Vokseværk i mandigheden – Morten Sabroe LIBIDO
Den aktuelle bølge af storsælgende og erotiske romaner har givet Morten Sabroe akut penismisundelse. LIBIDO byder på et godt grin, men vi venter stadig på en egentlig udløsning.
Citat
Da snakken faldt på de mange erotiske romaner for kvinder, brød jeg ind og sagde: “Nu venter vi kun på at en mand der har sproget i sin magt, træder ind på scenen og viser hvordan en erotisk roman for både mænd og kvinder skal skrives.”
Mændene tror, at kvinderne synes, at mændene er blevet unødvendige i alle sammenhænge. Lige med undtagelse af den seksuelle – hvor mændene skal bruges som ansigtsløse genstande, ydmyges og smides væk efter sidste stød.
Morten Sabroes nye bog udspiller sig i Storkøbenhavns kulturelite, hvor Phillip bor sammen med sin kone Nora. Sammen med sine skolevenner – Rune, alfahan og chefredaktør, samt Daniel, kreativ stemme i reklamebranchen – gennemlever han den moderne mands største frygt: Deres karrieremæssigt overlegne koner er ved at opdage, at det også er dem, der har bukserne på i sengen. Hvis kvinderne begynder at tage lige så let på monogamien, som deres ægtemænd længe har gjort, kommer der rod i samfundsordenen. Mens Rune og Daniel går til angreb mod feminismen, kæmper Philip desperat for at genskabe den magtbalance, der skal forene ham med sin elskede Nora.
LIBIDO vil både være en sjov og en klog bog. Sabroes pallette af overkarikerede personligheder undergår en rejse så absurd, at magtkampen mellem kønnene til alt held aldrig går hen og bliver rigtig selvforgabt (hvilket ellers har været Sabroes akilleshæl). Til gengæld sniger der sig nogle af de selvsikre lommefilosofier ind, vi allerede kender fra hans selvbiografier. Fx: ‘Det er sådan vi mødes. Som tomme tavler vi giver os til at skrive på.’ Bemærk at vi’et her ikke bare refererer til personerne i bogen. Det refererer også til alle os andre, som Sabroe mener at spidde med sine parafaseringer over psykoanalysens gajolpakke-sætninger. Det er ærgerligt, for den humoristiske beskrivelse af kønnenes kamp er nok i sig selv. Samtidig spænder satiren ben for Sabroes sprog, der ender fladt fortællende og uden det engagement, som kendetegner fx hans essays.
Phillip skriver om sine seksuelle erindringer i bogen Libido, og kvindernes seksuelle frigørelse starter med udgivelsen af bogen En kvindes hemmelighed. Om begge bøger hævder fortælleren, at det er sprogets nøgternhed, der gør læsningen erotisk. Sabroes eget værk (også kaldet LIBIDO) er til gengæld meget lidt nøgternt fortalt og fyldt med ordbilleder, som fx her: ‘Viagraen begyndte at virke efter 20 minutter. Det føltes som om en canadisk rødgran voksede ud mellem mine ben. Jeg var så stor i hende at hun blev nød til at følge mine bevægelser og synkronkneppe’. Læseren bliver hyppigt og insisterende mindet om fortællerens størrelse og gørelse inden for det seksuelle. Men det er nu svært at blive lige imponeret hver gang – selvom forfatteren måske selv er det.
Som siderne vendes genklinger personlighedernes historier alligevel i hinanden, på en måde så bogens univers slår en fin ring om sig selv. Og med de underkuede mænds fuldfede dialoger og med sætninger som ‘Jeg gik gennem byen som en mand der var ved at voldtage sig selv’, er bogen mindst et godt grin værd. Desværre er overraskelsesmomenternes forudsigelighed og det klichéfyldte sprog nok til at dræbe dramaet i LIBIDO. Tilbage sidder man med fornemmelsen af en omvendt pornofilm: vi har ikke fået serveret noget ordentlig sex, men bare siddet og gloet på onani.
