At være beat – Per Olsen & Christen Kold Thomsen FRIGØRELSENS HYLEN
Med en lidt sær timing (læs: forsinket) dukkede først i december 2004 en af de her definitive bøger frem på horisonten: Per Olsen & Christen Kold Thomsens (red.) FRIGØRELSENS HYLEN om den amerikanske beatgeneration. Det er ikke kun titlen der fylder i landskabet, men også de 288 siders kompetent skrevne, vægtige artikler med bidrag af folk der var der selv – i hvert fald åndeligt.
Stedet at starte. Det må så afgjort være hvad FRIGØRELSENS HYLEN bliver for den, der vil vide mere om den amerikanske beatgeneration, end det der lige står i medlemmernes egne bøger. Kerouac, Ginsberg, Burroughs og alle dem vi ikke kender, som tilsammen var en lille gruppe, der blev til en hel generation; de er alle at finde her. Det virker lidt sært at bogen kommer netop nu, hvor al den opmærksomhed gruppen blev tildelt for 5 års tid siden, ikke længere er til stede. Men på den anden side er det jo heller ikke tøjmode vi har at gøre med, eller hvad?
Beatgenerationen er så afgjort den litterære retning der oser mest af image og attitude overhovedet. Fænomenet hænger sammen med det tætte parløb gruppen havde med efterkrigstidens sydende jazz-gryde. Amerika havde vundet krigen, men nationens ungdom havde ikke tænkt sig at falde på halen over dét. Der blev lagt i ovnen til ungdomsoprør – ja til selve skabelsen af en ungdoms- og modkultur. James Dean og Marlon Brando sørgede for de levende billeder, Charlie Parker og Dizzy Gillespie for musikken og Kerouac, Ginsberg og Burroughs for ordene. Beat-litteraturen var en bastardgenre, der hentede inspiration fra populærkulturen og kamuflerede de litterært faktisk dybtgroende rødder så godt at mange overså dem.
FRIGØRELSENS HYLEN kommer flot omkring alle disse fænomener. Inspirationen fra jazzen, livsstilen, datidens reaktioner osv. Desuden er der naturligvis omtaler af hovedpersonerne og deres hovedværker: ON THE ROAD, HOWL og NAKED LUNCH. Analyserne er kvalificerede og til tider detaljerede helt ned i det bittebittesmå, men oftest svinger de sig straks op på personniveau og danner konklusionerne i overensstemmelse med den omtaltes personlige biografi. Tendensen er forståelig, når emnet er så mytiske og spektakulære personager som de her omtalte, men det virker også som en degradering af de værker, der burde være det bærende. Helhedsindtrykket er dog fuldt ud tilfredsstillende. Man bliver ikke spist af med anekdoter om stoffer og utugt, men får indblik i det filosofiske gods, der ligger bag de frække attituder.
Udover de helt centrale personer og deres bøger introduceres også flere ukendte medlemmer af beatgruppen. Desuden en fin artikel af Lars Movin om forholdet til filmmediet, og en fremragende sag af Fabian Holt om forholdet til jazzen. Herunder om udtrykket at være ”cool” og om den opadstræbende jazz’ utilfredshed med at blive sammenkoblet med den nedadstræbende beatkultur.
Den helt store retfærdiggørelse af et dansk hovedværk om noget så udansk som Beat ligger i de tråde, der knyttes til den danske litteratur og musik. T.S. Høeg bidrager med et essay som på en facon, der kun kan beskrives som overordentlig beat, rabler en myriade af danske lyrikere og musikere med beat i blodet af sig. Desuden er der analyser af Dan Turèlls ”At være beat” og af Peter Laugesens forfatterskab som sådan. Selv samme får også lov at binde den sidste sløjfe med en kort artikel, der lige minder os om hvad det hele handler om: At læse bøgerne.
