, Louise Kønigsfeldt), der nyligt havde fundet sig hjemløse, efter Gyldendals pludselige og brutale kannibalisering af samme. Dermed har de altså, fra den ene dag til den anden, lagt sig på en halv mælkevej af stjernenavne, som Helle Helle, Vita Andersen, Tine Høegh, Caroline Albertine Minor, Kristina Stoltz, et cetera ad absurdum.
Udover at få lov til at give Gyldendal fingeren (hvilket jo er et privilegium, der bør undes enhver), samt at få bibeholdt en del af deres redaktørskab, lader det til at forfatterne også ser sig heldige ved det faktum, at Gutkind er ejet af den internationale, forlagsdrivende kapitalkoncern Bonnier (du husker dem måske som opkøberne af Carlsen). Og hvor det måske er meget rart at vide, at der er en vis finansiel tyngde i projektet, lader det ikke til, at nogen har overvejet muligheden for, at man allierer sig med Det Tredje Rige for at undslippe Jerntæppet (jeg ved godt, at de var Amerika lige før, men hold tungen lige i munden). Med et fast greb om litteraturen i hele Norden, samt satellitter i London og Polen, er det ikke svært at regne ud, hvad Bonnier sigter efter – men vi lader konspirationsteorierne stå lidt endnu.
Derudover er der selvfølgelig ikke særlig meget at sige om Gutkind endnu. Vi må vente og se, hvad det bliver til. De har i hvert fald ikke dårlig smag.
Gyldendal
‘’And behold, a great red dragon, with seven heads and ten horns, and on his heads seven diadems. His tail swept down a third of the stars of heaven and cast them to the earth. And the dragon stood before the woman who was about to give birth, so that when she bore her child, he might devour it.’’
Vi er nået til alle forlags mørke moder. Da vi, på redaktionen, skulle indsamle navne og info på samtlige af landets forlag, måtte vi tilføje en helt ny kategori til ære for forhåndenværende: ’’Spist af Gyldendal’’.
For ja, Gyldendal har på den ene side stået for at være den absolutte guldstandard i den danske litterære verden siden 1770, men har også opretholdt denne titel på nogenlunde samme måde som hvidhajer beholder deres plads i toppen af fødekæden – ved simpelthen at æde konkurrencen det øjeblik, den vokser sig for stor. Dens seneste offer var Rosinante, som ellers havde fortjent en solid spalte i denne artikel, men som nu er henlagt til historiebøgerne. Lad os derfor, før vi går videre, bringe et lille in memoriam til de forlag, der har lidt døden i Gyldendals sorte gab: Borgen, Hans Reitzels Forlag, Fremad, Samlerens Forlag, Høst & Søn, Rosinante, Munksgaards, Exlibris, Forum, Schultz Forlag, Cicero, Flamingo, Bebop og Tiderne Skifter.
Og hvad er der egentlig ellers at sige om Gyldendal? De er, uden konkurrence, landets største forlag, og udgiver alt fra ordbøger til skolemateriale til Kjeld Hillingsø. De sidder på så meget af markedet, at de ikke rigtig kan beskrives som en andel af det – nærmere er Gyldendal markedet selv, hvorpå alle andre forlag klynger sig som parasitter, i håb om at gribe en krumme eller to på vej i afgrunden. Har de landets bedste redaktører, forfattere, grafikere, korrekturlæsere og så videre? Selvfølgelig har de det, for de har fire gange så mange som alle andre. Ville jeg, hvis jeg blev givet tilbuddet, på et øjeblik bortkaste samtlige af mine principper og undergrundsdrømme for at smide mig savlende for deres fødder? Selvfølgelig ville jeg det, principper sælger ikke bøger. Så hvad er der at sige om Gyldendal? Det er, ifølge rygterne, en enormt dårlig arbejdsplads. Derudover ved jeg det simpelthen ikke.
En interessant historisk sløjfe er, at Gyldendals anden direktør var en kvinde, helt tilbage i 1802 – Frederikke Gyldendal, der overtog efter husbond og stifter Sørens død, men selvfølgelig ikke fik lov at drive forretningen selv. De modtager også altid manuskripter. Men altså, held og lykke.
Grønningen 1
Et interessant lille pilotprojekt. Til forskel fra de fleste mikroforlag, der dannes af studerende, forfattere eller bare litteraturinteresserede dødelige, er Grønningen 1, på trods af størrelse og (grænsende til tvivlsomt) navnevalg, skabt og drevet af en duo af professionelle redaktører med stærke forbindelser til marketing-verdenen (hvilket måske forklarer mængden af selvhjælpsbøger i deres bagkatalog). Redaktørerne Louise Dorthea Vind og Marianne Kiertzner er begge tidligere big-shots på People’s Press, og indskrevet i forlagets DNA er reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners. De har endnu ingen store navne i folden, men er meget ærlige omkring deres ambition om at vokse sig konkurrencestærk med tiden. De modtager uopfordrede manuskripter, dog kun i printet udgave, og lover tilbagemelding indenfor 4 uger – hvilket er enormt kort tid for forlagsverdenen.
Jensen og Dalgaard
Her står vi med en ret imponerende succeshistorie. Forlæggere Bjarne Michael Jensen og Jeanne Dalgaard arbejdede begge på det folkekirke-kristne forlag Alfa, da de sammen besluttede sig for, at Jesus-vinklen simpelthen ikke var nok til at mætte deres appetit for litteraturen, og satte sig for at starte deres eget. De sagde deres jobs op, bestilte CVR og ISBN, og lejede et kontor, og dér opstod et forlag. Alt det er jo, som sådan, ikke nødvendigvis en unik skabelsesmyte for et mikroforlag. Til gengæld har Jensen og Dalgaard formået noget, som meget få mikroforlag kan bryste sig af: de lever simpelthen af at udgive bøger. Med en omsætning på tre millioner kroner og ca. 60 udgivne titler om året formår de både at udbetale den sagnomspundne løn, og høste nogle ret imponerende anmeldelser i de store dagblade, samt adskillige priser. De udgiver både børnebøger, ungdomsbøger og voksenlitteratur fra krimi til fagstof, og har for vane at holde fast i de forfattere, de får i folden. Der er jævnligt lukket for uopfordrede manuskripter, når de løber tør for tid i kalenderen.
Klim
Én af arvtagerne til sidste århundredes socialistiske udgivelsesbevægelse, udbrudt af Modtryk engang i firserne. Oprindeligt var det den skønlitterære redaktion og Socialistisk Bogklub, der var primære drivkræfter, men siden da har Klim fundet sig en niche i, henholdsvis oversat engelsk kriminallitteratur og akademisk faglitteratur. Så hvor den socialistiske arv måske ikke fylder meget i udgivelsesprofilen (på trods af, at ejerkredsen stort set er den samme i dag som i ’84), har de tydeligvis fundet sig rimelig godt til rette – og lader til at gøre et fint stykke arbejde. Desuden holder de de gamle idealer i hævd ved, den dag i dag, stadig at være totalt medarbejderejet og -styret. De modtager ikke uopfordrede manuskripter.
Kronstork
Et mikroforlag drevet af de to Woetmann-brødre og Erik Scherz Andersen (fra forlaget Weltscherz – we’ll get there). En vigtig note er, at Woetmann-duoen ikke er synonym med Harald Voetmann, som, ligesom Peter-Clement Woetmann, er forfatterskoledimittend – men de er altså ikke i familie. Forlagets udgivelsesprofil består i overvejende grad af Sternberg og Victor Boy Lindholm. Udover disse gyldne gæs findes der mest relativt ukendte navne og smalle udgivelser i bagkataloget – men deres covers er til gengæld virkelig fede. Og så har de gang i at udgive en stribe store teatermanuskripter under projektnavnet Bibliotek Bayou (nej, jeg forstår heller ikke, hvad navnet kommer af). De modtager ikke uopfordrede manuskripter for tiden – men når de gør, kvitterer de med et automatisk afslag. Sådan får redaktørerne god tid til at læse bogen uden at skulle tænke på din neglebidende ventetid, og du kan frit sende videre til andre forlag (som om der rent faktisk var nogen, der tog reglen om kun at sende til ét ad gangen alvorligt).
Laboratoriet for Æstetik og Økologi
Jeg har måtte sande, at vi her er nået grænsen for, hvor prætentiøs en humaniora-studerende københavnerrøv jeg er i stand til at være. Laboratoriet for Æstetik og Økologi er så dybt begravet i KUA’s Baudrillard-læsende korridorer, at jeg er akademisk og personligt udmanøvreret. Derfor har jeg simpelthen udliciteret opgaven til en kammerat, der, imponerende nok, er en endnu mere prætentiøs, humaniora-studerende københavnerrøv (dog fra Østjylland, men det er alle rigtige københavnere jo). Han skriver:
’’Laboratory for Aesthetics and Ecology er både en videreførsel af et traditionelt mikroforlag og en udfordring til den genre, som forlaget træder ind i. Forlagets virke er forankret i en aktivistisk og poststrukturalistisk kunstpraksis, der udover nye danske publikationer også tæller oversættelser, talks og kunstudstillinger. De fem folk bag projektet (i mangel på bedre ord), har udgivet både debutanter, kendte danske forfattere og oversatte værker af udenlandske teoretikere og filosoffer. Fælles for de fleste af disse værker er en rød, sprudlende tråd af økokritisk tankegods, som man for eksempel finder den i Sofie Isager Ahls Naboplanter eller den amerikanske forfatter Ursula K. le Guins essay Bæreposeteorien om fiktion. At der er tale om en udgivelsesproces, der også tænker materialistisk bliver kun understreget af, at mange af projektets bogudgivelser er flot håndsyet i små oplag.
At forlaget udgiver enormt interessante og ikke mindst nødvendige bøger i relief af klimakatastrofen, er der ikke tvivl om. Det gør desværre denne korte præsentation endnu mere urimelig over for projektet, men så kan man jo passende gøre det, som forlaget er sat i verden for: læse deres bøger, blive klogere på sin verden og sig selv, samt finde nye måder at underminere den hvide, cisheteronormative, neokolonialistiske dødskapitalisme på.’’
Faren ved denne her idé var selvfølgelig altid, at det ville blive afsløret, at han var langt mere egnet til denne opgave end jeg. Det er en risiko, jeg glædeligt accepterer.
Lindhardt & Ringhof
Gode gamle L&R. Hvor vi udpinte sjæle søger hen, når vi har lige præcis nok principper til at holde os fra Gyldendal, men stadig gerne vil have os en bannerreklame eller to i Politiken. Som med Gyldendal løber vi også her ind i det problem, at forlaget udgiver 600 titler om året og jo derfor ikke rigtig har en udgivelsesprofil. Så vi søger efter sladder i stedet.
Lindhardt og Ringhof blev stiftet i halvfjerdserne af et par udbryderredaktører fra Gyldendal. Derefter blev de svups opkøbt af Aschehoug (der kort forinden havde opkøbt Bonniers danske forlagsaktiviteter – don’t ask, jeg er digter, ikke økonom), og har siden ageret forlaget, der ville være kalif i stedet for kaliffen (efter igen at blive opkøbt, denne gang af Egmont). Deres datterselskaber inkluderer Alinea, Carlsen (eller efterladenskaberne af samme), Akademisk Forlag, Alfabeta og SAGA. Og så skal de selvfølgelig have deres obligatoriske begmand for at have opgivet Jonas Eika lige i tide til at gå glip af Nordisk Råds Litteraturpris. Interessant nok var jeg selv til møde med én af deres redaktører for et par år siden vedrørende mit spæde romanmanuskript, hvor jeg fik stukket Eikas debut i hånden og blev fortalt, at ’’hos Lindhardt og Ringhof satser vi på de gode debutanter’’. Det lader i så fald til, at ingen har tænkt over, at debutanter faktisk godt kan forblive salgbare efter første bog.
Modtryk
Den anden halvdel af den skæbnesvangre firser-splittelse, der skabte Forlaget Klim. Modtryk var ét af de toneangivende venstrefløjsforlag, der dukkede op som paddehatte på en græs-eng i de knapt-så-glade halvfjerdsere. Men ak, venstrefløjen og tid har meget til fælles med kævle og flækøkse, og de engang så stolte røde lejesvende er måske blevet lidt mere rosa med årene. I hvert fald gør Modtryk i dag primært udslag på krimi- og spændingsscenen, hvor de da også leverer et imponerende katalog; inklusiv Stieg Larsson, Jo Nesbø, Morten Hesseldahl og Jan Guillou. Efterladt fra de røde dage er en lille, orange stjerne i logoet, som en slags moderne stilisering af det gamle sovjet-guld. Derudover skriver Modtryk ikke rigtig noget om sig selv eller, hvordan de finder deres forfattere – men med mængden af udgivelser og størrelsen på forfatternavnene, må man gå ud fra, at de klarer sig fint.
OVO Press
En-mandsforlag, stiftet af Forfatterskole-dimittend Rasmus Graff, hvis udgivelser fokuserer på de moderne venstreorienterede bastioner: køn, klasse, seksualitet, revolution, et cetera (Nu vi er ved det, er der måske noget over, at det egentlig er de små hyperkunstneriske københavnerforlag, der har overtaget arven efter halvfjerdsernes venstrefløjstrykkere – dog med væsentligt mindre fokus på dialektisk materialisme og væsentligt mere på transhumanisme og senkapitalistisk fremmedgørelse. I digress.) Anyways, det eneste jeg har på reolen fra dem, er Beklædning Imod Kvinder af Anne Boyer, som min kæreste siger er virkelig fed – og hun har langt bedre smag end jeg, så jeg er solgt. De har lukket for uopfordrede manuskripter, men informerer, sympatisk nok, på deres hjemmeside om, at hvis man har et manus, der bare må og skal på OVO, kan man komme forbi deres ugentlige pop-up bogcafé og holde en brandtale.
People’s Press
Endnu en gigant, denne gang i den lidt mere uapologetisk kommercielle ende. People’s Press er ejet af ArtPeople-koncernen, der er ejet af PeopleGroup-koncernen, som du måske kender som ejerne af Radio 24syv og et massivt højhus på H. C. Andersens Boulevard. Redaktionens hemmelige kilder siger, at den letteste måde at blive udgivet her er 1.) at have været med i et TV3-program, eller 2.) at skrive om nogen, der har været med i et TV3-program. People’s Press er altså en dygtig bestsellerfabrik, der sælger på medieopmærksomhed og kontrovers – så kan du ikke levere dét, skal du nok i det mindste kunne levere en historisk roman med solid erotisk bundklang til det købestærke segment. Derudover har min research vist, at Kirsten Birgit har udgivet mere end én bog, hvilket selvfølgelig er mindst to for meget; men sælger de, så sælger de.
Politikens Forlag
Og så den pæne ende af pengemaskinerne. Politikens Forlag formår at lave nogenlunde lige så mange skamløse mammon-magneter som ovenstående, men til forskel fra People’s Press har de klaret at beholde en vis aura af seriøsitet. Ja, de udgiver Jussi-drengen, men de har også Leonora Christine Skov. Jojo, de er første stop på toget fra falleret folketingspolitiker til tell-all-biografi-forfatter, men de holder også pæne, akademiske arrangementer med pæne, alvorlige forfattere. Deres definition på faglitteratur lyder, interessant nok, på ’’sundhed og livsstil, kogebøger, aktuelle bøger, humor og rejsebøger.’’ Til gengæld har de JP/Politikens Hus i ryggen, og kan dermed køre i overhalingsbanen over hele linjen – med 4 danske underforlag, et børnebogsforlag, en svensk filial og et internationalt agentur. Udover det faktum, at pengepungen holder, ved jeg ikke lige, hvad der er at sige.
Science Fiction-Cirklen
Det her er for fedt. SFC er en landsdækkende forening, dannet i 1974(!) der fungerer både som sci-fi-fanklub og -forlag. De holder sci-fi-kongresser, udgiver antologier og tidsskrifter med original litteratur, og oversætter udenlandsk sci-fi til dansk. Og så ligner deres hjemmeside noget fra 2007 (de har en webmaster på deres rolle-liste!) Det er bare ægte dansk foreningspolitik, venner.
Det forlyder fra SFC-udgivne forfattere at den redaktionelle process er “helt i top”, men at forlagets PR-maskine måske ikke er stor nok til at vride de begærede anmeldelser ud af dagbladene. Hjemmesiden fortæller ikke, om de modtager uopfordrede manuskripter, men til gengæld kan man få at vide, hvorfor man ikke bør bruge betegnelsen ’sci-fi’, men i stedet holde sig til ’science fiction’ eller blot ’sf’ (det er noget med, at ’sci-fi’ er nedladende, tror jeg).
Selvudgiverforlag
Dette er ikke så meget et egentligt afsnit som en advarsel. Disse såkaldte forlag er, i overvejende grad, blot sultne igler, der lystigt suger blod og kapital af dine forfatterdrømme. Grundmekanismen går på, at du selv betaler for din udgivelse, typisk i omegnen af 15.000 bobs, hvoraf de 10.000 ryger direkte i lommen på forlaget. Redigering og sparring er ikke en del af ydelsen. Af samme årsag føles mange af de færdige bøger som mildt deformerede embryoner. “Vi får din bog ud!” lover de entusiastisk på hjemmesiden, og sandt nok sender de bogen til Dansk Bibliotekscenter – men det må siges at være en minimumsydelse. Selvudgivne bøger når sjældent langt nok til at få en lektøranmeldelse, som er den anbefaling bibliotekarer giver en bog efter endt læsning (og som er ret afgørende for bogens videre færd i biblioteksverdenen). Ofte er grafikken elendig, der trykkes på kridhvidt papir, og indholdet er, ja, underudviklet. Boghandlerne vil ikke røre ved bøgerne, og på BogForum er der heller ingen, der dukker op, andre end (muligvis talentfulde) forfattere, der er blevet solgt en løgn. Just don’t.
ETA: Ved publicering var der tre navngivne eksempler på disse forlag. Efter publicering af artiklen indgav et enkelt af disse en klage over den hårde verbale behandling. I Justitias ånd ønsker redaktionen at undersøge, hvorvidt alle selvudgivere er præcis lige iglede, før navnene kommer på igen. Redaktionen står dog ved afsnittets advarsel.
Spring
Vi er næsten ved vejs ende, kammerater. Spring er der meget lidt at sige om, da de ligeledes skriver meget lidt om sig selv (ja, jeg ved godt, at det er min opgave at finde mere info her, men ærligt talt, vi er på forlag nr. 36 og jeg vil gerne snart hjem). De udgiver både akademisk faglitteratur med peer-review, tidsskrifter og hele skidtet, og skønlitteratur, hvor Iben Claces og Bo Reinholdt er de eneste navne i folden, jeg umiddelbart genkender. Det har de gjort siden ’92. De modtager manuskripter pr. mail. Men vi skal videre!
En central skikkelse i dansk horror, Young Adult og børnelitteratur. Tellerup blev stiftet i ’72 af Kristian Tellerup, og er den dag i dag stadig et familieforetagende med Harald Tellerup ved roret. Langt størstedelen af deres udgivelser i dag er Young Adult fantasy-romaner og den, i disse tider så populære, Paranormal Romance, konsekvent i hardback og med skinnende, farverige omslag som genren kræver. Til gengæld har de også været hjemmeforlag for horror-mesteren Dennis Jürgensen (jeg indrømmer glædeligt at have været besat af zombie-romanen Kadavermarch som blodhungrende tolv-årig), og har stået for at bringe mange af fantasy- og sci-fi-scenens klassikere på dansk. Heriblandt er legendariske Douglas Adams – om end jeg personligt er ideologisk modstander af at lade hans værker eksistere på noget andet end det originale, britiske engelsk. De har lukket for indsendelse af manuskripter på ubestemt tid.
Torgard
Enmandsforlag drevet af den dedikerede, herboende færing Hugin Eide. Fungerer især, men ikke kun, som bro mellem dansk og færøsk og islandsk skønlitteratur – både voksen- og børnelitteratur. I 80’erne blev færøske litteratur udgivet på “Vindrosen”, et underforlag til Borgen, men ildsjælen Erik Vagn Jensen døde i ’95, og så gik det i stå. Hugin Eide, som var bibliotekar, tænkte så: “Hvis ingen andre vil udgive færøsk litteratur, så vil jeg!”. Han så det som et formidlingsansvar. Forlaget Torgard udgav de første to romaner i 2008, og begge fik fremragende anmeldelser i dagbladene. Af udgivelser kan bl.a. nævnes den Nordisk Råd-prisbelønnede novellesamling Mellem træerne af islandske Gyrðir Elíasson og ikke mindst Jóanes Nielsen, nok den største nulevende færøske forfatter. Der er enkelte danske titler imellem. Men “det koster mange flasker whisky” at få dit danske manuskript udgivet hos Torgard, Ifølge Eide selv.
Turbine
Egentlig blot et lille, lokalt kogebogsforlag, der stille og roligt har sneget sig ind på den nationale scene. De er hyperaktive i Harry Potter-strik, mellemleder-selvhjælps-litteratur og postpartum-fitness-guides, men har også efterhånden samlet adskillige alvorlige digtere op på landevejen – heriblandt Martin Glaz Serup, der har kastet lidt litterært skær over selvhjælps-arven. At dømme efter antal medarbejdere, udgivelser og iværksætterpriser har den proces været jævnt succesfuld. Tillige driver de både undervisningsforløb og kontorhotel. De modtager også manuskripter.
Vandkunsten
Endnu en hemmelig succes. Vandkunsten blev etableret i 2003, og har tilsyneladende ikke opdateret deres hjemmesides layout siden da. Det lader til gengæld ikke til at have stoppet dem fra at høste talrige priser for både indhold og layout, samt udgive alt fra postkort, til fagbøger om erstatningsret, til Juliane Preisler. Redaktionens favorit er dog den årligt udgivne litterære kattekalender, der indeholder billeder af katte og brudstykker af litteratur omhandlende katte. Om de modtager uopfordrede manuskripter, afslører de til gengæld ikke.
Vild Maskine
Et to-mands-mikroforlag, drevet af parret Mads Heinesen (efter sigende i familie med legendariske William Heinesen) og Rebekka Gertz Andersson. Det eneste navn på forfatterlisten, jeg lige genkender med min nær-encyklopædiske kendis-viden, er Cecilie Bødker, der for nyligt har modtaget en del opmærksomhed for sin debutroman SORTSYGE. Til gengæld har de høstet Munch-Christensens Debutantpris og set en slat anmeldelser i de store dagblade. De modtager også uopfordrede manuskripter af enhver art.
Virkelig
Virkelig er stiftet og drevet af forfatter Andreas Vermehren Holm, som også er én af hovedkræfterne bag tidsskriftet Ny Jord. Forlaget gør et stort ærværdigt stykke arbejde for at finde og få oversat mindre kendte tekster af filosoffer, digtere og skønlitterære forfattere og introducerer herigennem en del relativt obskure nye og gamle tekster til den litterære offentlighed. Alle titler udkommer i et simpelt, stilet og helt sikkert økologisk format. Derudover fokuseres der på de små udgivelser; heriblandt Forfatterskole-stjernen Nanna Storr-Hansens Lyngtarm og Karsten Sand Iversens Tid af jern og ild. De modtager ikke uopfordrede manuskripter (nogensinde, lader det til).
Forlaget Weltscherz
Og nu til allersidste stop på rejsen. Jeg troede først, at ’Weltscherz’ var en stavefejl, og kunne af samme grund ikke finde dem på nettet. Men de findes i virkeligheden! Forlaget er drevet af Erik Scherz Andersen, der også er aktiv i Kronstork og tidsskriftet Slagtryk, og laver ’digitale udgivelser og DIY-publikationer’. Helt præcist hvad det betyder, er uklart, men det lader til at henvise til en nogenlunde laissez-faire forståelse af, hvad ’en bog’ behøver at være. De udgiver hæfter, ’bog-objekter’ og e-bøger og kæder ofte fysiske udgivelser sammen med online-rum og lyd. Dette lader da også til at have givet udslag i form af jævnlig presseopmærksomhed. Der står ikke noget om manuskripter på hjemmesiden, men ’gode idéer’ sendes til Andersen pr. mail.
Og med dét er vi simpelthen nået enden af pilgrimsrejsen ind i dansk publikation. Jeg håber, at du føler dig i det mindste marginalt mindre forvirret over, hvilken retning din kostbare PDF skal kyles i. At skrive selve bogen er trods alt kun det første skridt i det årelange Sisyfos-mareridt, der er vejen til udgivelse, men er du blot en smule mere sikker på næste skridt, har min gryende galskab ikke været forgæves.
Og så en sidste gave inden du atter slippes fri i litteraturindustriens mørke sump: Husk nu, at det dér med kun at sende til ét forlag ad gangen er noget bullshit som Gyldendal har fundet på; at Forfatterskolen bare er tre rum med nogle stole i; og at alle, der giver dig afslag, sikkert bare har dårlig smag.
Gå med Gud, og held og lykke.
Om skribenten: Harald Toksværd er forfatter, musiker og offentlig debattør under adskillige pseudonymer og udklædninger. I sin fritid læser han Religionsvidenskab på Københavns Universitet. Efter at have researchet denne artikel er han nu også autodidakt forlagsnørd.
Til oktober udkommer hans debutroman ’’Veni Veni Veni’’ på Forlaget Emeritus.
