Vodka i mangfoldighedens tegn – Wladimir Kaminer RUSSERDISCO


Wladimir Kaminers RUSSERDISCO opnåede kultstatus i Berlin kort tid efter udgivelsen i 2000. Det forstår man godt. Nu er fortællingerne fra 90’ernes Berlin oversat til dansk.

Citat

Kvindeklubben, en af de mest aktive afdelinger af det jødiske samfund i Potsdam, arrangerede for nylig i anledningen af de stigende temperaturer en stor forårsfest. De fandt et passende sted i den moderne evangeliske kirke i Kirchsteigfeld, hvis gennemtolerante præst har forståelse for næsten alting her i verden og for længe siden er holdt op med at undre sig over noget som helst. Som annonceret begyndte festen med et modeshow. En berømt designer, som tillige var aktivist i kvindeklubben havde til lejligheden kreeret en forårs- og sommerkollektion til selvbevidste unge piger. Tøjet var alt sammen syet efter princippet ”topløs”. Designeren havde brugt temmelig stor fantasi til sin kollektion, men ikke ret meget stof.

Nuvel, endnu et æstetisk forsøg på at repræsentere Berlin i årene efter murens fald. Den tyske metropol med den tunge bagage. Min første, lidt dovne tanke, da jeg tog fat om den ellers labre lille sag af en bog. Heldigvis gjorde Wladimir Kaminer på indbydende og ubesværet vis denne bekymring til skamme. Eksil-russerens nyoversatte værk RUSSERDISCO er ikke et forsøg på at omfavne hele Berlins historie. Tværtimod er bogen samlet som en række af mindre fortællinger, der, på trods af enkelte gange at være på grænsen til limericks, bevæger sig elegant på overfladen af livet som immigrant i Tysklands hovedstad. Fortællingerne udspringer fra Kaminers oplevelser som nysgerrig russer i en by fyldt med underlige mennesker. Deres korte længde legitimeres af denne observerende synsvinkel, hvor protagonisten nok forsøger at forstå denne nye og kaotiske by, men også accepterer, at han må finde og skabe sine egne historier i den. Det er, i kondenseret form, essensen af RUSSERDISCO.

Kaminers fortællinger er varme, inviterende og velskrevet i deres deadpanstil, hvor en ironisk distance konstant ligger og lurer både under og på overfladen, men aldrig overskygger fascinationen af de mennesker, der fortælles om. Som vennen Klaus, der så gerne vil lære russisk og ender i et fængsel i Moskva anklaget for mord. Eller mødet med kunstnervennen Sergej og dennes værk Moderhjerte: en musling i beton, der spænder fra at symbolisere et minde om Holocaust til at forestille en kæmpesnegl på en legeplads. Hvad der starter mere eller mindre ubeskedent, pilles hurtigt ned fra piedestalen, som et resultat af en mangfoldighed i både sprog og handling:

– Vi drak te og talte om kunst. Jeg spurgte til betydningen af Sergejs værk. Han rystede på hovedet og sagde: ‘Lad os hellere gå ud og drikke vodka!’ Senere glemte jeg den hemmelighedsfulde musling igen.

Indimellem dukker et par fortællinger op, som vel nærmere kan kendetegnes som essays. Blandt andet én med overskriften ‘Politisk korrekthed’, hvor der, uden at tage udgangspunkt i en fortælling, skydes med skarpt mod det moderne samfunds forsøg på at rette op på demokratiets faldgruber. Det fremstår en smule malplaceret idealistisk ved siden af eksempelvis den absurd-komiske historie om journalisten Helena, der i sit reportagearbejde med såkaldt interessante russere, møder Brukov, som ’insisterede på at læse sin seneste roman højt for Helena, en ordentlig moppedreng med en lang titel: ‘Esoteriskvidenskabelig roman fra livet uden for kroppen.’’

Kaminers beretninger om Berlinerne i RUSSERDISCO – hvad enten det handler om russere, tyskere eller vietnamesere – er den slags man læser, hvorefter man læner sig tilbage, griner eller sukker let, men samtidig er bevidst om, at de forbliver i erindringen, fordi de er fortalt med en sproglig charme og en udelt kærlighed til byens mangfoldighed. De små anti-eposser forfalder ikke til det unødvendigt sløvende og faktuelle, hverken i sproget eller plottet – det undgår de via deres længde, deres sproglige præcision og ikke mindst fordi de i sig selv er digressioner, der muligvis tager udgangspunkt i den historiske by, men altid har den personlige fortælling i centrum.

Nogle fortællinger står stærkere tilbage i hukommelsen end andre, et par stykker mangler lidt kød og andre virker svagt overflødige. Men det ødelægger ikke det samlede indtryk af RUSSERDISCO, som værende en lige dele kaotisk og charmerende skildring af det Berlinske folk – og i særdeleshed: det russiske folk i Berlin.

Skrevet af Noa K. Hansen


Noa Kjærsgaard Hansen er efter endt BA i Litteraturvidenskab fra KU nu bosat i Aarhus, hvor han læser en kandidat i Æstetik og Kultur og desuden arbejder som redaktør på Litteraturmagasinet Standart. Weekenderne bruger han på at lede efter streaming af Premier League kampe i god kvalitet.

Skriv til Noa

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *