Vegetarbøf med løg og clenbuterol – Lippmann og Larsen UDBRYDERNE
Lippmann og Larsen tager læserfeltet med op ad Alpe d’Huez’ 21 hårnålesving. Det er spændende, og det går stærkt. Dels på grund af doping, dels på grund af lidt flade karakterer.
Citat
”Kender du Petrarca?”
Thomas fik et mindre chok, da Skjold pludselig sagde noget.
”Næ, det kan jeg ikke sige,” svarede han så.
”Han var kærligedsdigter. Forelskede sig hovedløst i en kvinde, han havde set under en gudstjeneste, og brugte så årevis på at skrive kærlighedsdigte til hende.
”Okay.”
”Og så besteg han Mont Ventoux. Sammen med sin bror. I april 1336. Man siger, at Petrarca var den første alpinist. Altså, den første, der besteg et bjerg uden nogen praktisk grund. Bare for at se, hvad det førte med sig.”
”For sportens skyld,” sagde Thomas.
Cykelsporten kvalificerer sig nærmest til at være en fiktion i sig selv. Med Tour de France som både bestseller og udødelig klassiker. Roland Barthes beskrev i MYTOLOGIER det legendariske cykelløb ‘som et episk slag med kun fire bevægelser: At føre, at følge, at undslippe, at kollapse’. En vigtig pointe for Barthes var selvsagt mytologiseringen af rytterne og landskabet. Måden, hvorpå kommentatorer og entusiaster tillægger stjernerne homerske epiteter og bjergene guddommelige kræfter. Ja, faktisk betegner han selv Mount Ventoux som den onde gud, og de største rytteres konkurrence sammenligner han med den mellem Hector og Achilleus i ILLIADEN.
Ovenstående kunne meget vel have været en uddrag fra en klumme skrevet direkte fra Tourens franske åre af cykeljournalisten Thomas Wessel, der fører læseren gennem cykelløbets tyve etaper i forfatterduoen Lippmann (Rasmus Nikolajsen) og Larsens (Lauge Larsen) intense sportsroman UDBRYDERNE. Mens Wessels kone sidder i et sommerhus i Sæby med deres nyfødte dreng, er den unge journalist taget til sit første Tour de France som reporter for Dagbladet sammen med den mere rutinerede Skjold og med følgeskab af et dansk hold på vegetarkost.
Den generelle interesse for løbet, står som både Thomas’ og bogens stærkeste kort. I én af hans daglige klummer skriver han:
– 7. Etape er sprinternes sidste chance for at spille en hovedrolle, inden bjergene forvandler dem til komiske birolleindehavere. I dag vil folk beundre sprinterne og den fart, de tvinger gennem pedalerne, kæden, klingerne og ud i hjulene, men om et par dage, op ad Pyrenæernes frygtede stigninger, vil de indtage helt andre roller og afstedkomme kommentarer som: ”Holstein ligner én, der er ved at få bortamputeret mavesækken uden bedøvelse, ha ha.”
Desuden har Wessel også et håb om at trække det længste strå i journalisternes kappestrid om skandaler og dopingsyndere. Et håb, der bygger på en antagelse af mystiske omstændigheder omkring stjernerytteren Felix Vargas’ pludselige død et par måneder før Touren. Sammen med den franske dopingjæger Lucie forsøger Thomas på ganske medrivende vis at optrevle en dopingring og dennes nye vidundermiddel: syntetisk blod. Hvad der ellers kunne udvikle sig mellem de to detektiver, kan man jo tænke lidt over.
UDBRYDERNE er en udmærket krimi og en velresearchet sportsroman. Den tegner et nuanceret portræt af de mange strabadser samt eventyrlige og forbudte omstændigheder, der omgiver Tour de France. Dens bjerge, dens udbrud og dens hemmeligheder. Som på 16. eptape:
– Guzman spyttede i vejkanten og trådte sine sidste kræfter ud i pedalerne, som en spekulant, der er gået bankerot og på vej væk fra børsen kaster sine sidste mønter i en tiggers papkrus.
Med referencer til virkelige hændelser som Operation Puerto og Alberto Contadors såkaldt inficerede bøf, men med ellers opdigtede ryttere, etaper og skandaler, balancerer romanen fint mellem det konstruerede og det genkendelige. Hvis altså man er bekendt med cykling – og i særdeleshed Tour de France. Faktisk skal man måske helst være lidt af en nørd, der ser det som en form for opvarmning før det virkelige felt d. 4 juli tordner rundt om Utrecht i den 13,8 kilometer lange prolog.
Fjerner man alt det cykeltekniske og –mytologiske, står UDBRYDERNE dog – som så mange andre spændingsromaner – tilbage med et mildt sagt tyndt skelet. En smule forudsigelig, en smule simpel i sin karakteropbyggelse af Thomas såvel som birollerne, en smule banal i sit narrative og metaforiske sprog. Som når favoritten Gonzales ’tromlede afsted i sit tunge gear, som om han i hvert eneste tråd skulle hive foden op af kviksand.’
En lidt mere kritisk refleksion over den stereotype optegning af køn som Touren byder på, kunne man måske også have ønsket sig. Mens mændene er heroiske på cyklen, kreativt tænkende i aviserne og udspekulerede på dopingfronten er kvinderne henvist til at stå for kindkysseri på podiet, den obligatoriske børnepasning, samt tilfredsstillelse af hvem mon? Jo: de heroiske, de kreativt tænkende og de udspekulerede. Selv den andenhovedrolleindehavende og af feltet omtalte doping-vampyr, Lucie, forbliver også lidt af en rekvisit. Jeg trøster mig dog med, at det måske er et forsøg på at udstille balancen som den virkelig er, snarere end at fasttømre den. Og så trøster jeg mig med, at jeg nu trods alt glæder mig mere til Touren, end jeg har gjort i mange år.
