Citat

Fra det modsatte fortov kunne jeg se Audi-manden hamre et boksestød ind i hendes mellemgulv. Han var klædt i en elegant, lysegrå habit og sort skjorte. Hun knækkede sammen. Han fulgte op med en uppercut. Direkte på hagespidsen. Hendes ben slap jorden. Hun faldt. Bagover. Ramte fliserne med nakken. Jeg løb over gaden. Han læssede hende ind i bilen. Jeg kunne se, hun krympede sig sammen på bagsædet. Hun kiggede skræmt på mig. Jeg råbte til manden, at han skulle stoppe. ’We don’t need your fucking help, fuck off.’ Han trak mig væk fra bilen. Holdt fast i min krave og stak sit ansigt helt op i mit. Sekundet efter kom skallen, og alt blev sort.

Som bekendt er det normalt et mord, der fungerer som motoren i en kriminalroman, da den forbryderiske begivenhed jo selvfølgelig skal have et vist ubehageligt format for at sætte stort nok skub i de forskellige plot- og opklaringstandhjul. Dog kan andre ugerninger også klare jobbet, hvilket Jens Høvsgaard leverer et godt eksempel på i sin krimidebut, hvor han lader journalisten John Hilling tage glimrende fat på en drabsløs sag om kvindehandel på Vesterbro.

Det hele starter, da vores hovedperson overværer, hvordan en prostitueret bliver slået af en alfons-agtig type, og derfor griber han ridderligt nok ind, hvilket så belønnes med en skalle, som sender ham grundigt i gulvet. Heldigvis kommer Hus forbi-sælgeren Tom og giver ham en hånd, hvilket samtidig bliver begyndelsen på Hillings optrevlinger, da den tilsyneladende hjemløse fyr ligger inde med en hel del informationer om den københavnske kvindehandel.

Han har nemlig kørt sin egen lille efterforskning, og derfor kan han bl.a. fortælle, at en af bagmændene er identisk med en tolk, som han kender fra sin soldatertid i Irak. Og den historie om en muligvis menneskehandlende iraker m.m. er klart nok lige så god som Hillings moral, og derfor tager han kontakt til sin gamle chef på Ekstra Bladet, som giver grønt lys til en artikelserie.

Herefter går det fint derudad i samarbejde med kollegaen Henriette og blad-sælgeren Tom, for tolk-sporet fører dem videre til en tidligere medsoldat, som driver et sikkerhedsfirma på dansk grund plus udlejning af lokaler til massageklinikker. Og på trods af den svært træge politimaskine, så får de da rodet godt op i det hele inkl. single-Hillings kødgryder, som konstant bobler privat og italiensk, hårdt suppleret af Amarone en masse samt en yngre politikvindeflirt.

Den del med privatlivet fylder så faktisk rigtig meget og især et stykke inde, hvor vi får serveret den desillusionerede journalists forhistorie, som samtidig rummer en givetvis trilogiopstartende sag om Hillings italienske hustru, som på mystisk vis forsvinder i Syrien.

Og den ene historie plus den anden er så slet ikke lig med nogen dårlig debut, men lad os lige tage tre minusser først. Nr. 1 er sproget, som langt fra er rigt og skarpt og nuanceret, men derimod lidt stift og meget lige ud ad landevejen, og nr. 2 gælder personfremtryllelsen, som heller ikke altid sidder lige magisk i skabet. Derudover har Høvsgaard valgt en jeg-form, som er minus nr. 3, da den nemlig skurrer lidt i mine ører, og her er jeg overbevist om, at han kunne have fjernet de værste mislyde, hvis han havde trådt et køligt skridt tilbage med sin fortæller.

På den måde har Jens Høvsgaard mildt sagt ingen fine fornemmelser på litteraturens vegne, men til gengæld så har han en god og kulørt sans, når det handler om at få fortalt en gedigen spændingshistorie, som så altså også har fin plads til en stor portion privatliv krydret med lonesome cowboy-romantik. Det lykkes han nemlig rigtig glimrende med, og derfor hænger jeg helt sikkert spændt på i bind 2 plus 3, på trods af de nævnte minusser.