Verden løfter sig – Luis Buñuel MIT SIDSTE SUK
Filmskaberen gør et pragtfuldt stykke arbejde på skrift, hvor fantasi og virkelighed – og fiktion og selvbiografi – mødes i legende, inspirerende forening.
Citat
Virkelige kendere, der skal have deres dry martini knastør, påstår, at det er nok med en solstråle, der gennem Noilly Prat-flasken falder på glasset med gin. På et tidspunkt sagde man i Amerika, at en rigtig dry martini burde laves efter opskriften på den hellige Jomfru Marias undfangelse. For står der måske ikke hos Thomas Aquinas, at Helligåndens befrugtende kraft gennemtrængte jomfruens mødom ‘som en solstråle, der går gennem en rude, uden at ødelægge den’? Men nu skal vi heller ikke overdrive.
Med det 20. århundredes fødsel kommer en stor mand til verden. Luis Buñuel (1900-1983), filmskaber og surrealist, men måske mest af alt irrationalist, beretter i MIT SIDSTE SUK om livet, døden og mangt og meget derimellem.
Forlaget Rosinante udgiver selvbiografien som en del af sin klassikerrække, og spanieren, der har rejst det meste af verden rundt, men som elsker gentagelsen og genkendeligheden, øser af sine oplevelser og idéer, så man er beæret over at måtte læse med.
De, der ikke er inde i Buñuels komplekse filmverden, bør ikke lade sig skræmme. MIT SIDSTE SUK giver et spændende indblik i hverdagslivet bag filmene, og i hvordan idéerne opstår i åndeligt samarbejde med vennerne og kunstnerne omkring Buñuel. Hans film er en forlængelse af hans tankegang, og billedverdenen en naturlig del af hans liv.
MIT SIDSTE SUK er både en pikaresk fortælling, der skælmsk udfordrer vores logik, og et vidnesbyrd over et århundrede. Buñuel skrev i samarbejde med sin kollega og gode ven Jean-Claude Carrière bogen, der beretter om censuren, den spanske borgerkrig, jetsettet i New York og surrealisterne i Paris. Han udtrykker aforismer som ‘Jeg elsker ensomhed, hvis der vel at mærke indimellem kommer nogen og bryder den’, og konstaterer drillende via en formulering af surrealisten André Breton: ”Den filosof, jeg ikke forstår, er et fjols.’ Jeg er helt enig, bortset fra at jeg indimellem har lidt svært ved at forstå Breton.’
Buñuel er befriende ukategorisk, når det kommer til politik. Han synes ikke om anarkisternes sort/hvide verdensopfattelse og deres fanden-i-voldskhed, og når kommunisterne under Franco får mulighed for at bevise deres konkrete værd, ender han med at konkludere, at kommunismen i kunsten lykkes langt bedre.
Buñuel skildrer sin samtid og dens fantasiverden med så meget pudsighed og humor, at man flere gange bryder ud i latter. MIT SIDSTE SUK er en varm udfordring af vores rationalitet, og Buñuel selv er homo ludens, det legende menneske, der gør oprør mod en kultur, der er gjort af vanetænkning og pengespekulation. Han udvider sine læseres logiske horisont ved at insistere på irrationalitetens livgivende selvfølgelighed, og han opfordrer dem til at vække indbildningskraften (hertil er gin den bedste drik, råder han), klæde sig ud eller slet og ret bare lege.
Med sine pudsige gags, tankevækkende anekdoter og irrationelle påfund får Buñuel verden til at løfte sig. Han søger ikke at fjerne sig fra virkeligheden, men at opløfte den i en anden potens.
Indbildningskraften er en metode til overlevelse i en verden, der til stadighed er præget af politiske konflikter og ømfindtlige regeringer. Fantasi og billedskabelse er en nødvendighed i et kapitalistisk og politisk mørkt århundrede, og den aldrende Buñuels indsigt som menneske og menneskekender, der tænker i billeder, resulterer i kloge og varme tanker, der efterlader sin læser på samme måde.
– Et eller andet sted mellem tilfældet og underet bor fantasien, den menneskelige friheds mest fuldkomne dimension og én, man ligesom alle de andre altid har søgt at holde nede eller udviske.
Med MIT SIDSTE SUK plantet i læserens bevidsthed bliver verden nok aldrig helt kedelig.
