Undskyld. Og tak for alt – Ahmed Akkari MIN AFSKED MED ISLAMISMEN


MIN AFSKED MED ISLAMISMEN er dybfølt, detaljeret og velskrevet skildring af forfatterens returrejse gennem islamismen og det komplekse spil om magt og ære, der affødte Muhammedkrisen.

Citat

I 1995 sad jeg for første gang på et tæppebelagt gulv i en moske over en nedslidt Netto-butik i Aalborg. 11 år senere var jeg æresgæst på en konference for de 300 mest betydningsfulde islamister i verden. Jeg var på en rejse fra bund til top i et intolerant og fordomsfuldt miljø, hvor jeg selv endte som stjerne på grund af min evne til at sætte verden i brand. Men undervejs så og hørte jeg ting, som førte til, at jeg i dag afskyr den verden, jeg engang var så varm fortaler for.

Det er en bemærkelsesværdig selvransagelse, han er ude i, den tidligere imam og en af Mohammedkrisens absolutte superskurke, Ahmed Akkari. Efter Jyllands-Postens kontroversielle tegninger af profeten var han med, da en delegation af hårdkogte islamister drog mod Mellemøsten for at udbrede kendskabet til gudsbespottelsen i det lille land mod nord. Dermed var han medvirkende til en af de største diplomatiske kriser i nyere danmarkshistorie. Når Akkari i dag kaster sig på knæ, er det ikke længere med ansigtet vendt mod Mekka, men mod Danmark og danskerne, som han trygler om tilgivelse.

MIN AFSKED MED ISLAMISMEN er en opsigtvækkende blanding af en selvbiografi, kompromisløs whistleblowing om islamistiske miljøer og et forsigtigt politisk manifest. I et vellykket parløb med BT-journalisten Martin Kjær Jensen fortæller Akkari direkte, nærværende og forbavsende velformuleret om, hvordan han som 16-årig tiltrækkes af islamismens stærke fællesskab og religionens enegyldige sandheder. Det bliver starten på en veltilrettelagt radikaliseringsproces, hvor den ellers velintegrerede libanesiske flygtningedreng gradvist vender det omkringliggende samfund ryggen. På grund af sin passion og sit habile snakketøj stiger han støt i graderne i et parallelsamfund, hvor man raser mod danskernes vantro, mens man skruppelløst patter på velfærdsydelserne. På det punkt har Akkari og Yahya Hassan formentlig meget at snakke om.

Tegningerne af profeten bliver en tilskyndelse for islamisterne til at optrappe spændingen til det omkringliggende samfund. Og ingen går fri, når Akkari sammenbidt udleverer sit tidligere bagland i sin udlægning af det komplicerede politiske spil, der med profettegningerne som påskud sender en bølge af vold gennem Mellemøsten og antænder et voldsomt had mod Danmark og Vesten.

Akkari går fra den ene yderlighed til den anden. Ligesom det var alt eller intet, da han arbejdede for islamisternes sag, fornemmer man tilnærmelsesvis Dannebrog veje og nationalmelodien spille, når han i dag lovpriser ytringsfriheden og regeringens håndtering af krisen. Her skinner den dårlige samvittighed for alvor igennem som bogens drivkraft. Det er måske forståeligt nok, men i længden er det en anelse irriterende, når den angrende Ahmed bryder sin fængslende indføring i islamismens verdensbillede med bagkloge indskydelser som: ’Selvom det i virkeligheden var omvendt…’ eller ’i dag ved jeg dog…’

Der er ingen tvivl om, at Akkari er en torn i øjet – ikke blot for islamistiske miljøer, men også for medier og politikere, der før, under og efter Muhammedkrisen standhaftigt støtter muslimernes sag og dermed baner vejen for islamisternes lyssky aktiviteter. Oftest er det imidlertid ord mod ord, når Martin Kjær Jensen efterprøver Akkaris påstande ved at tage kontakt til de muslimske organisationer, der angiveligt under dække af fritids- og kulturaktiviteter suger af statskassen og udruger afstumpede islamister og sågar hellige krigere. Derfor er MIN AFSKED MED ISLAMISMEN i mine øjne først og fremmest en velfortalt, personlig og ærlig beretning, der rummer det hidtil mest detaljerede indblik i begivenhederne omkring Muhammedkrisen. At den samtidig byder op til dans med højreradikale stemmer i den evigt aktuelle værdidebat om indvandrere, integration og islam er ganske naturligt. Men her mener jeg ikke, at Akkari for alvor bringer noget nyt til bordet.

Skrevet af Simon Lykke

Simon er bachelor i religionsvidenskab med tilvalg i arabisk og cand.comm.

Skriv til Simon

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *