Af | 18. juli 2005

Ut på tur, aldrig sur! – Erlend Loe DOPPLER

Erlend Loe er i topform med den lakoniske fortælling om Doppler, der bor i telt ude i skoven sammen med elgkalven Bongo og senere sin søn, Gregus. På vanlig vis får Loe spundet samfundskritik og sin efterhånden karakteristiske universalfortælling om ung mand i krise ind i knastør humor og tilbagelænet frækhed.

Fortælleren Andreas Doppler vågner efter et cykelstyrt op i en hidtil ukendt ro: Ingen enerverende sange fra børne-tv, ingen spekulationer om fliser til badeværelset og faktisk absolut ingenting. Bortset fra en ufravigelig trang til at bosætte sig i den nærmeste skov. Helt alene. Doppler lægger en seddel til konen og børnene om, at de ikke skal vente med aftensmaden, og så drager han til skovs. Kun en voldsom afhængighed af skummetmælk tvinger ham jævnligt ned til ’menneskene’, som de andre hedder. Dem, der ikke har set lyset i stilhed, kedsomhed og naturalieøkonomi. F.eks. har Doppler byttet en sækfuld nyligt slagtet elg til en udmærket mælkeordning (leverance 2 gange ugentligt) med ICA nede på Ullevaal Stadion.

Da sulten har drevet Doppler til at knivmyrde elgen, vimser dens forladte kalv rundt om teltet, indtil Doppler forbarmer sig og tager den til sig. Han navngiver den Bongo efter sin afdøde far, som godt nok ikke hed Bongo, men ’Indimellem må man være åben for den slags koblinger’, som det pseudologiske ræsonnement lyder. Denne form for logik er kendetegnende for livet i skoven og Dopplers omgang med mennesker og dyr. Mennesker kan han ikke lide, men efterhånden vokser intimiteten med Bongo og sammen bruger de aftnerne i teltet til billedlotteri og dagene til lediggang i skoven. Til Dopplers store fortrydelse får de efterhånden selskab i skoven af andre mænd, der også er stået af ræset og har øjnet mulighederne i det enkle liv i skoven. Det resulterer i, at Doppler til sidst – sammen med Bongo og Gregus – stikker af fra foretagendet for at drage ud på en længere rejse, dybere ind i skoven og måske ud på den anden side.

Køber man den temmelig kulørte fortælling om en mand, der forlader sin familie for at bo i telt i en skov i det meste af et år, ja, så kan man roligt forelske sig i denne perle af en roman. Doppler er en knold af en antihelt, som får mobiliseret læserens sympati gennem sine naive men ærlige betragtninger over samfundets indretning og den omsiggribende norskhed, som i sig selv er nok til at flygte ud i skoven. Skoven er alles og derfor ikke besnæret af nationale bånd. Selv når Doppler rejser en festligt udskåret totempæl over sin afdøde far eller stjæler Toblerone i køkkenet hos hr. Düsseldorf, som i sorgen efter sin faders død (har vi et far-er-død-motiv her?) har bygget en komplet udgave af Ardenner-slaget i sin dagligstue, holder læseren med ham.

Nytårsaften holder Doppler tale til befolkningen efter at have indtaget en flaske vodka:

– Kære landsmænd, råber jeg, jeg kan ikke lide jer. I må tage jer sammen. I må løfte blikket og holde op med at være så forbandet kompetente. Og I højrefloksfolk må skaffe jer af med de satans hunde, I holder jer, og tørre jeres selvtilfredse smil af, og I må begynde at bytte. Og cykle. Vi skal cykle og bytte som bare fanden, hvis vi skal have en chance for at holde den gående. Og hvem ejer vindens sus i træerne og blomsterne på marken?

Den omtalte kompetence (lidt skævt oversat fra det norske ord flink) illustrerer er en gennemgående diskussion, Doppler har med sig selv. Han er træt af, at både han selv, hans familie og det norske folk generelt er kompetente til alt. Loes kompetente romanskriveri er derimod svært at blive træt af. Måske er fortællingen frustreret-mand-flygter-fra-sit-liv ved at have udtømt sine muligheder, men man fornemmer alligevel en mere moden tone end i hans tidligere værker. Nu kan vi blot se frem til fortsættelsen af DOPPLER, som kommer på norsk til efteråret.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også