Velfriseret ynde – Zadie Smith OM SKØNHED
Zadie Smiths nyeste roman lever op til (næsten) samtlige udbredte forestillinger om, hvad en god roman skal indeholde. Måske er det derfor, den bliver lidt kedelig?
Citat
– Hvor skal du hen?
– Queen’s Park, tak, sagde Howard og gik usikkert rundt om bilen for at sætte sig på forsædet. I samme øjeblik han satte sig ned, gik det op for ham, at det ikke var sådan, man plejede at gøre. Det var givetvis ubehageligt for en chauffør at have en passager siddende så tæt på, var det ikke? Eller var det? De kørte i tavshed, en tavshed, som Howard oplevede som uudholdeligt fuld af homoerotiske, politiske og voldelige implikationer. Han følte, at han var nødt til at sige et eller andet.
Det er så nemt at synes godt om Zadie Smith og hendes nyeste roman OM SKØNHED. Den engelske forfatter er ikke bare prisbelønnet, veluddannet, begavet, sympatisk og fuld af fysiske fordele, men vandrer også, i kraft af sin jamaicansk-engelske arvemasse, ubesværet rundt i et yderst populært og velbesøgt samtaleemne; nemlig det globaliserede og multietniske samfund.
Dertil kommer, at Smith er en glimrende forfatter. Hun skriver let og lækkert, humoristisk og begavet, frækt og flydende, og der er ikke en tot hår, der ikke sidder, som den skal. Intet stikker ud eller ødelægger det perfekt anrettede billede af den strålende litterære begavelse. Og det er måske et problem: At det er alt for nemt at synes godt om Smiths OM SKØNHED.
Men lad os først se på, hvorfor det er så nemt at synes om Smiths roman. OM SKØNHED er en helstøbt og formfuldendt tilrettelagt roman, der, som titlen antyder, er bygget op omkring skønhedens righoldige begreb. Alle romanens personer har på den ene eller anden måde et forhold eller et udestående med skønheden, der kommer til udtryk på en lang række forskellige områder. Grundlæggende etableres plottet ud fra de to rivaliserende engelske kunsthistorikere Howard Belsey og Monty Kipps, der hver har specialiseret sig i skønheden, som den udtrykkes gennem Rembrandt. Imellem de to udspiller sig en personfikseret og perfid akademisk fejde, som deres familier uundgåeligt bliver inddraget i, da Kipps bliver tilbudt en stilling ved det amerikanske universitet, hvor Howard i mange år har arbejdet.
Igennem romanen bliver skønheden behandlet igennem personernes beskæftigelser med både kunst, poesi, rap, fysisk skønhed eller kærlighed mellem mennesker – ikke mindst kærlighed til sig selv. Uanset hvilken form skønheden antager, synes romanens pointe at være, at skønhed måske nok er det, der løfter mennesket op på et højere niveau, men at den samtidig har en gennemgribende tendens til at korrumpere og fordærve. Eksempelvis igennem utroskab, der bliver romanens mest frekventerede synd – både i konkret og abstrakt forstand. Denne forestilling om skønhedens korrumperende effekt udtrykkes helt konkret i et digt i romanen, med titlen ’Om skønhed’, hvor det hedder sig ”at de smukke ikke mangler sår”.
Sjovt nok synes det netop at være det modsatte, der gør sig gældende, når det kommer til romanens kvaliteter. For her er der ikke mange ar eller hudafskrabninger at komme efter. OM SKØNHED er på en gang så fin og rigtig, så nydeligt beskidt og godmodig fræk, så klassisk velfriseret, ungdommelig og street at det næsten bliver for nemt at synes om romanen. Hvor er det lige, at læseren bliver strøget mod hårene? Hvor er det, at man bliver oprigtigt udfordret eller provokeret? Og hvor er det lige, at den nydelige pen pletter på papiret, og viser os, at Zadie Smith har noget helt særligt – måske endda originalt – at byde på?
OM SKØNHED lever ikke op til denne anmelders mening om en original og uforglemmelig bog. Til gengæld synes romanen at fremvise næsten alle de kvaliteter, som alle læsere – og anmeldere – kan være enige om, at en god roman indeholder. OM SKØNHED er på den måde en rigtig konsensusroman. Det må så være op til læseren, i hvor høj grad en sådan konsensus er indtagende – eller blot jævnt kedelig.
