Af | 15. november 2012

Ved du ikke engang det? – Majse Aymo-Boot SPØRGSMÅLENE

Som en anden Lille Per spidder Majse Aymo-Boot spørgsmålets diktatoriske natur i det daglige sprog og lader det i stedet knopskyde generøst i alle tænkelige retninger. Er det ikke det, litteratur går ud på lige nu og her?

Citat

Er jeg for genert til at køre i min stridsvogn?

Er kursiverede ord i fart?

Da jeg var allermest original, citerede jeg så nogen?

Er en kaskelothval der pinlig forføjer sig bort i verdenshav et passende billede på mit jeg?

Er noget ligesom en brusetablet, jeg mangler bare at finde ud af hvad?

Er den kiks til mig?

Giv mig et glasparti, så skal jeg kaste mig igennem det?

Hvem er det der kalder med et dybt, vemodigt huit?

’Alt jeg ved, er, at jeg intet ved’, sagde Sokrates, ifølge oraklet i Delfi den viseste mand i Athen. Og som konsekvens af sin uvidenhed byggede han filosofien op omkring spørgsmålet. Men denne indstilling er ikke helt så ydmyg, som den giver sig ud for at være – hvorfor Sokrates også fik en dødsdom på halsen. Den spørgende filosof tvinger dogmer i knæ, og sådan åbner han verden for ny viden, men implicit stiller han sig også an som klogere end den adspurgte – på en irriterende helgarderet måde, altid med muligheden for at dække sig ind under et: ’jeg spørger jo bare’.

Som Majse Aymo-Boot meget præcist spørger i sin prunkløse lille udgivelse: ’Kommer det åbne spørgsmål gående med sin diktatoriske natur i en lille kurv over armen?’ Eller måske endnu mere præcist i tilfældet Sokrates: ’Er spørgsmålet en luskebuks der peger fingre af svaret?’ Og følgelig kan man spørge sig selv om, hvornår et spørgsmål egentlig er oprigtigt og åbent? Jævnfør den gode gamle vits med Lille Per, der afstår fra at besvare lærerens spørgsmål med et: ’ved du ikke engang det?’ Underforstået: Hvorfor spørger du, hvis du selv ved det i forvejen? Det er bestemt ikke hver gang, et spørgsmål bliver stillet, at spørgeren reelt er indstillet på at få noget nyt at vide.

Heldigvis har vi nu fået SPØRGSMÅLENE, et sprødt højdepunkt i det efterhånden anselige korpus af spørgelitteratur på dansk (f.eks. Frisch, Frank, Frostholm), som overrisler sin læser med hundredevis af spørgsmål, hvis forskelligartethed genåbner denne hårdt prøvede udsagnstype som genstand for litterær undersøgelse.

Blandingen af spørgsmålstyper er, som de citerede udpluk gerne skulle illustrere, i sig selv ret underholdende. Til dem alle kunne man svare som John Cage: ’That is a very good question. I do not want to spoil it with an answer’. Der er muntre og kuriøse spørgsmål, der er spidsfindige metaspørgsmål, der er litterære spørgsmål, der er praktiske spørgsmål, filosofiske spørgsmål, samt en del som er mere undercover-filosofiske. Et eksempel er de gennemgående spørgsmål om dyr og sådan (hunde, katte, karper, bregner). Her hører jeg klart en anknytning til den såkaldt posthumanistiske diskussion, som er stadigt til stede i tidens toneklang (markant var det blandt andet på sommerens DOCUMENTA-udstilling i Kassel, som havde en hel afdeling for hunde), men hos Aymo-Boot sker det på en ret underfundig måde.

I en tid, hvor det på overfladen ikke skorter på lejligheder til at give sit besyv med, når brugerundersøgelser og quick polls springer op i fjæset på enhver, der vil tjekke vejrudsigten eller finde sin tandlæge på nettet, er SPØRGSMÅLENE stærkt berigende læsning. Bedst som jeg selv sad i et svensk lyntog og muntrede mig med den, stak en venlig togfunktionær såmænd et vaskeægte spørgeskema ind under næsen på mig. Men det sjove var, at jeg i denne undersøgelse ikke skulle besvare et eneste spørgsmål fra bunden, så at sige, men i stedet sætte numeriske værdier på min grad af enighed/uenighed med en række udsagn vedrørende detaljer om min togrejse, som jeg i det store og hele ikke var ret optaget af.

Dette sammentræf satte for mig tyk streg under dette, at alle de spørgsmål, vi hver dag afkræves svar på, har uendelig lidt til fælles med SPØRGSMÅLENE. Kvantitet erstatter kvalitet, for at undersøgelserne kan finde anvendelse i organisationer styret af markedskræfterne. Den adspurgtes bevægelsesfrihed begrænses til tommelfingeren op eller ned (at ”like” eller ej). Har der med tidens mange spørgsmål monstro listet sig en kapitalistisk logik ind i spørgsmålet, som det burde forsage? Eller som det i sin litterært knopskydende form i hvert fald forsager? Spørgsmålet er faktisk, om ikke spørgsmålet i det hele taget har lidt trange kår i disse tider og har god brug for den saltvandsindsprøjtning, som SPØRGSMÅLENE er?

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kortprosa,

Læs også