Våbnene onanerer på hinanden – Anders Jørgen Mogensen DRYPPENDE GLORIE
Musiker og forfatter Anders Jørgen Mogensen har udgivet en hybrid af en bog, der vælter sig i sproglig drift og skriftlig skam.
Citat
Her lugter af pis og gammelt ringbindsbrynje. Hvis jeg skal blive ved med at sove blandt alle disse dyreekskrementer er jeg bange for at min barndoms gulsot igen bider sig fast i mit blege, dorske korpus. Hvor er du? råber jeg til mig selv og jeg svarer: Jeg er da lige her. Agernvagina. Bærherpes. Tusindbens-HIV.
Man har lov til at undres.
På det orange cover ses forfatteren til DRYPPENDE GLORIE selv forklædt som betuttet ræv og med yveret hængende frit, og den opmærksomme læser vil måske genkende billedet et sted fra. Ikke bare fra et sprogligt billede side 39 i nærværende bog, men fra et reelt billede. Det er kunstneren Simon Bukhave, der oprindeligt har skabt billedet som en bryllupsgave til Anders Jørgen Mogensen og konen, og efterfølgende er det også blevet brugt som cover til Anders Jørgen Mogensens første plade under navnet Flækker. Bukhave og Mogensen har desuden skabt tegneserien SKÆBNEN ER EN ÅDSELÆDER, der blev udgivet af Aben Maler i 2008. Nok om det.
Genremæssigt eller måske nærmere skriftsmæssigt befinder vi os et sted mellem Olga Ravn, Bjørn Rasmussen, Rasmus Graff, Iben Mondrups STORE MALENE og bandet Synd og Skam. En ilter, eksponentielt voksende skrift, der i første omgang kan forekomme utilnærmelig, men som ved nærmere eftersyn er kropsligt funderet, udsyret og mareridtsagtig. På trods af sprogets genstridige dominans og konstante sporskifte, så kan man forsøge at opstille en form for dobbelt indhold.
Jegfortælleren Anders er dels i sorg over at have oplevet sin ven Andreas blive kørt ned og efterfølgende være hjerneskadet og forsøger at rette en form for tale mod sin ven. Talen handler om skyldfølelse, tab, vrede, længsel og skam over at have ondt af sig selv, når man ikke er den, der er hjerneskadet.
Samtidig genoplever jegfortælleren en række rent eksplicitte seksuelle oplevelser af mere eller mindre bizar grad, hvor det seksuelle og dyriske ofte udvikler sig til mareridtsagtige dødsscener, læs bare her:
– Med min pik i hånden kravler jeg tættere på hende, men må stoppe da hendes kønsorgan pludselig vokser foran mine øjne. Snart har den indtaget hendes mave så navlen forsvinder og fortsætter opad så hendes bryster bliver til kønsorgan og det samme sker for hendes hals og hage og så er ansigtet også væk, og da jeg ser mod hendes ben jeg tidligere har haft så travlt med at sprede ser jeg intet andet end en stor savlende kusse.
Ja. Hvad gør man så?
De seksuelle febervildelser synes at udspringe fra fortællerens forestående rolle som far og måske også i den kamp, der foregår inde i fortælleren selv for at slå en del af sig selv ned. ‘Jeg må dø og du må æde mig’, som der messes en del i slutningen.
Jegfortælleren syder her og der også over med harme til Varde, Grindsted og generte fortorvsfliser, ‘der ligger åh så flot række på række’, og det kræver ikke et research-geni for at finde ud af, at der er stærke selvbiografiske bånd på spil i DRYPPENDE GLORIE. Således er den tragiske historie om Andreas med al sandsynlighed baseret på den frygtelige trafikulykke, der ramte en af Danmarks bedste trommeslagere for nogle år siden. Andreas Hauer-Jensen spillede trommer i bl.a. i Düreforsög og Mit Nye Band og havde duoen Alle Med Balloner og Terrasser sammen med Anders Jørgen Mogensen, inden han en søndag aften blev kørt ned bagfra af en billist.
Dét er ubarmhjertigt, og de bedste spor i DRYPPENDE GLORIE er da også de ubarmhjertige. Fortællerens besøg hos og minder om vennen Andreas er nogle af de klarest beskrevne, og de steder hvor sprogets excellerende knopskydning træder i baggrunden til fordel for noget andet.
De drømmeudflydende bevidsthedsstrømme kræver da også meget af læseren. Man skal være villig til at give slip på ens lyst til umiddelbart at ville forstå det, man læser. Snarere skal man lade sig føre med ad den strømmende flod, der udgør skriftens kraft, og håbe på at kunne fange noget mening hen ad vejen.
