Verden er ond, det ved selv et barn – Arthur Schopenhauer VERDEN SOM VILJE OG FORESTILLING
I den første samlede danske oversættelse af Schopenhauers VERDEN SOM VILJE OG FORESTILLING slås det fast med forhammer og syvtommerssøm, at livet er ren lidelse. Men det gøres så fremragende og fascinerende, at man uundgåeligt bliver oplivet af dette imponerende værk, der kort sagt kan siges at rumme alt.
– Verden er min forestilling – Schopenhauer tager sit udgangspunkt hos Kant, og et vist kendskab til sidstnævnte er nødvendigt for at læse VERDEN SOM VILJE OG FORESTILLING. Hvor Kant påpegede, at vi aldrig erkendte tingen i sig selv, men kun gennem vore tid/rum-anskuelsesformer, mener Schopenhauer slet ikke, at man kan tale om tingene i sig selv. Verden er forestillingerne, og subjekt og objekt eksisterer kun i kraft af deres indbyrdes relation.
Schopenhauer begynder bogens anden del med menneskekroppen og indfører derigennem sit andet væsentlige begreb: Viljen. I kroppen træder viljen frem som forestilling, og viljen er det eneste, der ikke i sig selv blot er forestilling.
– Enhver forestilling, af hvilken art den end måtte være, ethvert objekt, er fremtrædelse. Kun viljen er ting i sig selv, skriver Schopenhauer og fortsætter:
– Viljen er det som enhver forestilling, ethvert objekt, er fremtrædelsen, tilsynekomsten, objektiteten af. Den er det inderste, kernen i alt enkeltstående og ligeledes i helheden.
Denne vilje er menneskets forbandelse. Schopenhauer har overvejelser over begrebet ‘fri vilje’ og mener kort sagt, at viljen er fri, mennesket er ikke. Vi er viljens slaver og finder derfor aldrig ro:
– Ethvert opnået mål er samtidig begyndelsen til en ny stræben, og således bliver det ved i en uendelighed.
– Enhver villen udspringer af et behov, altså af mangel og dermed af lidelse, slår Schopenhauer fast, og har hermed fundet årsagen til det, alle sande pessimister altid har vidst: Tilværelsen er lidelse. I de to sidste af bogens dele, de mest spændende og foruroligende, udvikler han perspektiverne af dette og behandler forskellige måder at imødegå eller måske ligefrem undslippe viljen. Det går fra kunsten og genierne, over selvmordet til etikken og ender kompromisløst i den totale askese, hvor mennesket gennem resignation og forsagelse endelig kan gøre sig viljesløs:
– Således griber han til faste, ja, han griber til spægelse og selvpineri for gennem vedvarende afsavn og lidelser i stadig højere grad at knække og dræbe viljen som han erkender som kilden til sin egen og hele verdens lidelsesfulde eksistens, og som han derfor afskyer.
VERDEN SOM VILJE OG FORESTILLING kommer meget vidt omkring. Den blander teoretisk og praktisk filosofi, kommer med lange redegørelser om æstetik og etik, peger tydeligt bagud i filosofihistorien, er inspireret af buddhismen, og støber nogle af kuglerne til det 20. århundredes tænkning, som man kan lade begynde med Nietzsche (der var meget påvirket af Schopenhauer). Der kan fx trækkes streger til fænomenologien, til psykologiens gennembrud, til opgøret med fornuften og den deraf følgende forståelse af kroppen som betydningsdannende. Ligeledes har en sand kongerække af forfattere læst ham, fx Leo Tolstoj, Thomas Mann, Jorge Luis Borges og Franz Kafka, og man forstår udmærket hvorfor.
Schopenhauer skriver langt mindre knudret end mange andre filosoffer. Derfor er hans bog til at læse, men dette er naturligvis også oversætteren Søren R. Fauths store fortjeneste. Det er bare at gå i gang, skabe sig et overblik, genlæse særlige steder, og langsomt få næsten lige så mange svar som spørgsmål ud af det.
Alletiders at den endelig blir oversat og så af en .Fauth.som selv er besat af bogen