Universitetets nedsmeltning – Sune Auken HJERNEDØD – TIL FORSVAR FOR DET BORGERLIGE UNIVERSITET
En ny debatbog giver svaret på, hvorfor den danske universitetspolitik er skandaløs. Et must for enhver universitetsstuderende og for alle, der ønsker at vide mere om Danmarks ’verdensklasse’-uddannelser.
Citat
Offentlighedens interesse for universiteterne må vækkes. Det må den, fordi forskningspolitikken er af vital samfundsmæssig interesse. De forandringer, der har fundet sted på universiteterne de senere år, har betydning langt ud over institutionerne selv, idet de fundamentalt forandrer vilkårene for, hvordan viden bliver til i samfundet. Dette udgør et reelt demokratisk problem, idet den demokratiske debat til hver en tid er afhængig af den viden, der er til rådighed for den.
Med HJERNEDØD giver Sune Auken, lektor på Københavns Universitet, et relativt kort overblik over problemerne ved den moderne universitetsstruktur og -politik. Auken har kort sagt fået nok af den moderne tendens til at ville markedsgøre alt indenfor universitets mure, udtrykt i det berømte motto ’fra forskning til faktura’.
Hvis man mener, at taxametersystemet (der ikke giver universiteterne penge efter, hvor mange studerende, der er på et givent studie, men hvor mange studerende, der suser igennem det) ødelægger det faglige niveau, at forskningsfriheden er under et gevaldigt pres, og at de sidste mange års nedskæringer på området har været urimelige, men ikke kan huske argumenterne for det, så er det bare om at hente et eksemplar af HJERNEDØD i den nærmeste universitetsboghandel.
HJERNEDØD er velargumenteret og simpelthen folkeoplysning på højeste niveau. Men titlen til trods er spørgsmålet, om Auken er radikal nok i sin kritik.
Der gøres meget ud af at dele sol og vind lige mellem højre- og venstrefløjen, og selvom der lægges afstand til universitetsmarxismen i 70’erne, hævdes den nutidige borgerlige stræben efter umiddelbar nytteværdi og hurtig profit alligevel at være værre for universitet. Dog er det universitet, som Auken forsvarer, netop kendetegnet ved at være ’borgerligt’. Denne disponering er snedig, fordi Auken ikke kan beskyldes for at gå nogens ærinde, men bare at tale fornuftens stemme.
Angrebet på tidligere videnskabsminister Helge Sander afslører, at dette ikke helt går. Er Sander dum eller løgnagtig, spørges der? Selvom det er behageligt at angribe ministeren selv, ville det være mere oplagt at se på den klare tendens, der ligger i universitetsloven fra 2003, som Auken foragter så højt.
Selvom også Socialdemokraterne var med til at vedtage den, var denne lov uden tvivl udtryk for en helt generel neoliberalistisk forskydning i universitetspolitikken. Auken mener, at tingenes tilstand skyldes inkompetence, og at de borgerlige ikke har opført sig som borgerlige.
Det dybere problem synes dog at være, hvordan fri forskning – undersøgelsen af hvad der er sandt – overhovedet kan finde sted i en neoliberalistisk æra præget af evige evalueringsskemaer, kælne alliancer med erhvervslivet og New Speak.
Som den udmærkede videnskabsmand Auken er, håber han, at det gode argument kan få politikerne til at forstå, at den er helt galt med dagens universiteter. Demokratisk og yderst prisværdigt.
Men samtidig maler han også et billede af en situation præget af så stor elendighed (han taler ikke om det kommende sammenbrud, men om at sammenbruddet allerede er present overalt), at denne anmelder alligevel fik den forbudte tanke, som HJERNEDØD ikke taler for, nemlig at en genoplivning af universitet, hvor det igen kan dreje sig om viden og sandhed, faktisk kræver en revolution!
