Verden er af jern – Alfred Döblin BERLIN ALEXANDERPLATZ
Berlins kalejdoskopiske kakofoni indsuges og udspys af Döblin i hans klassiske roman om alfonsen og forbryderen Franz Biberkopf.
Verden er af jern, man kan intet gøre, den kommer rullende som en tromle hen over én, der er intet at gøre, der kommer den, der løber den, de sidder inden i den, det er en tank, inden i den er der djævle med horn og glødende øjne, de sønderflænger én, de sidder der, med deres kæder og tænder sønderriver de én. Og det fortsætter bare, og ingen kan undvige. Det farer frem i mørket; var der lys, ville man se alt, som det er, som det hænger sammen.
Franz Biberkopf er endelig på fri fod, og nu har han lovet sig selv, at han vil være anstændig. Biberkopf er ingen engel. Han er en grov og forløjet ruffer, som har banket sin kære Ida ihjel med hårde slag til hendes ribben. Men alt det skal være slut nu, mener han. Det er på tide at bringe sig på den rette side af loven og livet.
Sådan udstikkes kursen på de første sider af Alfred Döblins storbyroman fra 1929. Det skal selvfølgelig gå galt. Franz’ gode intentioner køres i sænk, tromles over. For Berlin er en damptromle, der tromler og tromler og tromler hen over enhver, der forsøger at holde sin ryg rank og sin sti ren. Især en type som Biberkopf, der har hårde næver og en hidsig tørst.
I starten går det fint. Franz får forskellige småjob, og humøret er højt. Men selv fortælleren ved, hvad vej det vil gå, og bruger alle lejligheder til at minde os om det. Altså ved vi det fra starten: Franz skal gå under, verden vil tromle ham, for verden er af jern – kold og ubarmhjertig.
Dermed kunne man foranlediges til at tro, at BERLIN ALEXANDERPLATZ er en sørgelig søberoman. Det er ingenlunde tilfældet. Det er en fantastisk, sprudlende, og først og fremmest frisk bog. Döblin har en helt særlig poetisk finesse i sit sprog, som gør ham i stand til at indfange og bearbejde Berlins bistadesummende stemmehav, så det står som et krystalklart tidsbillede foran os.
Det er blandt andet det, store romaner kan; de kan indsuge og optage deres tid i sig og udspy den til enhver, som har modet til at åbne bogen op. Döblin er som en sprogsvamp, der suger og suger. Han indsuger arbejderens skældsord, sporvognenes klingeling, damphammerens smask på svellerne til den ny metro, reklameslogans og vejrudsigter for derefter at strø dem ud over sine sider i en tekst, der er sprælsk og kringlet, men frem for alt levende og hårdtslående.
Fortælleren er klistrende og plastisk, og han hægter sig konstant på forbipasserende for at udlægge et lille nedpluk i deres historie. Det bliver til et filigran af stemmer, som snor sig rundt i Berlins gader, ind og ud af værtshuse, op på hospitaler og ned i kulkældre.
Det hele sammenpresses i BERLIN ALEXANDERPLATZ, så romanen fremstår som en skriftplade, der bærer nærmest arkæologisk vidnesbyrd om en svunden tid. Det er som hos Joyce, hvor Dublin ville kunne genskabes som den tog sig ud i 1904 ned til mindste detalje ud fra ULYSSES, hvis byen skulle styrte i havet.
Det er ikke første gang, bogen udkommer på dansk, men den har længe været svær at få fat i, og derfor er et genoptryk uomtvisteligt en god idé. Forlaget har valgt at bibeholde den gamle oversættelse, som så er blevet ’revideret’. Det virker som altid som et lusket og værdioptimerende sparetrick, men faktisk er oversættelsen sprudlende lækker og veloplagt, så jeg vil gå så vidt som til at bifalde beslutningen om at bevare den.
Og lad os så få noget mere Döblin på dansk!
Hørt, Hans Erik, jeg fik også lyst til at trave! På den anden side: Det gode ved gode anmeldelser er også netop at man ikke behøver læse bogen!
Anmeldelsen fra Troels giver lyst til at trave igennem bogen, selv om tv-serien i sin tid var noget lang. Veloplagt anmeldelse.