Vanskelige Vera – Kirsten Hammann VERA WINKELVIR


Jeg har de sidste mange år ledt efter VERA WINKELVIR i alle boghandler, hvor end jeg har været i dette danske land, men oplaget har for længst været udsolgt. Jeg blev derfor ellevild af glæde, da jeg så, at den nu bliver genudgivet.

Citat

Det ville være meget lettere hvis hun havde en historie. Sådan en god gammeldags rutefart fra vugge til grav og med lidt fyld indimellem. F.eks. en frokost man kunne nyde under overfarten. (…)
Alt afhængigt af sejlturens længde, ville man have fortællingens 3 vigtigste elementer: Tid, sted og handling.
Det ville være meget lettere.

VERA WINKELVIR har nærmest haft kultstatus i de litterære kredse, jeg har befundet mig i. Denne mærkelige bog, der blev Kirsten Hammanns debutroman, blev også et ikon for den tidlige 90-er litteratur. Den udkom samme år som Helle Helles debut EKSEMPEL PÅ LIV, Christina Hesselholdts DET SKJULTE, Solvej Balles IFØLGE LOVEN og Merete Pryds Helles VANDPEST. 1993 var et år, der satte sit spor i den danske litteraturhistorie. Og nu er VERA WINKELVIR så tilbage i de danske boghandlere i et skrigende pink omslag. Den skal nok vække opmærksomhed.

VERA WINKELVIR er historien om vera, fortalt af en 3. persons fortæller. Denne historie bliver fortalt over en periode fra d. 18. juni til d. 29. december. Værkets form peger på en virkelighed, hvor tiden findes og går. Men ellers er der ikke meget virkelighed i veras liv. Hun siger selv:
– Mit navn er vera. Der er nogen der har opfundet mig.

Vera er sat i verden, men hun er selv nødt til at finde på resten. Vera winkelvir er ikke et menneske, hun er en figur, der selv skal finde sociale sammenhænge, og som skal lære samfundets regler at kende. Hendes navn, der konsekvent bliver skrevet med lille startbogstav, peger på, at vera endnu ikke er et menneske, hendes navn er ikke engang et egennavn. Og det, at VERA WINKELVIR er fortalt af en 3. persons fortæller, peger på, at vera ikke engang har et sprog. Hun er ikke selv i stand til at fortælle sin historie.

Veras selviscenesættelse bliver bogens projekt. Vera bliver nødt til at indgå i sociale sammenhænge for at blive set, for når hun bliver set, findes hun. Dette bliver vist, når vera går til frisøren, hvor hun glæder sig over at se sit navn blive streget ud i frisørens kalender. Så findes hun. Vera leder efter genkendelse og sammenhænge i sit liv, og det samme gør man som læser af denne bog. For hvad er vera winkelvir? Som læser læser man efter en genkendelse, efter mønstre og spor.

Og der er spor i VERA WINKELVIR. Der er endda flere. Der er både et dyrespor, hvor vera er enten flue eller tigerkilling. Der er et dødsspor, hvor vera slår kvinder, børn og mænd ihjel for penge, og der er et socialt spor, hvor vera går til frisør, på café, og hvor hun dyrker sine sociale kontakter. Men ingen af disse spor ender ved en endestation. De kører alle tværs over hinanden og kommer ingen vegne. Man får som læser ikke noget tegn på, at vera udvikler sig og tilpasser sig denne verden.

Denne manglende udvikling bliver vist i værkets sprogtone og i formen. Tonen i VERA WINKELVIR kører monotont videre, men der sker ikke noget. Vera bliver mod slutningen indlagt på et sygehus, men der kan man ikke finde ud af, hvad der er i vejen med hende. Og denne mangel på forståelse er kendetegnet for hele værket. Verden kan ikke forstå vera, og vera kan ikke forstå verden.

VERA WINKELVIR kan læses som et billede på en absurd verden, hvor man som individ føler sig fremmedgjort overfor andre og overfor sig selv. Den viser det absurde i vores dagligdag, hvor den ene dag bare afløses af den næste, (dette bliver vist i den dagbogs-lignende form), og hvor hver dag indeholder et nyt projekt. Vera skal begynde hver dag med at sige, at der er nogen, der har opfundet hende.

Og det ville også være lettere at være læser til en sådan ”god gammeldags” historie. Som læser af VERA WINKELVIR må man selv fylde de mange huller i teksten ud, og man skal forsøge at skelne mellem veras sandheder og løgne. VERA WINKELVIR er en udfordrende bog, og man kommer som læser lige så meget på arbejde, som vera gør i sit forsøg på at fylde sit liv ud. For lige så mange huller, som der er i veras liv, er der i VERA WINKELVIR.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *