Velkommen til den hvide labyrint – Julia Butschkow LUNATIA
Vær klar til at blive hvirvlet rundt i et labyrintisk sneglehus af ord ord ord, vær klar til at blive forpustet og rørt og svimmel, og vær især klar til at blive forundret over, at denne lille bog rummer så stor og voldsom en historie.
Citat
…og jeg kører føllet om på møddingen i en trillebør, med en stor klump i halsen, hoppen ligger ude på gårdspladsen i flere døgn, før den bliver hentet, den skal ud på fabrikken og omdannes til sæbe, jeg beslutter mig for aldrig at vaske mig med sæbe igen, og tager kun bad i koldt vand, Mama går næsten hver dag i karbad, hun bruger alt det varme vand og fylder karret med skum, der flyder ud over kanten og dækker gulvet, som små hvide bølger, jeg kan huske en sommer; Papa tager mig med på weekendophold nær skov og strand, som der står i den kulørte brochure (…)
Historien er måske så simpel: Den unge pige Neja ligger på hospitalet efter et selvmordsforsøg. Hun er stoppet med at tale, men ordene strømmer alligevel ud af hende. Hun skriver sin historie ned, og hun skriver, som gjaldt det livet. Og det er netop det, det gør. Denne historie gælder livet, den handler om at vælge livet, selvom det liv, denne unge pige indtil nu har levet, har været fyldt med overgreb, spiseforstyrrelser og ensomhed. Langsomt skriver Neja sin tragiske historie ud, og hun ender med at skrive sig tilbage til et håb om en fremtid.
Hendes navn, Neja, er en blanding af et nej og et ja. Hun er et både-og eller et alt. Og dette navn er sigende for hendes liv. Hendes liv bliver en elastisk boble, der ingen grænser har, ikke kun et ja eller et nej, men et altomfattende både-og. Hun er en datter, og burde behandles som et barn, men i stedet bliver hun sin mors konkurrent og sin fars personlige nymfe.
LUNATIA er en uhyggelig forvrænget familiehistorie om en lille familie, der er gennemrådden. Historien er alligevel ikke så simpel. LUNATIA er en kompleks historie fortalt i en kompleks form. Meget i denne fortælling bliver vendt på hovedet eller spejlet i et grumt troldspejl. Det er historien om en familie, der alligevel ikke er en familie. Neja er adopteret af dem, som hun kalder Mama og Papa. Hun er deres datter, men alligevel ikke rigtigt. Og Papa gør ting ved Neja, som han ikke må gøre. Og Mama gør ting ved Neja, som hun ikke må gøre. Og Neja er bare en lille pige, der spiser sig til kvalme i cornflakes, og kaster det op igen.
Det er ikke kun Nejas liv, der er kompleks. Også formen i romanen er en kompleks og elastisk boble. Neja er denne histories fortæller, og hendes indre kaos og forvirring bliver afspejlet i formen, der er én lang stream of consciousness. Billeder erstatter hinanden, tanker blander sig med nye tanker i ét virvar. Neja har så meget at fortælle, og det hele kommer ud i dette fantastisk rod. Og hvilket rod!
Julia Butschkow behersker denne stream of consciousness mesterligt. Jeg har ikke set noget lignende i yngre dansk litteratur. Det er en overvældende oplevelse at læse denne sansemættede fortælling, hvor det ene billede konstant føder det næste, men dog holder sig indenfor en, trods elastisk, så afgrænset boble. Denne ustoppelige billedefødsel og ordstrøm bliver understreget af det faktum, at der kun er et eneste punktum i romanen, og hele værket er således én lang sætning. Det er, som om fortælleren ikke kan stoppe, som om hun ikke tør holde pause for at sætte et punktum, som om, hun er bange for, at hvis sproget stopper, så stopper alt.
Punktumet bliver sat på side 132, da den unge pige vælger livet. Og samme sted kan man som læser trække vejret igen. Da var denne læser også forpustet og mæt af de mange skrækkelige, rædselsfulde og smukke billeder, mæt af denne uhyggelige historie, der blev fortalt af den lille pige, der heldigvis valgte livet.
