Verdens øjne – Jan Grarup SHADOWLAND
Politiken-fotografen Jan Grarup har gennem en årrække fotograferet de mennesker, der lider under alverdens menneskeskabte og naturlige katastrofer. Det har han nu lavet en uafrystelige og vigtig bog om.
Citat
How do you explain to a peasant in a mud hut on the border between Sierra Leone and Liberia that his life is a living hell because there are diamonds in the ground beneath him? And that it is because of these shiny stones that soldiers have destroyed his village, kidnapped his children and turned them into child soldiers and bush wives – or killed them?
Lørdag d. 8. oktober 2005 var lille Rahila i skole i den tætbefolkede Kashmir-provins på grænsen mellem Indien og Pakistan. Klokken lidt over ni om morgenen udbrød et voldsomt jordskælv, og Rahila brækkede begge sine ben. Jan Grarup har med sit kamera fanget hende i et stort smil på et interimistisk hospital, hvor hun ligger med begge sine små gipsindbundne ben lodret op i luften i bedste Peter Pedal-stil. Billedet er et lille lys i al den gru og elendighed, som ellers præger SHADOWLAND.
Verdens brændpunkter – fra Ramallah, Hebron og Irak til Darfur, Sierra Leone og Rwanda og videre til Kosovo og Kashmir – er centrum for den prisbelønnede fotografs arbejde. Grarup er rykket ud, når konflikterne og katastroferne har været på deres højeste for at skildre de mennesker, som lever midt i håbløsheden. De mennesker, som ikke får taletid i tv-avisen, men som i deres dagligdag og resterende liv må leve med savnet, sårene og de traumatiserende erindringer. Hvis de overlevede. Livet går videre på trods, som når den lokale frisør i jordskælvsramte Balakot i Kashmir åbner sin butik i ruinerne af frisørsalonen, og når en lille Roma-dreng får en middagslur i en gammel barnevogn i en ghetto i Bratislava.
De allerfleste billeder er gruopvækkende og uhyggelige på en måde, så jeg fik lyst til at lægge bogen væk. De viser angsten, panikken og afmagten hos de uendelig mange mennesker, der er drevet på flugt, bor i midlertidige flygtningelejre, kæmper for det daglige brød og sørger over tabte slægtninge. I serien fra Ramallah har Grarup fulgt Ramzi og hans venner i deres egen væbnede kamp. De slynger sten mod israelske soldater, indtil Ramzi en dag bliver ramt af en snigskytte. Han bliver udråbt til martyr, og nu er Ramzis lillebror i forreste række.
Fotografierne er i sort/hvid og ophæver grænserne mellem dokumentar- og kunstgenren. Det er svært at acceptere, at billederne er så skønne og velkomponerede og har dragende spil mellem lys og skygge, når de samtidig viser en død mand hænge ud af en bil i Rwanda eller en koleraramt, døende kvinde i Darfur. Det er svært at kigge på dem, fordi både etiske og æstetiske overvejelser trænger sig på. Og endelig er det svært at ryste billederne af sig igen. Det tavse vidnesbyrd om de tusindvis, millioner af tragiske menneskeskæbner sidder fast. Jeg vil takke Jan Grarup for med denne bog at fastholde bevidstheden om alle de mennesker, der har brug for hjælp – også når de vestlige medier er taget videre på jagt efter nye katastrofer. SHADOWLAND husker os på, at verden ikke er blevet god igen, når vi har slukket for fjernsynet. Grarup slutter i sit forord selv sin række af fortvivlede spørgsmål således:
– This book provides no answers to these questions, but presents the testimony of all these people.
Dette helt igennem humanistiske vidnesbyrd er vigtigt. I det meget fine forord af Dalai Lama står der:
– If we ask ”Why should we care what happens to other people?”, the answer is because they are essentially just like us.
Det burde ikke være så svært.