Vær bange fordi… – H.P. Lovecraft VANVIDDETS BJERGE
Realismen og ordene agerer sandhedsvidner, når Lovecraft præsenterer gyser om frygten for det fremmede.
Citat
Jeg er hele tiden fristet til at skubbe detaljerne fra mig og til at lade antydninger stå i stedet for de faktiske kendsgerninger og de uundgåelige deduktioner. (…). Jeg har fortalt om det vindrevne landskab, de beskadigede læskærme, det gennemrodede udstyr, vore hundes uro, dét at vi ikke kunne finde Gedney og de seks begravede 40 millioner år gamle biologiske eksemplarer, som var underligt ubeskadigede på trods af, at de var brudt itu og væltet rundt.
Ved at fastholde læseren i et realistisk besnærende kvælertag holder Lovecraft gyset levende og spændingen tilnærmelsesvist intens.
H.P. Lovecraft (1890-1937) var en af pionererne inden for horrorfiktionen, og nu udgives en såkaldt ’gennemgået oversættelse’ af den korte roman VANVIDDETS BJERGE og novellen DEN SOM HJEMSØGER MØRKET, der sammen udgør VANVIDDETS BJERGE. Fælles for begge historier er, at de er båret af et fokus på det narrative aspekt, hvor indholdet langsomt og veltilrettelagt fortælles frem, men mest er der at sige om den kortere titelroman.
Her tager en videnskabelig ekspedition til Sydpolen og opdager nedfrosne rumvæsener, en mystisk by og en hel (måske) uddød civilisation. I VANVIDDETS BJERGE placerer Lovecraft horrorfiktion og sci-fi i videnskabelige rammer, hvor uendelige geologiske fakta næsten knækker nakken på selv den mest ivrige læser i starten. De giver imidlertid det urealistiske et sandhedspræg, og teksten får et bekendelseslignende eller autobiografisk islæt, der i mine øjne er en både interessant og uvant vinkel til horrorromanen.
– Jeg kan lige så godt være ærlig – selv om jeg ikke kan bære at udtrykke mig helt direkte – når jeg fortæller, hvad vi så; hvilket dog er et fremskridt fra dengang, det skete, hvor vi var rørende enige om, at vi ikke engang kunne tale til hinanden om det. De ord, der når læseren, kan aldrig nå så langt som bare at antyde det forfærdelige i selve det syn, der mødte os.
Samtidig er der et argumentatorisk islæt i fortællingen, da den er skrevet for at overtale en fiktiv ekspedition om ikke at tage af sted mod det ukendte. Det ser vi også i DEN SOM HJEMSØGER MØRKET, hvor dagbogsnotater fungerer som garant for sandheden. På den måde binder flere fiktive elementer de to fortællinger sammen.
Fortælleren selv fungerer også som sandhedsvidne og påtager sig opgaven at viderefortælle det, han sammen med sine kollegaer oplevede på Sydpolen – i vanviddets bjerge. Læserens forståelse af begivenhederne sker i takt med fortællerens, og mens det ubeskrivelige og unævnelige gradvist – om end sløret og famlende – defineres og benævnes, falder brikkerne en efter en på plads.
Der er derfor også en overvægt af beskrivelser, og det er i mine øjne VANVIDDETS BJERGEs problem. Mængden af fakta og observationer bliver til tider kvælende for både spænding og læseroplevelse. Da det ikke desto mindre er en detaljeopmærksom fortæller, vi her har at gøre med, er det som sådan forståeligt nok. Forsøget på at berette om de fremmedes verden – inkl. regeringsform og indretningen af deres hjem – virker dog for omstændeligt, på grænsen til det fjollede.
Morten Søndergaards oversættelse er god, men mindre god er parateksten – dvs. det, der omgiver teksten. Forsidens gotiske kirkegårdsbillede med kirkesymboler henviser kun til novellen DEN SOM HJEMSØGER MØRKET, mens samlingen tager navn efter romanens titel, VANVIDDETS BJERGE. Bagsideteksten er da også en teaser for kun VANVIDDETS BJERGE og desuden er den for indforstået til, at man helt forstår, hvad man skal til at give sig i gang med som læser. Samlingen afsluttes til gengæld med en fin mini-biografi om forfatteren H.P. Lovecraft.
Det lykkes som oftest Lovecraft at holde spændingen ved en konstant tilbageholdelse af informationer. Læseren ved, at fortælleren har overlevet det uhyggelige, men han må selv finde ud af, hvad det uhyggelige er. Grebet er veludført og fængende. Uprøvede gyserlæsere kan starte her.
