Vold, sex og sømandshistorier – Kim Leine VALDEMARSDAG


Kim Leine kombinerer virkelighedsfragmenter med sit sproglige naturtalent. Resultatet er et glødende familiedrama om et makabert jalousidrab begået af farfaren i 1930’ernes København.

Citat

Hvor kan et misrøgtet menneskelegeme blive deformeret og uskønt med årene.
Weiche er holdt op med at trække vejret. Det er et lig, der ligger på gulvet. Hans ene ben ligger på stolen han sad på. Erik undrer sig over, hvordan det er endt der, det ser ud, som om han har lagt det der for at lette på en ubekvem stilling. Ansigtet er skamferet, men ikke til ukendelighed, øjnene stirrer lige op, kæben er faldet lidt ned. Dødens grimasse, han har set den før. Han ved, at Weiche har en ekskone, et par børn, en gammel mor. De kan godt tage afsked med dette ansigt. Kraniet derimod er knust, det eneste der holder det i form lige nu, er hjernemassen og blodet der presser på indefra. Blødningen er heldigvis ikke voldsom. Den samler sig i en stribe langs dørkarmen, mørk og tyktflydende. Han sætter sig på divanen og koncentrerer sig om at falde til ro.

Matros Erik Rasmussen holder meget af at synge og af at lave morgengymnastik. Da Eriks separerede kones elsker, vognmand Weiche, om morgenen onsdag den 15. juni 1938 aflægger ham en fatal visit i hans lejlighed på Larsbjørnsstræde kører radioen for fuld skrue: ’Vågn op og stræk din dovne krop‘, lyder Kaptajn Jespersens energiske stemme, lige inden Erik smadrer sin rivals kranie med blyloddet fra et bornholmerur. Sådan åbner første kapitel i Kim Leines anden udgivelse, romanen VALDEMARSDAG. Lige på og hårdt.

I mødet med VALDERMARSDAG er det, i det mindste for denne læser, nærliggende at tro, at en detektivhistorie med morderens synsvinkel a la FORBRYDELSE OG STRAF er ved at udrulle sig. Men trods visse paralleller viser antagelsen sig hurtigt forkert. Ganske vist flakker drabsmanden Erik omkring i det velkendte København ligesom Raskolnikov i Petersborg, men så vælder minderne frem. I små flashbacks får vi Eriks Rasmussens livsforløb serveret, fra hans opvækst med en hysterisk troende far og søsteren Fanny, som han udforsker seksuelt; over hans vilde ungdom til søs med alt hvad dertil hører af besøg på eksotiske bordeller, kønssygdomme og druk; til han møder Zenia med de store, mørke krøller, som han slår sig ned og får sønnen Jørn med. Som små afbræk imellem Eriks fortid og nutid står en række vidnesbyrd, antageligt hentet fra virkelige arkiver, politirapporter, vidneforklaringer, udtalelser osv.

Det er med en blanding af kølig distance og medfølelse, den ikke altid lige pålidelige fortæller beretter om Eriks gøren og laden, deler hans blackouts og formidler hans vrede. Vreden er fra begyndelsen den motor, der driver historien frem. Når den rammer og gennemskyller Erik, når den får ham til at banke sin kone (og måske barnet tilmed?), når den driver ham ud i mord. Man fornemmer næsten en retfærdighedssans og determinisme som hos novellemesteren Heinrich von Kleist, da han beslutter sig:

– Jeg kan tage Weiche, tænkte han, og i samme øjeblik tanken strejfede ham, så han, hvor indlysende rigtig den var. Manden er et upålideligt skvat. Han har stjålet min kone. Han vil have dårlig indflydelse på Jørn. Det kan jeg ikke tillade. (…) Tanken gjorde ham opstemt, den gav ham en følelse af magt, af overskud. (…) Jeg har magt over liv og død. Jeg er fri.

Den impulsive vrede mikset med de rationelle argumenter leder igen tankerne hen på Raskolnikov og hans overmenneskelige selvbillede, mens Eriks nydelse og renselse ved blodrusen fæstner sig som en særlig æstetik i læserens bevidsthed.

Kim Leine lader til at være besat af autenticitet. ’Intet overgår virkeligheden’, udtaler han i et interview. Det skinner i den grad igennem både i debutromanen KALAK om hans eget turbulente liv, og i VALDEMARSDAG med dens konkrete virkelighedsfragmenter. Leine tegner et præcist tidsbillede af 30’ernes København og et indgående psykologisk portræt af den splittede Erik Rasmussen, som han kalder farfaren. Det autentiske kombineret med Leines overlegne sproglighed skaber en af de ypperste læseoplevelser inden for genren.

Skrevet af Andreas Immanuel Graae

Andreas Immanuel Graae er cand.mag. i Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *