Undergang på første klasse – Ernst Jünger STRÅLINGER. KRIGSDAGBØGER 1939-48
Ernst Jünger skriver i sine krigsdagbøger overlegent godt om det tyske tusindårsriges apokalyptiske sammenbrud.
Citat
Paris, 27. maj 1944
Alarmer, overflyvninger. Fra taget af ’Raphael’ så jeg to gange i retning af Saint-Germain kolossale sprængskyer stige op, mens eskadrer fløj bort i stor højde. Deres angrebsmål var flodbroerne. Arten og rækkefølgen af disse foranstaltninger, som var rettet mod forsyningsvejene, tyder på et skarpsindigt hoved. Anden gang, ved solnedgang, holdt jeg et glas bourgogne med jordbær i hånden. Byen med dens røde tårne og kupler lå i stor skønhed, som et bæger, der overflyves til dødelig befrugtning. Alt var skuespil, var ren, af smerte bekræftet og ophøjet magt.
Den tyske officer og forfatter Ernst Jünger var under 2. Verdenskrig udstationeret i Paris som en del af den nazistiske besættelsesmagt, og det er i overvejende grad disse år i den franske hovedstad, der er omdrejningspunktet i STRÅLINGER. Bogen er et udvalg af de dagbøger, som Jünger førte under krigen og senere gennemskrev og udgav løbende.
Dagbøgerne skal altså ikke opfattes som spontant nedskrevne optegnelser. De er gennemarbejdede af Jünger selv og har hele tiden været ført med henblik på en eventuel udgivelse. Det fratager dem dog på ingen måde hverken deres relevans eller slagkraft.
I sin bog om 1. Verdenskrig, I STÅLSTORMEN, som udkom på dansk sidste år, var Jünger ung, og krigen var en anden. Nu er tyskerne besættelsesmagt, og nazisternes racepolitik og hårdhændede gidselaktioner går den aristokratiske officer meget på. Han forherliger stadig kampen som en naturlig og skøn urkraft, men jødeforfølgelser og repressalier mod civilbefolkningen forenes kun vanskeligt med den ærefulde angrebskrig.
Derfor bærer dagbogen også tydeligt vidnesbyrd om et skred fra trofast officer til plaget mand i kamp med sine egne retfærdighedsbegreber. Det er dog langt fra rent etiske overvejelser. Jünger er mange ting, men han er først og fremmest æstet. Han elsker skønheden i alle dens manifestationer, og for ham er den uforenelig med forfølgelsen af uskyldige mennesker.
Krigen og kampen er smuk i al sin stridende vilje, men det nazistiske regimes forbrydelser i de besatte områder er hæslighedens ødelæggende penselstrøg over urkraftens malerkunst. ’Det gamle riddervæsen er dødt; krigen føres af teknikere’, bemærker Jünger tørt og hudfletter i øvrigt lystigt sine tonedøve medbesættere.
Selv er Jünger absolut receptiv. Hans nerver er fintfølende antenner, som opfanger de mindste intensiteter og velvilligt lader sig påvirke. Denne åbenhed manifesteres i en mærkeligt mangesidet dannelse, som på den ene side er uendeligt og knusende tungt europæisk, men samtidig uden problemer indoptager asiatisk mystik, drømmesyner og udbreder sig vidtløftigt om botanik og biller. Denne altomfavnende dannelse gennemsyrer Jüngers stil, og krigen poetiseres og mytologiseres konstant. Katastrofen er kendetegnet ved et ’mekanisk, knugende drag’, og mennesker dør ikke, men ’drager til Hades’.
Jünger er også fantastisk til at opmale portrætter af den perlerække af forfattere, politikere, kollaboratører og officerer, som han omgås i Paris. Under en middag i det Tyske Institut støder Jünger på den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline, som får følgende ord med på vejen:
– Han taler med manikerens indadvendte blik, der lyser som fra huler. Han ser hverken til højre eller venstre; man har indtryk af, at han vandrer mod et ukendt mål. ’Jeg har altid døden ved min side’ – med disse ord peger han ved siden af sin stol, som om der lå en hund.
På den måde males et helt parisisk miljø op med en fin og satirisk pensel. Man kan let få det indtryk, at besættelsen for Jüngers vedkommende mest har bestået i at drikke champagne, spise kaviar og mænge sig med kunstnere, og det er sikkert heller ikke langt fra virkeligheden. Selv om bombardementerne i hjemlandet udsletter hele byer i vældige ildstorme, kan Jünger stadig nøgternt observerende overvære et angreb på Paris med et glas bourgogne og jordbær (se citatboks til højre).
Det er på en og samme tid frastødende og sært tiltrækkende i sin æstetik, men det bliver aldrig uudholdeligt, netop fordi Jünger er så skarp en observatør. Hans prosa vrider verden åben og gør STRÅLINGER til en udsøgt læseoplevelse. Det eneste minus er indpakningen. Så vigtig og god en bog havde fortjent bedre end den håbløst uengagerede papomklamring, den er udstyret med fra forlagets side. Læder, tak. Guldciselering, tak. Lidt mere luksus i det hele taget, tak.
