Af | 30. december 2014

Ventetidens drømmespil – Hanne Ørstavik DER FINDES EN STOR ÅBEN PLADS I BORDEAUX

Begær og sorg er kropslige længsler. Hanne Ørstavik dissekerer den destruktive kærlighed med en guillotines skarphed.

Citat

Tilbage på hotellet lægger jeg mig på sengen, falder i søvn. Jeg drømmer at vi er stivnet, størknede. Johannes og jeg. Jeg ligger nøgen over ham, ovenpå, på ryggen over hans mave, vores køn er synlige under hinanden, og vi ligger på en klippe i fjeldet og nede i revnen løber der i virkeligheden en stor voldsom elv, og vandet ville have oversvømmet os, mellem vores lår, og ned i revnen, som en fos. Men nu har elven trukket sig ind i fjeldet. Der er ikke vand i revnen mere. Og vores kroppe er ikke længere levende, de er også blevet til fjeld.

Da jeg vågner føles hjertet tungt, som en sten der kan tynge sig gennem ryggen, gennem huden, og falde ud. Ligger der på sengetæppet med hovedet på skrå kan jeg se lyset gennem sprækken i gardinet, det er ikke mørkt endnu, hvor længe skal denne dag vare, jeg længes efter at det skal blive mørkt og aften.

En kvinde står midt i et tomt rum. En mand skrår over gulvet, langsomt, i retning mod kvinden. Da han når hende, ser de hinanden i øjnene. Det er et møde.

Jegfortælleren i Hanne Ørstaviks nyoversatte DER FINDES EN STOR ÅBEN PLADS I BORDEAUX er kærester med den manipulerende Johannes. Hun begærer ham lidenskabeligt, men selvom han ikke er uden begær, er det ikke en lyst, der rettes mod hende. I romanen er jeget, en anerkendt billedkunstner, rejst fra Norge til Bordeaux, hvor hun skal udstille en installation bygget over billedet af de to, der mødes midt på gulvet: kvinden, der venter og manden, der kommer til hende. Hun venter samtidig selv på Johannes, mens hun vandrer rundt i den sydfranske by.

Jeget er en paradoksal figur: hun udfolder konstant en skarp, analytisk selvindsigt – alle afhængighedens aspekter er tydelige for hende – men hendes krop sætter en grænse, der forhindrer hende i at forlade Johannes. Vi møder hende fanget i et voldsomt begær og en længsel efter forening, en besættelse faktisk, som kun forstærkes af hans undvigende og afvisende manøvrer. Titlens åbne plads er et konkret sted, Grande Place i Bordeaux, hvor guillotinen i sin tid var placeret til offentligt skue. Men dens betydning forgrener sig vidt, blandt andet til den følelsesmæssige åbenhed, der hos jeget bliver en næsten fysisk blottethed:

–Den åbne plads jeg står på, gynger, vakler fra side til side, sprækker, jeg ser at den åbne plads er et sted på min krop, et sted i mig selv. Det er det hudløse område foran på brystet, over hele forsiden, og at der skal være nogen ind mod det sted, føler jeg, der skal komme varme.

Tanken om guillotinens rene snit er genstand for både en angst og en længsel i romanen. Hvis det lyder melodramatisk, så er det det netop ikke. Det er en selvoptaget stemme, der taler, ingen tvivl om det, men gengivelsen af den cocktail af længsel, fortvivlelse og hævnlyst, som den forsmåede og dominerede elsker føler, er så knivskarp som – ja, som en guillotine.

Omgivelserne bliver til vågne drømmespil i jegets bevidsthed, projektioner af hendes indre konflikter. Her, i spillet mellem det materielle og det emotionelle, har Ørstavik en formidabel styrke: i evnen til at skrive krop, sprog og følelser sammen, så det faktisk bliver en decideret smertefuld oplevelse af læse hendes prosa. Ikke fordi den skærer i ørerne, men fordi den tyngde, jeget føler, når hun f.eks. ‘hænger som et druknet menneske over [sine] egne skuldre’, forplanter sig direkte til læseren. Begæret er kropsligt, endog særdeles kropsligt hos Ørstavik, men sorgen er det også. Kroppen er det sted, hvor alle følelserne krydses og bliver umulige at skelne fra hinanden.

Bogen er en undrende undersøgelse af jegets egen adfærd – sindrig, men fokuseret. Den er opslugende at læse, selvom den kan være krævende at give sig hen til – både for hjerne og hjerte, men ikke mindst det sidste. De to sider af sagen hænger sammen for Ørstavik. Jegets måde at intellektualisere på er sanselig, konkret – hun formulerer en poetik for sin kunst, som også kunne gælde for romanen: ‘(…) det er ikke tanken i sig selv, men det er tanken som erfaret form, og alt det formen er som er mere, og noget andet, end tanke.’ Tanken som erfaret form, det er den, hun indkredser ved at opstille tableauer og skabe symboler, metaforer og fortællinger ud af de steder og mennesker, der omgiver hende.

I sin fortællestil gør Ørstavik også brug af disse ’billeder’ – jeget spejler sit eget forhold i andres ved at digte videre på fortællingen om de mennesker, hun møder. På den måde fordobles kærlighedsrelationen, den spaltes ud i mange i løbet af romanen, og de sideløbende historier fungerer alle som prismer for hinanden, samtidig med at trådene samles i historien om jeget og Johannes.

Kærligheden er smerteligt specifik og personlig, men samtidig en variation over et tema: to mennesker går gennem et åbent rum og møder hinanden på midten. Hvad sker der? DER FINDES EN STOR ÅBEN PLADS I BORDEAUX er et skarpt og smukt billede af, hvordan det føles at være fanget dér, på vej over gulvet, i længslen efter at se den andens indre.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også