Vås og negerarbejde! – Klaus Ulrik Keel SPROGRIGTIG TEKSTREDAKTION
Dansk Sprognævn og sløsede sprogbrugere får en overhaling af en sur gammel mand, der ikke lægger fingre imellem i sin ’Håndbog for forlags- og andre redaktører’.
Citat
Men i vore dage, hvor vi også oversvømmes af fænomener som ’iPhone’, ’iPod’, ’iPad’ og ’i-dit og –dat’, der i hvert fald fonetisk signalerer noget med ’jeg’, er der en voldsom tendens til at fokusere på sig selv, så en del forfattere uden blusel skriver f.eks. ’Jeg og Søren’ eller sågar ’Mig og Søren’ – og vel at mærke uden at det f.eks. tjener til at karakterisere en person fra et ydmygt samfundslag – andre end forfatteren selv!
De sure gamle mænd råber vagt i gevær, når slatten sprogbrug vulgariserer sproget. Som en sidste bastion holder de på formerne, mens almendannelsen eroderer væk. Inden for sprogvidenskaben er de sure gamle mænd et velkendt fænomen, men man kan alligevel ikke lade være med at blive forundret, når de af og til ytrer sig om, hvad de virkelig mener om situationen og dens alvor.
Klaus Ulrik Keel er sådan en sur gammel mand, der efter en lang karriere som tekstredaktør har fået lov til at udgive sine meninger om sagen. Med SPROGRIGTIG TEKSTREDAKTION vil Keel præsentere en håndbog, som redaktører for eftertiden vil kunne ty til, når sproget ikke arter sig hos skribenterne. Men snarere end en håndbog er udgivelsen et sprogsyn for fuld udblæsning. Keel er den slags mand, der ikke har glemt majonæsekrigen i 80’erne. Han synes, de nye kommaregler er lige så håbløse som sætningsopbygningen hos (især yngre kvindelige) forfattere. Han er ikke bleg for at bruge udtryk som ’negerarbejde’ og understrege pointer med udråbstegn. Vås! Keel er af den skole, hvor kancellistilen rangerer på øverste trin af sprogtrappen – med fremmedord og indskud skaber man sproglig præcision, forstås. Til gengæld er han dybt bekymret for et ’hyppighedslegaliseringssyndrom’ hos Dansk Sprognævn, der alt for ofte imødekommer usikre sprogbrugere.
Dansk er jo et lille sprogområde, og det kræver omtanke at varetage vores sprogkultur. Det kan de fleste være enige om, men uanset om man deler Keels holdninger til metoderne eller ej, så er det desværre besværligt at bruge hans bog som håndbog.
SPROGRIGTIG TEKSTREDAKTION er godt nok sirligt delt op i korte kapitler om aktører for udgivelser og bløde temaer omkring tekstredaktionen – med undtagelse af to længere kapitler om Sprogfejl og Retskrivning (håndbogens egentlige stof). Men man mangler introduktioner på flere niveauer. Opbygningen præsenteres ikke, og de tunge kapitler om grammatik og ortografi indledes dårligt nok, før et væld af eksempler brager derud af. Håndbogen får en besynderlig karakter af et appendiks til Retskrivningsordbogen, for Keel gider ikke udfolde regler eller fx nævne, hvorfor han taler om paragraffer, når det drejer sig om kommatering.
Selv kalder Keel bogen en ’ståbi’ i Efterordet (en håndbog for ingeniører med tekniske anvisninger og formler) og får flere gange nævnt, at den ikke er ment udtømmende. Men hvor er så formlerne, der hæver eksemplerne op til generelle betragtninger? Hvorfor tale så indforstået til en lille gruppe belæste sprog–ingeniører, når man kunne imødekomme en bredere gruppe af tekstinteresserede?
Der er taget nogle fravalg, men det er mere problematisk, at der mangler et stramt fokus. Hver gang Keel ser sit snit, rider han sin kæphest om Dansk Sprognævns reformiver. Selvom han har dedikeret et kapitel til nævnet, fristes han alligevel til at stikke til dem ved hver lejlighed, der byder sig. Keel er en mand af mange meninger, men ikke alle falder lige naturligt ind i et opslagsværk.
Måske er lektien af SPROGRIGTIG TEKSTREDAKTION, at sproglig tekstredaktion er vigtig, men ligeså vigtig er skærpelsen af ideen bag en tekst.
