Vågn så op! Kineserne kommer – Jan Lund og Jørgen Ørstrøm Møller ASIEN BULDRER


Asien vælter frem på verdensscenen. Hvis vi skal have chancen for at følge med, er det på tide at vågne op. ASIEN BULDRER giver et fremsynet los bagi til danskere i dvale, der ikke har opdaget, hvor vigtigt Asien bliver i fremtiden.

Lad os starte denne anmeldelse i den tidligere portugisiske koloni Macau, der ligger tæt på Hong Kong. For fem år siden var det en lille, sløv spillebule – mest kendt for slibrige mafia-mord, dunkle spillehaller og billigt dim sum. Et sted, som kun de færreste besøgte, med mindre det var tvingende nødvendigt. Men disse tider er for længst forbi. Takket være store pengeinvesteringer er Macau skudt i vejret på rekordtid. Nu er den lille kinesiske region blevet et gigantisk kasinocentrum, som overgår selveste Las Vegas i spilleindtægter.

Det går gevaldigt stærkt i Asien lige nu, lyder det i den nye bog ASIEN BULDRER, skrevet af to erfarne Asien-kendere, den tidligere Asien-korrespondent, Jan Lund og Jørgen Ørstrøm Møller, mangeårig Asien-analytiker og tidligere rådgiver for den danske udenrigsminister.

Deres hovedbudskab bliver serveret kontant og uden omsvøb: I Asien foregår der i øjeblikket den mest betydningsfulde udviklingstendens i hele verden. Hvis vi i Danmark ikke erkender Asiens nye plads på verdensarenaen og forsøger at følge med, ryger vi ud af kampen og ender som frilandsmuseum.

Forfatterne rammer med deres bog et ømt punkt i den gængse danske bevidsthed om Asien. Mange tror stadig, at Kina, verdens fjerdestørste økonomi, kun er verdens fabrik, stedet hvor tingene produceres og kopieres – ikke udvikles og tænkes. Sådan er det bare ikke længere.

At den asiatiske virkelighed er meget mere end det, opdager man først rigtigt, når man ser Asien med egne øjne. Som undertegnede første gang hun drønede af sted på Shanghais sekssporede motorveje – hævede på gigantiske pæle over jorden med frit udsyn til uendelige rækker af futuristiske skyskrabere. Det var så sandelig fremtiden på speed!

Det synes Jan Lund og Jørgen Ørstrøm Møller tydeligvis også, og deres dokumentation er overbevisende. At Asien ikke længere er en medløber, der nikker og bøjer for USA og Europa, ses lysende klart i Kinas erobring af Afrika. Kina er verdens næststørste forbruger af olie og har allerede sikret sig faste olieaftaler med blandt andet Angola, som for længst har sagt nej tak til vestlig pengehjælp og indflydelse. Hvem gider det, når Kina står klar med åben pengepung – uden de vestlige krav om demokratiske reformer? For mottoet i det meste af Asien er – formuleret gennem den afdøde kinesiske reformleder Deng Xiaoping – at det er ligegyldigt, om katten er sort eller hvid – bare den fanger mus. Og den strategi virker.

Nogle gange bliver bogen for begejstret. Den virker ukueligt optimistisk overfor de negative konsekvenser af Asiens voldsomme økonomiske vækst – de grelle miljø-problemer der hærger regionen. Bogen argumenter for, at asiaterne opfatter miljø som big business. At de er langt fremme, når det gælder udvikling af miljøvenlige produkter og grønne byer. At miljøet ikke længere ses som en udgift, men som en mulighed for erhvervslivet. Men tag nu kineserne, som først for nyligt har erkendt problemet og forsøger at bekæmpe det efter årtiers utæmmet kapitalisme og laden stå til på området. Kan de virkelig nå at ændre fundamentalt på deres massive forureningsproblemer, som ifølge det kinesiske sundhedsministerium har gjort kræft til landets hyppigste dødsårsag? Som gør, at kun 1 procent af 560 millioner indbyggere i Kinas byer indånder luft, der lever op til EU’s sundhedskrav. Jeg tvivler. Det gør ASIEN BULDRER ikke.

Men når det er sagt, så er ASIEN BULDRER en nødvendig fremsynet bog. Skrevet på det rette tidspunkt og som et tankevækkende input til især danske politikere, som kan få danskerne væk den selvfede vi-er-jo-de-bedste holdning og i stedet markedsføre Danmark aktivt og skabe mere forståelse mellem os og dem. Eksempelvis ved at lokke nogle af de dygtige asiatiske elitestuderende til landet.

ASIEN BULDRER er en af den slags bøger, hvor man bagefter sidder og bliver bange for at ikke være en del af festlighederne. For det er i Asien, det sner i øjeblikket.

Skrevet af Lene Winther

Lene Winther er bachelor i litteraturvidenskab og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *