Videnskabelige mord (bind 2) – Sissel-Jo Gazan SVALENS GRAF
Med Sissel-Jo Gazans nye krimiroman famler vi igen rundt i videnskabens mørke korridorer, hvor det er svært at kende en professor fra en morder. Det er overordentligt spændende – men også lidt et deja-vu.
Citat
Nu var der stille i de syntetiske korridorer på bagsiden af Station Bellahøj, hvor Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet hørte til. Mens Søren ventede på opkaldet fra Retsmedicinsk, gav han sig til at lave et lagkagediagram over sit familieliv.
Med sin nyudgivne og allerede succesfulde roman SVALENS GRAF indtegner Sissel-Jo Gazan sig for alvor på det skandinaviske krimikort, blandt krimikammersjukker som Läckberg, Adler-Olsen og Nesbø. Det er den første roman siden den hæderkronede DINOSAURENS FJER fra 2008 – og forventningerne har selvsagt været høje og formentlig også tunge for den unge forfatter. Men hun skuffer ikke, nej tværtimod får vi en krimi, der ligger på højde med forgængeren og ja – som faktisk på mange måder minder om forgængeren.
I SVALENS GRAF bevæger vi os ligesom i forgængeren rundt på det naturvidenskabelige fakultet, og vi præsenteres for en rolleliste, der for en stor del består af forskere, professorer, ph.d.-ansatte samt forskellige abstrakte figurer fra medicinalindustrien. Og igen bliver vi sideløbende kastet ind i en meget konkret og meget forfærdelig familiehistorie, der byder på en alt rigelig stereotyp fremstilling af underklassen, med hvad dertil hører af vold, alkoholisme, fortrængning og omsorgsvigt. Og igen igen har vi kriminalinspektør Søren Marhauge, der skal hitte rede i det hele.
Selv om vi har set det før, er plottet yderst velkomponeret og intrikat forbundet i både dele og personperspektiver. Det går i det store hele ud på, at Kristian Storm, professor i immunologi, findes død på sit kontor på instituttet. Det ligner selvmord, men meget tyder på, at hans forskning i Guinea-Bissau – der viser, at HPV-vaccinen får børnedødeligheden i U-lande til at stige markant – har spillet ind og muligvis ført til et mord. Vaccinen er nemlig anbefalet af WHO, og medicinalindustrien har selvsagt en kommerciel interesse i at bibeholde en sådan anbefaling.
Fortællingen om alt dette virvar oprulles via Marie Skov, Storms tidligere forskningsassistent, der stædigt står på, at hendes tidligere vejleder aldrig ville begå selvmord. Hun hjælper derfor Marhauge i sagen, mens hun i øvrigt slås med familieproblemer i (ovennævnte) skilsmisse-, kræftsygdoms- og psykotisk mor-skala.
Marhauges detektiv-perspektiv står over for Maries, og igennem ham får vi præsenteret alle detaljerne i forbindelse med opklaringen af mordet: afhøringer af forskellige pårørende, gamle politirapporter og samtaler med retsmedicineren. Men vi får selvfølgelig også de obligatoriske privat-problemer. Politikommissæren kan slet og ret ikke få det til at hænge sammen på hjemmefronten (gab!), hvor han kæmper med alt mulig utilstrækkelighed, ugidelighed og angst for at miste både kæreste og delebarn.
Perspektivet skifter, somme tider med tidsforskydninger, mellem de to karakterer. Og når ikke lige privatproblemerne fylder for meget, skaber det en god spænding og page turner-effekt. Det er på mange måder lige efter opskriften, men Gazan må ikke desto mindre indrømmes et kæmpe kompositorisk overskud og en imponerende evne til at væve psykologiske, videnskabsetiske og i det hele taget moralske aspekter sammen i et stort og kompliceret patchwork.
En anke kunne ligge i – ja, udover i gentagelsen og de kedelige privatproblemer – opklaringens vel hurtige acceleration på romanens sidste 50 sider. Det meste af bogen består i konfliktudredning, hvorefter løsningen kommer meget hurtigt. Det kunne gøres mere elegant. En tredje finger kan sættes på den lige lovlig pædagogiske formidling, hvor termer og figurer inden for videnskabsområdet forklares i en grad, som eksotiserer (og keder) unødvendigt.
Ikke desto mindre er man underholdt, og selv om Sissel-Jo Gazan holder læseren lovligt hårdt i hånden, så får hun hende igennem med en ny god krimioplevelse på bagen.
