For vigtig til at dø – Maria Gerhardt DER BOR HOLLYWOODSTJERNER PÅ VEJEN
En kræftsygdom, ulykkelig lesbisk kærlighed og det vilde liv som DJ. Den næsten lidt for perfekte opskrift til en fængende historie, men Maria Gerhardt får det til at flyde ubesværet i sin debutroman.
Citat
Jeg sidder i venteværelset og bryder mig ikke om det. Dette rum har knækket mig. Den gode patient er gået. Den skaldede dame med Billedbladet er ikke min ven i dag. Hun er ikke min søster, ikke Jeanne D’arc. De ligner Gollum. Alle Sammen. Afpillede og savlende holder de fast i de åndssvage ugeblade, mimer, at de læser, lider i angst. Der er æblejuice og kildevand i store kander. Isterningerne flyder aldrig ud. Køleskabet må være sat til næsten minus ti. Døden findes her.
Romanen, der bygger på forfatterens eget liv, er skrevet med udgangspunkt i et essay med samme titel. Modsat essayet, der blev tryk i Atlas Magasin i August sidste år, er DER BOR HOLLYWOODSTJERNER PÅ VEJEN delt op i to spor. En fortælling i datid, der beretter om den unge Maria, der på femtende år er ulykkeligt forelsket i sin veninde. Kun når hun står bag mixerpulten, som hip Københavner-DJ under aliaset Djuna Barnes, går det hele op i en højere enhed. Det andet spor følger Maria et par år senere, hvor hun endelig har vundet venindens kærlighed. Men det er også Maria, der er blevet syg af en kræftknude i brystet, og som nu skal igennem et langt og brutalt kemo-forløb.
Mens den ældre Maria er præget af usentimentalitet og refleksion, er den unge Maria hele tiden i venteposition, konstant på udkig efter det næste kick. Hvis ikke af narko, så af en anden slags magi. Selv naturen forventer hun noget af: ’Allerede efter ti minutter i Grib Skov begynder jeg at kede mig. Går og venter på, at naturen virker. Har som Dan Turéll lyst til at putte en femmer i en sprække i et træ og se, om der sker noget.’ Denne rastløshed toner helt naturligt frem i Gerhardts oftest korte sætninger, der alle er essentielle i betoningen af de følelser, der fremskrives. Ligesom det sker, når det er den ældre, mere kyniske Maria, her i samtale med en sygeplejerske:
– ”Jeg har nogle og fyrre hatte,” siger jeg. ”Har i noget glidecreme derhjemme?” spørger hun, og nu skal vi snakke om sex, om træthed og ledsmerter, og hun spørger til vores økonomi. ”Er i pressede?” spørger hun. ”Nææh,” siger jeg. ”Altså det kommer an på i forhold til, hvilken standard man måler ud fra.
Der bliver aldrig sagt for meget, skrevet for meget. Der er lige tilpas patos til at skabe medlidenhed, lige tilpas kulde til at lade fortællingen glide videre, uden den går i stå. Der er altid en ny kontekst at fortælle i, en ny drivkraft bag skriften. Læseren er med bag DJ-pulten, er med i Hellerup og Marokko, er med til DJ-kollegaen Kjeld Tolstrups begravelse, er med i Nordsjælland under en flugt fra kærestens angstanfald, med gennem humørsvingninger med hver deres soundtracks.
Man kunne spørge: er det for internt, er der for mange referencer til den og den DJ, det og det track. Er der for meget Københavneri? Tja. Nogle episoder er banale. Men det virker naturligt. Præcist som Marias forløb gennem sygdommen er beskrevet. Fattet, roligt. Enkelte gange mister hun kontrollen, er fuld af afmagt – forståeligt nok – men kun for igen at vende tilbage til den syge, men reflekterede unge kvinde. Som når Etisk Råd tager plads i hendes tanker, mens hun venter på hospitalet: ’Man kan ikke trække et nummer, så systemet er at spørge, hvem der var den sidste, der kom, og så holde øje med, hvornår de går ind. Det er frihed under ansvar. Hvis folk snyder, er det hård selvjustits.’ Det er for det meste sort/hvidt. Enten så dør man, eller også gør man ikke. Og det gør Maria Gerhardt ikke. Som hun påpeger to gange i romanen: hun er for vigtig til at dø.
’Man kan ikke både være lesbisk, syg og ked af det. Det er en kategori for meget.’ Skriver hun. Og det er tunge emner. Men romanen lider aldrig overlast. Hverken sygdommen, ungdommen eller forelskelsen løber løbsk i overdreven følelsesfabrikation. Det er den balance, der gør DER BOR HOLLYWOODSTJERNER PÅ VEJEN til en både smuk og velskrevet roman.
