Vi er familie – Dy Plambeck GUDFAR
Dy Plambeck zapper sømløst mellem nu og da og her og der i hendes nye roman GUDFAR, der stiller gode spørgsmål til (mænds plads i) familiære tilhørsforhold og kommer med et par fesne svar.
Citat
Nr. 9 blev Tenna kaldt i fængslet, og det var dét, hun var, nr. 9, ikke længere Tenna. Hun blev slået med et rundboldbat over armene, hvis hun glemte at svare, når der blev kaldt på hende, eller hende var det jo ikke, men hendes nummer. Hun skulle stå i timevis under den kolde bruser med tøj på, hvis hun kom til at sige noget til de andre indsatte i de timer, det var forbudt, når der var Tavs Stue. Så var det strafbart at spørge: Må jeg låne din skosværte? eller: Kan du undvære en skrå? Ingen, tænkte Tenna og gik ned til Erik-Franks bord med fadet med smørebrød, absolut ingen, der ikke selv har prøvet det, kunne forstå, hvordan det var ikke at måtte sige noget til dem, man gik rundt sammen med.
Ikke så sjældent hævdes det, at romankunst går ud på at nedbryde og kigge tværs igennem tiden. Fiktion udfoldet på skrift kan nemlig se stort på, at det er en umulighed, hvilket så samtidig er en eksistensberettigelse for genren. Romanen giver læseren adgang til tidens netværk af forbindelseslinjer, et netværk som udenfor romanen er lukket land for det menneskelige sanseapparat.
Hvis det er rigtigt, er Dy Plambecks nye roman GUDFAR en perfekt slået roman. Bogens genkommende og vellykkede manøvre er lige nøjagtigt at zappe mellem tidsplaner, nutid og fortid. Plambeck holder benhårdt fast i grebet med gentagende overgange, der oftest fremstår i elegant glidende bevægelser, ind og ud af tre generationers kulørte liv fra anden verdenskrig og frem til rydningen af Ungdomshuset.
Plambecks optagethed af familien er en tematisk genganger fra forfatterens to foregående bøger, BURESØFORTÆLINGER (2005) og TEXAS’ ROSE (2008), hvor kernefamilien som idealforestilling også fik sig et skud for boven.
Omdrejningspunktet i GUDFAR er Uffe, som efter fødslen forlades af sin mor, siden bliver utilpasset rocker, siden siden murermester og siden siden siden forløses som gudfar og overbevist kristen – det hele solidt sammenholdt i et røntgenblik gennem årernes rul. Bedst er utvivlsomt afsnittet ’Nazibageren’, hvis beskrivelse af besættelseskollaboratøren Tenna og hendes Abu Ghraib-agtige fængselsophold i Horserød er overbevisende argumentation imod institutionaliseret magtudøvelse. Det hele ligger i overskriften: Skal man vitterlig dømmes for at bage kanelsnegle og smøre sandwich? ’Yes, I’m a nazi baker’, fristes man til at tilføje.
Man kan godt stille sig kritisk overfor Plambecks firkantede grundpointe om, at selv den tilsyneladende mest forbenede rocker – ’op ad halsen havde han helvede tatoveret’ – i virkeligheden er en skikkelig morfar-agtig type. Er det nu også sådan, at der er noget at samle på i Tenna, der troskyldig serverede frokost for tyske soldater og siden forlader sit spædbarn? Ja, Halleluja, er Plambecks svar.
Endelig irriteres jeg over, at en forfatter af Plambecks begavelse flere steder omgås sine metaforer med en arrogant portion sløsethed. Der er flere eksempler, men tag her en kvindes udfordrende blik, som sammenlignes med en fluesmækkers klask:
– Den sidste halve time havde hun siddet under presenningen i Spitfires lejr i en blomstret strandstol, med et blik så intenst som en fluesmækker der klasker en flue, og forsøgt at fange hans blik …
Opstillingen er i bedste fald ufokuseret. Hvad har ønsket om øjenkontakt til fælles med en fluesmækker i aktion? Hvordan skal det i sammenhængen forstås, at en fluesmækker er intens – endsige er indehaver af et blik? Sådan noget sjusk ridser lakken i en diktion, hvis særegne balancegang mellem det groft brovtende og åhh hjerteskærende ellers er svær at være sur på.
