Vildgåsejagt – Lars Frost SKØNVIRKE
Femikrimi på vildspor. Skruer man nutidens feminisme og usolidariske politiske dagsorden op til et godt stykke over støjgrænsen, lander man i det utiltalende fremtidssamfund, SKØNVIRKE har valgt som kulisse for sin historie.
Citat
Er det virkeligt nødvendigt, boss? spørger Mathilde.
– Vi havde en aftale, siger Gitte. Ved siden af hende står tjenestelægen med en badevægt under armen. Nu stiller hun vægten fra sig på gulvet.
– Værsgo at træde op, siger lægen.
– Lige et øjeblik. Mathilde prøver at trække den venstre støvle af med den højre støvlesnude.
– Værsgo at træde op, gentager lægen.
– Det er lige ved at lykkes. Skosnuden kan ikke få fat, den glider ned over hælen igen uden at få fat.
– Det der er ikke nødvendigt, siger lægen.
– Åh, for helvede. Snuden gled igen. Det er så tæt ved at lykkes. Men det lykkes ikke.
– Det dér er ikke nødvendigt, gentager lægen. Bare stig op. Hun aflæser vægten, noterer tallet i sine papirer, hun rækker Gitte papirerne, tager vægten under armen og forsvinder.
– For helvede, Gitte, det er tåbeligt det her, siger Mathilde. Hele det her cirkus, altså! Hvad skal det til for?
– Gitte blader i papirerne, så beder hun om Mathildes legitimation og tjenestepistol.
SKØNVIRKEs fremtidsvision ligner nutiden, bortset fra at kvinderne sidder tungt på samfundets magtpositioner, og infrastrukturen er hjerneløst udbygget med flere unyttige broforbindelser. Det er en parodi på velfærdsstatens provinsielle og ubekymrede selvtilstrækkelighed, for uden for landets grænser står det grelt til. Meldingen om Spaniens fald giver dog højst sved på panden for de danskere, der må sætte globen i spind for at finde en ny charterdestination. Den globale solidaritet rækker kun netop til at servere tofu i stedet for kødklister af hensyn til klimaet.
Nogen stor sejr for feminismen er kvindesamfundet ikke. Tekstens indre monolog byder på de mest fladtrådte klicheer om kvindelige anliggender, særligt når den filtreres gennem Mathilde, politibetjent og fjoget Nynne-kvinde, som kæmper med overvægt. ’Det er sidste gang, hun spænder sig ind i den frakke, det bestemte hun lige der og nu’, går som et mantra gennem bogen, kun varieret med beklædningsgenstanden.
De endimensionelle personer skal selvfølgelig imitere femikrimiens stil og tone, men teksten er for overlegent velskrevet til at være troværdig. Ligesom en konge, der skjult besøger de lave hytter, og i ren iver for at overbevise, vælger en så lurvet og gennemhullet kutte, at den gyldne kongedragt, han har på under, skinner tydeligt igennem, fornemmer man klart, at forfatteren er bedre end sin genre.
På indholdssiden gør Lars Frost kun et halvhjertet forsøg på at leve op til konventionerne. Kriminalsporet løber nemlig ud i sandet, da efterforskeren får inddraget skilt og tjenestepistol på grund af en uklædelig vægtforøgelse. Tråden bliver samlet op af et moderne samlivsdrama, udspillet i et sommerhus på Fanø, og krydret med utroskab, hvad der udløser kostelige replikskifter som ’Uh, det dufter skønt – hvad står den på? – Torsk, siger Lise. Med peberrodssauce og bagte rødder …’.
En mukkende, tavs og sammenbidt soldats hjemkomst får denne bue i historien til at brække af med et eksplosivt udbrud af temperament. Herefter suges han ind i et kollektivt arbejder-vi i et Amerika, som på en underlig måde virker både fortidigt og fremtidigt. Han bliver en del af en flok sorgløse daglejere, arbejdertyper, hvis socialisme dog udfordres af en prostitueret, der ser sin krop som et marked. Og midt i en øde skov på et smadret kontinent, netop som man tror, det ikke kan drives længere ud, sker der alligevel noget dybt overrumplende.
Er der noget at komme efter i den forvirring? Litteraturnørder, som gnider sig i hænderne, når de noterer et normbrud eller en eksperimenterende bøjning af formen, vil kunne lave ild med denne bog. Plothunde, derimod, vil opleve at få en kold spand vand i hovedet, hver gang historien drejer.
Alligevel kan SKØNVIRKE bredt anbefales. Som noget sjældent i dansk litteratur kan bogen læses for sit budskab. For hvis det er vores fremtid, Lars Frost, som en dickensk hjemsøgende ånd i den mørkeste af nattetimerne, har vist os konturerne af, er der grund til at vågne op med kulsort samvittighed og et brændende ønske om reform.