Vi sled os så gennem det år sammen – Leonora Christina JAMMERS MINDE
JAMMERS MINDE er alt andet end jammer. Den er ufortyndet viljestyrke, som man bliver i godt humør af at læse – ikke mindst efter at sproget er blevet nænsomt moderniseret.
Citat
Da jeg engang bad slotsfogeden om en saks for at klippe mine negle, svarede han højt: ‘ […] Neglene skal vokse på hende som ørnekløer, og hårene som ørnefjer.’ Hvad jeg tænkte var nøjagtigt: ‘Gid jeg havde kløer og vinger.’
JAMMERS MINDE er ikke bare det ældste skrift i den litterære danske kulturkanon, men også et ud af de kun tre værker, der er skrevet af kvinder. Sammen med Karen Blixen og Inger Christensen tager Leonora Christina kampen op med de vægtige herrer i den absolut tungeste litterære kategori: klassikerne.
Tilfælles med Blixen og Christensen har kongedatteren det vilkår, at hendes liv må være bedre at læse om end at gennemleve. Leonora fødes i 1621 som Christian IVs (yndlings)datter af andet ægteskab. Faderen gifter hende bort til en anden stor personlighed, Corfitz Ulfeldt, og sammen bliver de rigets førstepar, så længe kongen lever. Hans sidste ord til datteren skulle ironisk nok have været: ’Jeg har sat dig så fast, at ingen kan rokke dig!’ Men under Frederik IIIs regering kammer Ulfeldts ærgerrighed og magtspil over i vanvid, og parret rakker i nogle år rundt i Europa, før han dømmes in absentia for landsforræderi, og hun fængsles i Blåtårn. Der sidder hun i 22 år og skriver (dele af) sit Jammers Minde.
Alt dette kan læses Line Kroghs velskrevne og –informerede forord til hendes nyudgivne og bearbejdede version af JAMMERS MINDE. Krogh forklarer i forordet, at arbejdet er gjort til gavn for ‘de unge [som] kender mindre og mindre til vores ældre kultur og er ved at miste fornemmelsen for historiske perioder’. (Heldigvis indrømmes det i næste afsnit, at også hendes egen generation har haft bøvl med forståelsen af værkets forældede sprog.) Ellers er der ikke megen nostalgi og løftede pegefingre over udgivelsen, som på smukkeste vis formår at bevare Leonoras sprogtone og fortællegaver. Derudover har også Dorrit Willumsen skrevet et forord, som jeg ikke i lige så høj grad kan se pointen med: det stikker sprogligt af fra resten og tilføjer ikke noget særligt nyt. Bogen står efter min mening flottere i sig selv, og behøver ikke mere anbefaling eller kontekstualisering.
Krogh slår blandt andet fast, at barokken er en tid, hvor den sociale rolle er alt. Netop derfor forbløffes man over Leonoras evne til under umenneskelige forhold at træde ned fra fordums tinder og få det bedste ud af de vilkår, hun lever under i fængslet. Ikke bare bruger hun sin fantasi og kreative evner til at få tidsfordriv ud af skrald og skrammel i cellen. Men hun formår også at udnytte de mennesker, der er sat til at bevogte hende, bedst muligt. Det vil både sige, at hun narrer dem til at løbe ærinder, men også at hun bruger dem til at stimulere hende socialt: hun vinder folk for sig, som støtter, som venner, som fortrolige (men altid kun den ene vej) og som underholdning, når hun udnytter deres naivitet eller dårlige forudsætninger. Leonoras gave midt i al fortvivlelsen er, at hun er menneskekender og formår at leve sammen med andre på godt og ondt. Denne evne fremstår i al sin tidløshed takket være Line Krogs store arbejde.
Nok er Leonora Christines skæbne spændende, men hvad gør den til klassisk litteratur? Det er vel først og fremmest hendes evne til at bryde igennem tidsmuren og stå lyslevende for os, når vi (gen-)læser bogen. Hendes tørre humor og minutiøse skildringer gør hendes fængselsophold relevant. Hun er hudløst ærlig, både når hun er storslået, og når hun er led. Man ønsker uværgeligt, at man selv kunne være halvt så tapper i forhold til egne, nutidige udfordringer – uden sammenligning i øvrigt. Personligt ville jeg i hvert fald til hver en tid vælge Jammers Minde over diverse selvhjælpsbøger og livsstilsprogrammer, hvis jeg skulle mindes om, hvordan det er muligt at hive sig selv op ved hårrødderne og få det bedste ud af dagen.
