Vi er ikke så forskellige, du og jeg, Frau Goebbels – Ida Hattemer-Higgins HISTORIENS HISTORIE
Hvad er det, der har gjort Holocaust til en urørlig myte – en forsimplet fortælling om de gode mod de onde? Hvad er det for en lammelse, der holder os fra at betragte de implicerede som ægte, komplekse mennesker og ikke bare ofrer eller bødler? Amerikanskfødte Ida Hattemer-Higgins debuterer med en roman, der vil rokke ved mytologien og nuancere kendsgerningerne, men den finder aldrig ud af hvordan.
Citat
Hvad havde de gjort? Stillet over for deportation havde familien Strauss valgt at dræbe sig selv og deres børn i stedet for at gennemleve det helvede som var reserveret til dem. De havde valgt at dø privat og ikke i kamrene i Polen. Disse mennesker dræbte sig selv og deres små døtre på skuldrene af Gud, for at undslippe sjæleødelæggende tortur, ydmygelsen ved døden ved hundemændenes hænder. Intet kunne være højere end det, intet mere valgt.
I HISTORIENS HISTORIE møder vi Margaret – en ung amerikansk kvinde i Berlin, der ved siden af studierne jobber som guide på trivielle byvandringer for turister. En dag bliver Margaret kontaktet af den halvskøre læge dr. Gudrun Arabscheilis, og snart tager hendes liv en markaber drejning. Berlins bygninger forvandles til kød, og Joseph Goebbels’ kone Magda begynder – i skikkelse af en høgekvinde – at spøge i nabolaget. Margaret mister grebet om virkeligheden og indleder samtidig en monomanisk jagt på en forståelse af, hvem Magda egentlig var – mennesket bag den berygtede nazifrue, der sendte sine egne børn i døden, så de ikke skulle opleve verden efter nazismens fald.
Senere fatter Margaret en lige så glødende interesse for Regina Strauss – en jødisk kvinde, der under krigen slog sig selv og sin familie ihjel for at undslippe koncentrationslejrene. I bund og grund den samme desperate handling: At dræbe dem, man elsker, for at skåne dem. Det er en fin, interessant parallel, Hattemer-Higgins her får trukket frem i lyset. Desværreinsisterer hun på at koble den sammen med Margaret og hendes fatale forhold til en gift universitetsprofessor. Vi skal åbenbart se, at den samme forpinte kærlighed, den samme desperation, den samme bundløse ulyksalighed kan overskride tid og sted. Holocaust og verdenskrig eller ej. Men hermed forfladiger hun værkets tematik.
Det er en gennemgående brist ved bogen. Den kommer til at trække alle de væsentlige emner, den berører, ned i en lille og triviel historie om ulykkelig kærlighed, i stedet for at bruge den lille historie som afsæt til noget større. Der mangler en plan for, hvordan romanen skal komme ind under huden på det tyske krigstraume, og HISTORIENS HISTORIE fremstår urimeligt rodet. Den er fuld af blindgyder og sidespor, der ikke tilfører fortællingen noget videre.
Det hjælper heller ikke på helhedsindtrykket, at Ida Hattemer-Higgins overordnet skriver upræcist og kluntet. Billedsproget er til tider tåkrummende: ’Hans ansigt sitrede som en lommeregner’, ’hendes lårben så ud som noget man kunne bruge til at forsvare sig med i krigstid’, ’hendes ansigt svævede, en guldsmed af opmærksomhed’, ’hun var yoyoen, og Magda Goebbels var hånden der holdt i snoren’ – eksempler på sådanne viltre sprogblomster er talrige.
HISTORIENS HISTORIE giver sig ud for at være en stor roman – det fornemmer man allerede i titlen og undertitlen ’Roman om Berlin’. Ved nærmere eftersyn viser den sig ikke at være så stor. Trods ihærdige forsøg på at bevæge sig ind på livet af Berlins traumatiske historie er der ikke meget mere dybde i romanen end i en byvandring gennem Berlin med en halvstuderet tourguide.
