Verden skvulper sig nok til solskin – F.P. Jac ANELSER OG LYSE NÆTTER
F.P. Jacs romaner er prosaiske drankerspring, platheder og blowjobs. Og sproget fejer det hele op og lader det lette i villakvarterernes stille morgenluft.
Citat
Herre i eget hus, mumlede han indvendigt og stampede i gulvet. Herre på eget hotel, gentog han så. Han fyldte sit juiceglas med Gammel Dansk og glemte med vilje juicen. For nu ville han mærke hvordan en mave kunne brænde. Og hold da kæft, det var ligesom som om der var ild i ham. (…) Far satte sig ind i toget og nød turen igennem dette stammeknoppede Sjælland. Det er jo bare Birkerød, rømmede han sig. Men jeg må sgu ud af det. Og det er nu. Ja, lige netop nu.
At læse F.P. Jacs tre romaner i samlingen ANELSER OG LYSE NÆTTER er som at lytte til det gogo-agtige, ligefremt-hoppende i The Doors’ orgelspil – og det minder mig om at læse Ekstra Bladets OG DET VAR DANMARK en sølle aften efter jul, hvor festlighederne er afsluttede, og der hænger en dum sørgmodighed i møblerne, som samtidig tindrer og bobler og gør, at man hygger sig med sit glas portvin/whisky/gammel dansk. Jacs (dranker)romaner er dansker-jokende som Morten Ingemanns tegninger, og sproget er springravende syret som Ray Manzareks orgelspil. Og det hele føjes sammen, så det avantgardistisk syrede skvulper rundt i det platte, danske kolonihave- og værtshusliv – og det er sjovt, sgu da – lystigt! Især fordi sprogets digressioner fører fortællingernes middelmådighed med sig rundt om flagstangen/juletræet/baren, som havde det ild i røven.
Udgivelsen består af tre kortromaner, publiceret mellem 1992-2002. Der er kronologi i samlingen, både konkret og indholdsmæssigt. Og hovedmotivet – drømmen om at undslippe den danske middelmådighed til fordel for det frie liv som (fordrukken) forfatter – bobler i morgensol, hverdagsdruk og eskapader. Den første roman er også den yngste (1992) og mest lyriske. Den bærer samlingens titel ANELSER OG LYSE NÆTTER og portrætterer i 10 akter et yngre og forelsket jeg, der gennem småferier og morgenindfald kickstarter sin nyfundne tro på det ‘forløjede samliv’ med kæresten Lana.
Samlingens anden roman er lidt ældre og her splittes det forløjede samliv ad, når løgn og drankerliv leves helt ud. Håbet, der blafrede i den første roman, spiles ud til bristepunktet i den midterste. UNDER DE GRÆSSENDE HINKESTENE (2000) er den mest gribende og dystre af de tre, selvom Jacs lutrende sprogflow aldrig falder helt hen i melankoli. Vi får fortællingen om overbibliotekar Holger Sørensens deroute leveret igennem sønnens, den loyale men klartseende Sløjfes, alvidende perspektiv. Det er et genialt fortællegreb, når det drejer sig om fremstillingen af alkoholisme. Alle de små løgne, usandsynlige gemmesteder og svinkeærinder – ikke mindst det skrøbelige i forsøget på at få forfatterdrøm, familieliv og abstinenser til at hænge sammen – bliver både plat og hjerteskærende, når det er Sløjfes blik, der ser. Det er også i denne roman, at de vildeste prutte-, skide- og blowjobscener udfolder sig. Men det alvorlige vidnesbyrd om drankerlivets slinger passer godt til den platte kropslighed.
Den tredje roman med undertitlen ‘en sjover-roman’ er ældst og nyest (2002) og sætter det danske kolonihaveliv på spidsen med den ældre ungkarl Wimmers i hovedrollen. Men i denne roman mister drankerlivet og det forløjede samliv det meste af sin troværdighed – håbet er blæst af og værtshusflirten tager over. Det er sært desillusionerende, at det endelige brud med middelmådigheden sker her, så Wimmers til sidst lister sig ind i forfatterdrømmen via de seks tvivlsomt euforiske hymner om sol og smil, der afslutter samlingen. Var det ikke for denne sidste roman, ville jeg ikke tøve med at udråbe ANELSER OG LYSE NÆTTER til en kultklassiker af uudslukkeligt format. Men i historien om Wimmers får jeg alligevel for meget – som jeg også altid gør det med OG DET VAR DANMARK. Hvor der drikkes, spildes!
Den alt for tidligt afdøde lyriker, som i 2008 fik Det Danske Akademis pris for at forny (og fordrukne) det danske sprog, indskriver på en eller anden måde krop i handling; mikser udsagnsled med genstandsled. Selv omtalte han det som en ‘gen-forskydning i min måde at møblere sætninger på’ – en form for lingvistisk revolution, der indtrådte i hans 21. år og fremkaldte det jacske sprog, vi kender ham for. Samme år, 1976, debuterede Jac også som lyriker og i 80’erne blev han danmarksberømt. Der er i hans tre romaner – og i hans tekster i det hele taget – en udfordrende demonstration af klichéerne og en leg med ‘det danske’, både som sprog og hverdagsliv: ‘Verden skvulper sig nok til solskin, sagde far, og sad og så på Lillian der forfinede sin tebirkes med smør.’
Romanernes hovedpersoner forsøger med det rablende sprog som kængurustylte at undslippe den danske middelmådighed, de sidder mere eller mindre fast i. På den måde er Jacs tre romaner (og hans skrift generelt) helt aktuelle (også) nu, hvor Yahya Hassan fejer sit bagland med lyrikkens rive. Denne jacske roman-antologi er en god lejlighed til at lære – eller komme i tanker om – hvor euforisk en rus og, hvor klartskuende (og sjov) en tømmermændskur, Jacs skrift kan være. ANELSER OG LYSE NÆTTER er med visse fjogede undtagelser et ekvilibristisk eksempel på den slags dagligdags skvulpen, som leder et helt almindeligt menneske til pludselig forløsning, et blowjob, solskin. Og med Jac er det en chance, man må tage. Det kan ende i brændende erkendelse eller en ordentlig brandskid.
