Uroen hænger, som den skal – Jan Thielke FADERSKABSDIGTE
Bekendelse og showoff vinker velvilligt til hinanden i Jan Thielkes nye faderskabsdigte FADERSKABSDIGTE.
Digt
SWEET SILENCE
Vi har været blaserte
og vil gerne undskylde: Undskyld!Vi kom hjem fra basket- og fodboldkampe
og grinede så tårerne trillede
ad alle de forhåbninger
forældrene til de små talenter dog kunne have.Nu står vi så selv her og vender noder
fordi vi hørte begyndelsen til sfærernes musik
og var så uforberedte
på at kunne ståmed tårer i øjnene under en skolekoncert
Rigtig fede digttitler i (og det sidestiller bogflappen med digterhvervet) formand for Danske skønlitterære Forfattere Jan Thielkes nye bog FADERSKABSDIGTE er i højeste prosaiskhed: ’Jeg skruer ned for Nirvana’, ’En toårig i Fælledparken’, ’Sony Ericsson K800i’. Sidstnævnte og bedste titulerer bogens første digt, der beskriver undfangelsen af barn nr. 1. Telefontitlen refererer velsagtens til ’son’ som i Sony og Ericsson men også til digtets billede: ’dette dit første spæde opkald’, som far-jeg siger til p.t. encellet søn-du.
Det er netop et gennemgående far-jegs kronologisk fortløbende forhold til først ét søn-du så et mere og så en kone (og en utydelig efternøler?), som vi følger bogen igennem. Dette setup, der henligger i korte og hastigt ombrudte sætninger, genfindes i titlen/genren FADERSKABSDIGTE, der her vil sige fortællende digte om og som det, at være far. Sammenholder vi med Torben Sangilds blog Farbar, der er ligefrem refererende som Thielke, men kun tilnærmelsesvis så ublu, aner man måske en spædt begyndende tendens: Farlitteratur?
Ifølge digteren er det ikke en nem sag at være far eller for den sags skyld at vænne sig til at skulle være det. Det involvere nemlig en kvinde. Al besværet vælger Thielke at vise på en måde, der demonstrerer, at det for ham omvendt er lige netop en nem sag at være digter:
– Det er tiende gang jeg kontrollerer om alt nu er der
om uroen
hænger som den skal.
Vi er derhjemme hos far, der venter på, at kone og nyfødt barn skal komme hjem fra hospitalet, og den fikse lethed (jf. ikke mindst linjebruddet efter ‘uroen’), hvormed Thielke spiller på uroens dobbeltbetydning, er karakteristisk. Egentlig er det uroens dobbeltbetydning og dens fikse lethed, der spiller på Thielke. Bogflappens forfatterportræt viser Thielke anno 1988 med et barn på ryggen, og læseren bliver her på bogens overflade gjort kraftigt opmærksom på et biografisk bekendende sammenfald mellem bog og forfatter. This is real.
Man kunne godt frygte noget helt andet, men faktisk virker autenticitetsmanifesteringen i og med den udføres uden (alt for mange) nøkker eller mindste rysten på hånden. Det er langt ude på overdrevet pinligt at stille sig fuldstændigt blottet op og nøgternt bekende sin del af ansvaret for familiens skrøbelighed, endsige bekende utroskabens sjælekval:
– Jeg kan ikke komme.
Før jeg giver hende min kones krop.
Men pinlighed lader ikke til at genere Thielke synderligt, og bl.a. derfor, tror jeg, lykkes projektet. Bl.a. også fordi Thielke formår, at sætte det helt store i forhold til det helt små på en ubesværet og selvfølgelig måde: 9/11 i forhold barneværelsets byggebægretårne; tårnspringerne fra 9/11 i forhold til luftfotografier af jorden; verdenssamfundets brist i forhold til familiens brist; mobiltelefoni i forhold til undfangelsens øjeblik.
Den poetiske ubesværethed bringer far-jeget hen til det punkt, hvor et drænet parforhold må dø og de nu voksne drenge ikke kan se noget, når de kigger på deres forældre. Hvad de imidlertid sagtens kan se er, at uroen i fars digte hænger, som den skal.
