V for Veber og Victory – Jan Kjærstad KONGEN AF EUROPA
Så er Jan Kjærstad tilbage, hvor han slap Jonas Wergeland i OPDAGEREN. Med en magisk fortællende stemme spinder Kjærstad sin læser ind i en fantastisk fortælling om en antihelt, der forsøger at erobre skønne og kloge kvinder, nye teknologier og et helt Europa.
Ved årtusindeskiftet bestemmer den næsten 50-årige Alf I. Veber sig for at begynde forfra. Han kvitter sit job, sine mange, mange penge og rejser til London i forsøget på at finde sin store kærlighed; Anna. Men det går ikke, som han havde tænkt sig, og Alf I. Veber må helt ned og skrabe bunden, før han opdager, hvad det er, han skal med sit liv.
Så let kan man fortælle et menneskes liv. Men så let vil Jan Kjærstad ikke gøre det, for han er en fortæller, der ikke kan bremses, når han først går i gang.
Der er flere gennemgående elementer i romanen, bl.a. træet, som spiller en afgørende rolle. Alf I. Veber leder både i barndommen og i voksenlivet efter det perfekte træ, og det samme gør Jan Kjærstad i sin fortællerform. Han lader sin hovedperson vokse og forgrene sig som et træ, hvor stammen er barndommen, det uudtømmelige og vigtige fundament, som han hele tiden vender tilbage til, og hvor voksenlivet ses som en lang række konsekvenser af barndommen, som grene der skyder op mod himlen.
At stræbe mod himlen som grene er afgørende for Alf. I. Vebers liv. Helt bogstaveligt bygger han hytter i træer med sin barndomsveninde Johanne, og han træffer vigtige beslutninger på toppen af Norges fjelde. Men naturligvis indser han, at de vigtigste oplevelser sker nede ved eller under jorden. I London tjener han penge ved at spille minder frem for forbipasserende i Undergrunden, og den bedste tid, han får, er da han bor i et telt i en park i London.
KONGEN AF EUROPA handler om de oplevelser, vi får i livet og om, hvordan vi må skabe sammenhæng mellem vores oplevelser. Dette erfarer Alf I. Veber, bl.a. da han opdager, at han gennem sit liv har tilegnet sig masser af viden, som han ikke ved, hvad han skal gøre ved. Alf I. Veber er som et moderne menneske – dygtig til at se detaljer, men han har svært ved at skabe en sammenhæng.
Det er en svulmende roman, Jan Kjærstad har skabt. Efter den skuffende TEGN TIL KÆRLIGHED (2002) er det skønt at være tilbage i den samme univers, som FORFØREREN (1993), EROBREREN (1996) og OPDAGEREN (1999) blev skabt i. Det er et univers, som er fantastisk, oplysende, men også sommetider lidt for meget. Jan Kjærstads hovedpersoner har det tilfælles, at de er nærmest overmenneskelige, udstyret med magiske evner, og at de reflekterer så meget over livet, at man næsten bliver forpustet. Det kan medføre en anelse kvalme, som når man har spist for meget chokolade. Men allermest gav KONGEN AF EUROPA denne læser en fantastisk oplevelse, og Jan Kjærstad viser endnu engang, at han er Kongen af de norske, magisk fortællende romaner.