Uundgåeligt – Viggo Stuckenberg VALRAVN – HJEMFALDEN
Jensen & Dalgaard hiver Viggo Stuckenberg op fra litteraturhistoriens dyb og giver moderne læsere tre rørende og sitrende fortællinger om ulykkelig kærlighed. Desværre er VALRAVN – HJEMFALDEN også blevet udsat for en misforstået modernisering.
CITAT
Jeg har lyst til at synge, højt og frit. Men al sang er forbudt. Alligevel synger jeg, hele tiden, ganske sagte!
Måske står I et par skridt herfra, uden for porten – står der og venter – så nær, at kunne høre mig kalde!
Jeg hvisker eders navne, jeg vifter med min hånd, – jeg får de barnagtigste indfald. Min glæde er så stor, at jeg må stille mig med ryggen mod væggen, presse mig op imod den, med min nakke og mine håndflader mod dens kolde kalk, for at ikke min forstand skal briste.Fra HJEMFALDEN
Efter glemmebogsforfatteren Nis Petersens historiske romanepos SANDALMAGERENS GADE (1931) og Hans Egede Schacks dannelsesroman PHANTASTERNE (1858) er turen nu kommet til Viggo Stuckenberg, der er tredje navn i det lille forlag Jensen & Dalgaards klassikerserie. Men hvor de to første titler havde et tydeligt element af samfundskritik, retter forlaget nu opmærksomheden mod ‘kærlighedens tidløse tematik’, som det hedder på bagklappen.
Viggo Stuckenberg er måske ikke blandt de første og største navne i den danske litteraturkanon, men VALRAVN – HJEMFALDEN er fremragende og velkomponerede fortællinger om mande- og kvindebilleder. Det er kærlighedshistorier og skæbnefortællinger. Og med sit meget vidende forord giver Henrik Wivel en glimrende indføring i forfatterskabet.
VALRAVN (1896) viser Viggo Stuckenbergs store talent for den psykologiske menneskeskildring i to næsten allegoriske fortællinger, der kan læses som en slags dobbelt- eller spejlroman. Begge fortællingerne – uden titler, bare ‘Første’ og ‘Anden’ – beskriver et skæbnesvangert forhold mellem en utro hustru og en mand. Historien er lagt i munden på mændene, henholdsvis den forladte ægtemand Johannes Prahl i den første fortælling, og den mystiske Markus Hejn, der forelsker sig i en gift kvinde, i den anden. Begge glider de frem og tilbage mellem drøm og virkelighed og fortællingerne står dragende uklart som en slags eksistentielle fabler.
I en sensibel og ligefrem melankolsk stil tegner Viggo Stuckenberg et billede af mænd og kvinder i forliste, forkrampede og forplumrede kærlighedsforhold. Mennesker, der på den ene eller anden måde synes at være bestem til ikke at kunne leve sammen. Og det skæbnesvangre er da også meget tydeligt til stede i VALRAVN – ikke mindst i titlen, der peger ravnen som ulykkebringende folkevisemotiv. Det uundgåelige ligger på lur.
Fortælleren i HJEMFALDEN (1898) er også skæbneramt. Den rørende kortroman – og udgivelsens højdepunkt – er et eksistensstudie om forbrydelse og straf. Historien er fortalt fra en klaustrofobisk fængselscelle af hovedpersonen, en svag og vigende mand, der begår underslæb for sin fattige hustru og lille søns skyld. Der er et spil af vanvid i teksten. Fortællestemmen er konstant opkørt og nervøst forelsket. Han er næsten panisk i sin kærlighed, besat af tanken om den lille families lykke. Den desperation og den drømmende uvirkelighed, der præger romanen, minder både om de hvileløse og paranoide hovedpersoner i Knut Hamsuns SULT og Fjodor Dostojevskijs FORBRYDELSE OG STRAF. Når han er bedst, får Viggo Stuckenberg ligefrem sine personer til at sitre og flimre for øjnene af læseren.
Netop derfor er det så meget desto mere ærgerligt, at bogen er noget rod at kigge på. For den er ganske enkelt grim. Den blanke hvide forside med det brede rødbrune bånd får mest af alt bogen til at ligne en brugsanvisning eller manual af en art. Oven i det kommer en uskøn blanding af skrifttyper, hvor brødtekst og titler på ingen måde komplementerer hinanden. Jeg har set omslagsdesign på kommunale handlingsplaner, der var mere indspirerende og raffinerede end det her.
Og så har forlaget desværre også valgt at opdatere Viggo Stuckenbergs forfinede prosa til nudansk retskrivning i et anfald af misforstået modernisering. Det er sikkert meningen at det skulle øge læsbarheden, som man siger, men det ser simplethen forkert ud med bolle-å’er i en tekst fra 1896. Forbindelsen til tekstens samtid bliver kappet, og sproget bliver frataget noget af sit særpræg. Og det er synd. Formidlingen af Viggo Stuckenbergs litteratur havde simpelthen stået klarere, hvis teksten havde fået lov til at bevare sit udseende.
Alligevel skal Jensen & Dalgaard have stor ros for at genudgive de klassikere, der ikke altid er søgelyset hos publikum. Det er altid skønt at se, når de små forlag tør lave serier, der på den ene eller anden måde adskiller sig fra fx DSL og Gyldendals klassikerpensum.
