Visdomsord fra mosekonen – Suzanne Brøgger SØLVE
SØLVE er et sammenkog af vise betragtninger, lokal og global historie, madopskrifter og alt muligt andet, som fortælles i Brøggers helt særegne stil, der er elskelig og utålelig på samme tid.
Da Suzanne Brøgger var ung, flyttede hun ud i en nedlagt skole i Løve, som er en ganske lille flække mellem Slagelse og Høng. Her mødte den kosmopolitiske intellektuelle kvinde almuekulturen og blev fascineret. Her var et ”noget”, der stod i skærende kontrast til det ”intet”, hun kendte.
Den nedlagte skole har Suzanne Brøgger gjort til omdrejningspunkt i sin nye bog SØLVE, med undertitlen MOSEBOG OG MEMOIRER. Allerede i titlen begynder en vildt forgrenet symbolik; skolen ligger ved siden af en gammel mose, med alt hvad en sådan indeholder af nedarvet erfaring og mystik. Den nyere viden møder den ældre og bliver til en mosebog. Men den overleveres ikke som religiøs doktrin, men som et humanistisk sammensurium, hvor Brøggers private erindringer tilsættes, og det hele blandes godt.
Det er umiddelbart svært at placere SØLVE i en genre, da den netop bryder genrerne ned. Det personlige er kontrasteret af det almene, og det historiske er bearbejdet af refleksioner, ordspil og den personlige vinkel. Derfor kunne man kalde SØLVE for en personlig kulturhistorie, uden at det dog gør SØLVE fyldest.
Denne ramme er på en gang en styrke og en svaghed. En styrke, fordi man som læser overraskes og beriges med langt flere perspektiver, end man er vant til i kulturhistorier og erindringsbøger. Men til gengæld er man af og til ved at blive sindssyg af de rablende associationsrækker, og hungeren efter et plot indfinder sig.
Den samme dobbelthed gør sig gældende for Suzanne Brøggers stil, hvor der af og til ikke er langt fra en berettiget overlegen måde at udlægge tingene på til en indforståethed, som ikke kan undgå at ”skrive ned” til læseren. Her bliver Brøggers elskelige visdomsord en smule utålelige.
Men det hele er i bedste mening og i det godes tjeneste. For Brøgger har naturligvis en agenda, som gennemtrænger sammenkoget: vi skal ihukomme rødderne og den danske bevidsthed.
Med Suzanne Brøgger som vejleder er bogen en fornøjelse, og SØLVE er et fornemt værk, som konstant overrasker og alligevel holder sig fra tematiske afveje. Den må dog frarådes til utålmodige sjæle.
