Vildfaren med vilje – Riikka Pulkkinen FREMMED
Riikka Pulkkinen skriver om rodløshed, dans og fanatisk religiøsitet. Det lyder anstrengende, men er det ikke, for hendes sprog er den slags, man kan synke ned i og lade sig rive med af.
Citat
Når min mor nogle gange beskrev vores rejse til denne by, talte hun om at kravle op på et tag. Vi ville stå deroppe i højderne, og byen ville ligge for vores fødder – hvisk, hvad I vil have, så skal I få det – og vi ville være opfyldt af glæde. Vi ville vinke til Finland og Europa i det fjerne, til det liv, vi kendte, i en kort stund var vi to mennesker, der ikke rigtig hørte til nogen steder, hverken her eller der, men blot et sted under himlen.
Det er ingen nem opgave, finske Riikka Pulkkinen har kastet sig ud i. Hun vil gabe over rigtig meget af det rigtig tunge: tro, tvivl, fremmedhad og uhelede sår i fortiden. Men det lykkes hende faktisk. Eller det vil sige, at de ting, der kan irritere undervejs i romanen FREMMED, er lette at tilgive, fordi Pulkkinen skriver umanerlig godt.
Maria er på flugt fra sin tilværelse hjemme i Finland som præst, præstedatter, hustru og sjælelig rådgiver for sin menighed. For hvordan kan man besidde et erhverv som præst, når man ikke selv længere ved, hvad man skal tro på? Og kan man være nogens elskede, når fortiden forhindrer en i at fortsætte fremad? På Manhattan – den larmende ø, som hun kalder den – går Maria i sin mors fodspor. Hun voksede op her, men bosatte sig i Oulu, Finland, hvor hun mange år senere døde fra sin mand og den på det tidspunkt 14-årige datter.
Romanen løber i tre spor: Det ene, nutidige, på Manhattan, hvor Maria flytter ind hos den unge kvinde Melanie, der får hende til at genopdage dansens verden og muligheder. Her farer den allerede vildfarne Maria endnu mere vild – helt med vilje. Det andet i Oulu, den vinter og det forår, hvor Maria ikke kunne komme sig over tabet af sin mor. Hun udviklede en spiseforstyrrelse, camoufleret som et fanatisk-religiøst renselsesritual, som hun praktiserede som medlem af en sekt. Det tredje i Helsinki, i vinteren, der stødte op til Marias flugt, hvor hun mødte den syvårige flygtningepige, Yasmina, der måske, måske ikke, havde alvorligt behov for at blive ekstra godt passet på, og som Maria tog under sine vinger.
Riikka Pulkkinen er totalt ukendt land for mig, til trods for at hun har flere anmelderroste romaner bag sig, der er oversat til dansk, og at hun har været nomineret Finlandia-prisen i sit hjemland. Når det handler om nyere finsk litteratur, har vi efterhånden lært, at Sofi Oksanen er en dame, man ikke lige kommer udenom, og også Rosa Liksom og Monika Fagerholm har fået opmærksomhed herhjemme, men så snart det handler om navne, der ikke har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, bliver det straks sværere at sætte navn på læseværdige forfattere. Pulkkinen er bestemt en af dem, man bør studere nærmere.
Stærkest er romanens nutidige spor – det, hvor vi følger med Maria rundt i Manhattans virvar. Pulkkinens beskrivelse af den førstegangsbesøgendes møde med den store, hektiske, osende, fremmede ø, man alligevel føler, at man kender fra film og bøger, er skarp og medrivende. Sproget er levende og legende som øen selv, når hun sender Maria ned ad gader, der flimrer af lysreklamer og rasler af burgerpapir.
Mere anstrengt bliver det i de passager, hvor hun lader Maria forsvinde ind i dansen og lader rytmen styre sproget i staccato-agtige kompositioner. Lidt træt bliver man også, når Marias moralske præsteprædikener får for frit løb og overtager handlingen, og når hun refererer Heidegger.
Der står ’tvivl’, ’vildfarelse’ og ’stedsidentitet’ ud over det hele i FREMMED, men langt det meste af vejen er det på et niveau, hvor man bare kan lade sig synke ned i Pulkkinens fine, parallelle beskrivelser af rodløshed i iskolde Oulu og kogende New York City og glæde sig over, at det faktisk kan lade sig gøre at skrive fængende og enkelt, selvom man har læsset sin roman med meget tunge temaer.
